Apropos debatten om at have et favorit-barn....

Hvor er det skønt at læse om jeres kærlighed til jeres børn - jeg tænker selv rigtig meget over det med at det ældste barn går fra at være enebarn til pludselig at skulle dele opmærksomheden.... bare xxx ikke kommer til at føle sig tilsidesat, og har man virkelig kærlighed nok til 2 børn? Ja, det kan jeg jo læse at man har 

TbCp skriver:

Frygtede også at jeg ikke ville kunne elske Alberte så højt som August. Tænkte inden hun kom, at det da måtte være svært at elske begge børn lige højt. Men som I andre skriver, så elsker jeg dem på hver sin måde og lige højt!

Jeg elsker, som I andre også beskriver, mine børn lige højt - men meget forskelligt.

Annika er det barn, der gjorde mig til mor for første gang. Hun vil altid have en særlig plads, fordi det var hende, der gjorde alting først - og som lærte mig at være mor. Samtidig er det hende, jeg bekymrer mig mest for. Hun er en stærk pige, men hun er også en sart pige. Hun har det bedst med forudsigelighed og er et meget tryghedskrævende barn. Hun er et menneske, der er klog på andre mennesker og ser dem. Derfor kan hun også have det svært med steder, hvor der er mange mennesker - hun har travlt med at tage dem ind og se dem, og er der for mange, er det for meget at kapere. Det kan godt stresse hende. Hun er også min lille strukturalist og perfektionist; tingene skal stå på rette sted, gerne symmetrisk og ordentligt. Det kan bekymre mig, at hun stiller høje krav til sig selv. Hun har et stort hjerte og er meget meget kærlig overfor de mennesker, der står hende nær. Hun er min store lille pige, som jeg ind imellem har det svært med at blive klog på. Jeg elsker hende for at lære mig nyt hele tiden.

Lina elsker jeg, fordi hun er hende. Hun har humor dybt begravet i sit indre og bringer smil frem på læben bare ved at være til. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at livet vil forekomme hende nemt og bekymringerne for hende er ikke så fremtrædende. På rigtig mange områder ligner hun mig rigtig meget, og jeg forstår hende mere instinktivt, end jeg forstår Annika. Hun er en meget kreativ pige, som undersøger verden med stigende nysgerrighed og gerne forsøger at stille den på hovedet - bare for at se, om den kan. Jeg elsker hende for at bringe en verden af glad med sig.

Og så elsker jeg dem for at elske hinanden!! Deres kærlighed og affektion overfor hinanden er noget af det, der gør mig mest lykkelig!

Jeg tror altid man vil elske den første på en heeelt speciel måde... Ikke højere, bare på en anden måde end den eller de andre.

Mine forældre har jo otte børn og min mor elsker alle otte lige højt, MEN når hendes førstefødte (min bror, 60 år gammel) kommer på besøg, så skal jeg love for at hun kan komme hurtigt hjem, hvis hun er andre steder.

Min mor og jeg var nemlig en dag hos min anden storebror hvor vi delte en øl, da min far ringede og sagde min ældste bror var kommet på besøg. Min mor, som sjældent drikker øl, fik tyllet hendes og nærmest løb ud af døren... Mig og min bror grinede simpelthen så meget...

Vi ved jo godt allesammen at der ikke bliver gjort forskel på os, og at hun elsker os alle lige højt. Tror bare det er selve oplevelsen af den førstefødte der gør det...

Er det mon til at forstå???

sarahb skriver:

Jeg elsker mine børn helt forskelligt også fordi de er i en forskellig alder.. Mennstadig elsker jeg den lige højt.. Vil ikk tá en frem for en anden.
Men isaac elsker jeg fordi han er skide sjov, fordi han er pisse kærlig og fortæller mig hverdag han elsker mig, elsker far, elsker Jonas, elsker biler, elsker biraf(giraf), elers traktor, elskernlastbil og så blir den ved, elsker ham fordi han gir så meget igen og man virkelig kommunikerer med ham og forstår ham. Og elsker når vi nusser og putter. Når han siger taaaaakkkk moar, fordi jeg ryddede op på hans værelse osv osv.
Jonas elsker jeg fordi han er lille og helt vidunderlig skøn. Han smiler nårnman kigger på ham, han skrald griner når vi leger eller klapper kage, han er afhængig af mig, han lærer af mig og han er bare ovenud fantastisk. Bliver stolt når han ka noget nyt og elsker at han vågner og ligger og råber og leger og når han ser mig så smiler han over hele hoved. Fantastisk.
Det er en forskellig måde fordi de er på forskellige stadier, men ligeså højt!! Er det til at forstå

Ja, det var lige nøjagtigt det samme jeg mente  

Ida. skriver:

Jeg elsker, som I andre også beskriver, mine børn lige højt - men meget forskelligt.

Annika er det barn, der gjorde mig til mor for første gang. Hun vil altid have en særlig plads, fordi det var hende, der gjorde alting først - og som lærte mig at være mor. Samtidig er det hende, jeg bekymrer mig mest for. Hun er en stærk pige, men hun er også en sart pige. Hun har det bedst med forudsigelighed og er et meget tryghedskrævende barn. Hun er et menneske, der er klog på andre mennesker og ser dem. Derfor kan hun også have det svært med steder, hvor der er mange mennesker - hun har travlt med at tage dem ind og se dem, og er der for mange, er det for meget at kapere. Det kan godt stresse hende. Hun er også min lille strukturalist og perfektionist; tingene skal stå på rette sted, gerne symmetrisk og ordentligt. Det kan bekymre mig, at hun stiller høje krav til sig selv. Hun har et stort hjerte og er meget meget kærlig overfor de mennesker, der står hende nær. Hun er min store lille pige, som jeg ind imellem har det svært med at blive klog på. Jeg elsker hende for at lære mig nyt hele tiden.

Lina elsker jeg, fordi hun er hende. Hun har humor dybt begravet i sit indre og bringer smil frem på læben bare ved at være til. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at livet vil forekomme hende nemt og bekymringerne for hende er ikke så fremtrædende. På rigtig mange områder ligner hun mig rigtig meget, og jeg forstår hende mere instinktivt, end jeg forstår Annika. Hun er en meget kreativ pige, som undersøger verden med stigende nysgerrighed og gerne forsøger at stille den på hovedet - bare for at se, om den kan. Jeg elsker hende for at bringe en verden af glad med sig.

Og så elsker jeg dem for at elske hinanden!! Deres kærlighed og affektion overfor hinanden er noget af det, der gør mig mest lykkelig!

 Smukt forklaret og beskrevet. Rørende.
Og ja, jeg genkender flere ting i det du skriver i mine egne piger.
Bortset fra at begge mine piger måske nok er lidt mere frembrusende og ufortrødne i deres "Hej verden, her kommer jeg", end dine skønne piger 

 

Hvor er det skønt at læse om jeres kærlighed til jeres børn - jeg tænker selv rigtig meget over det med at det ældste barn går fra at være enebarn til pludselig at skulle dele opmærksomheden.... bare xxx ikke kommer til at føle sig tilsidesat, og har man virkelig kærlighed nok til 2 børn? Ja, det kan jeg jo læse at man har 

Jeg tumlede også en del med den tanke "KAN jeg mon elske barn nr. to ligeså højt?" ....For det virker helt umuligt næsten, når man allerede elsker sit første barn SÅ HØJT!

Men det er ikke een konto der skal deles mellem to.
Det er to kontoer med 100% kærlighed til hver