så blev man forladt ... og under graviditet ...

christa1982 skriver:

Mange tak for svar ....  Uha det må være hårdt at blive forladt i 7. måned ..... håber ikke det var for slemt for dig og at du fik en masse støtte !?  hvordan kan man iøvrigt som mand få sig til at forlade en gravid kæreste .... håber de har dårlig samvittighd da ....  Men ja, han er i bund og grund en ordentlig fyr, så er helt sikker på han vil elske barnet når det kommer og at han vil have masser af samvær ... men tænker bare, at det varer jo længe inden han kan have barnet med hjem og aflaste på den måde. Frygter mest de eftermiddage hvor min datter er  hentet i dagpleje og hun gerne vil have være sammen med mor, imens jeg står og rører i gryderne med en lille en på armen ..... som også skal have en masse behov opfyldt. Frygter lidt at den kvalitetstid ryger .... men ja, har heldigvis en meget engageret mor, som elsker at være bedstemor og som altid gerne ville komme og hjælpe. Men kan jo ikke have hende til at køre 40 km hver aften, for at hjælpe .....

men ja, mon ikk det går, det skal det jo .... står også og har planer om at ville tage en ny uddannelse når barsel er slut og så tænker man lige: så for søren, hvor er tiden til at fordybe sig i sit studie alene med to små børn ..... men JO, selvfølgelig skal det gå

knusewr fra Christina

Tja, min eks var jo overbevist om, at det var det bedste for barnet, at ham og jeg ikke var sammen??? Og han sagde det da den aften, hvor vi lige havde været ude at købe ALT til babyens værelse?! Det var seriøst den værste oplevelse EVER!

Det var slemt, og er da heller ikke helt ovre det kæmpe chok, som det var! Men tiden skal nok rode bod på det

Kan forstå, at du HELDIGVIS har en engageret mor, som desværre bor rimelig langt væk. Men hun er der jo, når det virkelig brænder på

Uddannelse etc. skal du nok klare alligevel. Har en total sej veninde, som også er alene med sin lille, og hun har klaret at lave en stor opgave og nu venter hendes speciale. Så det kan lade sig gøre

Dejligt at han vil sit barn. Her er det med blandede følelser, at min eks skal have vores barn, når han er gammel nok til det. Men det er bedst for vores søn, at han kender sin far. Men vil ikke snakke ret meget med faren når han henter og bringer. Han har lavet et KÆMPE hul i mit hjerte, og jeg har virkelig svært ved at tilgive ham for det. Den måde det hele skete på... han burde få en oscar for det skuespil, som han lagde for dagen!

Men til dig, og det hele skal nok gå

Det har jeg prøvet, jeg stod alene med en nyfødt og en dreng der på det tidspunkt var 23 mdr.

Man klare det fordi det skal man, og det kommer først til at gå rigtig godt, når man erkender at man bare ikke har mere end to hænder.

Mine bedste råd må derfor være:

Indrag den store så meget som du overhovedet kan

nå alt hvad du kan når den lille sover og den store er i institution, også at forberede aftensmad, så du kan bruge tid på at være sammen med ungerne når den store kommer hjem

Gem opvask og tøjvask osv. til de sover om aftenen

og sidst men ikke mindst, slap af, børnene kan mærke hvis du stresser og bliver urolige med det samme, der er ikke noget værre end at stå alene med to unger der synkron skriger, men så må du vurdere hvem der har det mest preserende behov og tage dig af det først.

Engang imellem vil du komme til at tænke "hvad har jeg dog gjort" men slå koldt vand i blodet og hold ud, det er kun det første halve år der er rigtig hårdt, så lærer de at bøje lidt af for hinanden og du vil få lidt mere tid til dig selv.

Du er velkommen til at skrive en pb til den tid, hvis det hele bare koger over en dag.

Jeg har aldrig fortrudt at jeg fik dem så tæt på hinanden, det er tæske hårdt i starten, men det er det bestemt også hvis den store havde været et år ældre, det er vi igang med at komme igennem nu.

Krydser for dig, tro på du kan, du er den allerbedste mor til dine børn, og trøst dig med at ingen børn er døde af lidt gråd.

