Måske var det ikke oplæg til debat, men jeg syntes alligevel lige den skal kommenteres...
jeg vil ikke sige at jeg elsker et af mine børn mere end de andre. - Men det er forskellige former for kærlighed, det kommer man ikke uden om.
Jeg elsker min ældste, dejlige dreng højt, fordi han var den første, MIRAKLET, fordi han er en blid bulderbasse, fordi han har lidt problemer han tumler med, fordi han er ham. Og jeg savner ham helt vildt, nu hvor han bor hos sin far.
Jeg elsker min første datter højt, fordi hun ligner mig så meget. Hver dag ser jeg ting i hende, som jeg genkender fra mig selv. Jeg elsker hende højt, fordi jeg i modsætning til den første, fik lov at føde hende selv, og det var en fed oplevelse. Jeg er tit på grådens rand, fordi hun er sådan en strid, lille, stædig gimpe, men sørme, - det elsker jeg hende også for....
Jeg elsker min sidste lille pige, fordi hun er nummer tre og det betyder en helt ny ro og overskud til hende, som jeg ikke havde så meget med de to store. Jeg elsker hende, fordi hun ligner sin storebror en del, så jeg hverdag får hilsener fra ham igennem hende. Jeg elsker hende, fordi hun er lavet med min dejlige, dejlige mand, som jeg nyder at have dette lille vidunder sammen med.
SÅ nej, kærligheden er slet ikke den samme, men jeg elsker dem alle tre lige højt. Mon ikke der er andre der har det på samme måde... 