Det værste er ikke alt det praktiske, mere at man indimellem må vælge imellem dem, hvem man lige skal tage sig af, men del for så vidt sol og vind lige, så kan ingen forlange mere

 fra en der ved præcis hvordan det er, og elsker det

Hold da op - du skal lige have en KÆMPE krammer

Ville ønske jeg kunne hjælpe dig på en eller anden måde, men kan jeg desværre ikke andet end sende dig en forbandet masse varme tanker

ved nogenlunde hvordan at du har det, jeg er for 6 uger siden igen blevet efterladt med min datter der nu er 2 år og 7 måneder idag <3

og min søn på 7 måneder her den 13, 

det er den samme far til begge unger og var alene under stort set alle 9 måneder med dem begge, og de første 6 måneder med min datter, denne gang fandt vi sammen igen ca 2 uger før termin og vi var sammen i knap 6 måneder.

Kan kun sige at det er da hårdt, men vi har det faktisk rigtig godt, og jeg elsker min hverdag sammen med mine skønne unger. kan sige så meget at jeg osse var bekymret da jeg ventede min søn, tænkte hvordan skal jeg kunne nå alt , kærlighed, hjem, ikke svigte nogen af dem osv. 

kan kun sige dig at du skal ikke være bekymret det går alt sammen, en kæmpe kæmpe krammer herfra,

igen TUUUSIND tak for jeres søde svar og krammere

Og dejligt at høre, at der er flere herinde som har stået i samme situation og at det faktisk gik, selvom det var hårdt .....

Har lidt mere mod på det hele nu..... dejligt ....

Det er da godt nok træls!

Du får lige en krammer herfra

christa1982 skriver:

Så skete det, at min kæreste lagde kortene på bordet, at nu ville han have en pause .... kan godt læse mellem linjerne og har ingen forhåbninger om at vi finder sammen igen  

Jeg prøver at holde hovedet koldt for min datters skyld, skal jo være der for hende og skal være stærk for hende .... det rigtig triste er dog, at jeg er gravid i 18. uge med  vores barn ..... nu står jeg til oktober med 2 små børn helt alene .... den ene nyfødt og den "store" 22 måneder (til den tid).... sidder bare og tænker "Hold kæft det bliver hårdt, hvordan klarer jeg lige den ?? "  

Nogen der har stået i lignende situation med to så små børn - ALENE !! ???

mange knus Christina

 

jeg står ALENE, dog ikke med to små børn, men med 2 små børn,men med 2 børn... en på 4 og en på 6 mdr. jeg har været alene med dem begge fra start af, og har aldrig prøvet andet. jeg synes jeg klare den fantastisk.

og er sikker på du også nok skal klare den, vi kvinder er stærker end vi tror... så masser af  og held og lykke til dig

Så skete det, at min kæreste lagde kortene på bordet, at nu ville han have en pause .... kan godt læse mellem linjerne og har ingen forhåbninger om at vi finder sammen igen  

Jeg prøver at holde hovedet koldt for min datters skyld, skal jo være der for hende og skal være stærk for hende .... det rigtig triste er dog, at jeg er gravid i 18. uge med  vores barn ..... nu står jeg til oktober med 2 små børn helt alene .... den ene nyfødt og den "store" 22 måneder (til den tid).... sidder bare og tænker "Hold kæft det bliver hårdt, hvordan klarer jeg lige den ?? "  

Nogen der har stået i lignende situation med to så små børn - ALENE !! ???

mange knus Christina

 

Først et kram til dig 

Jeg står også alene med to børn. Den store er dog 3½ men er lige så hjælpeløs som en 2årig  (Læs, han er vanvittig doven ) Den lille er 8 måneder

Jeg vil ikke ligge skjul på at det er vanvittigt hårdt af og til, men naturligvis det hele værd 

Jeg når det jeg når, mit hjem er aldrig fejlfrit og her er altid lidt smårod men sådan er det bare 

Du skal ihvertfald også have en  fra mig. Hvor føler jeg dog med dig.

Selvom det ikke er den samme situation jeg står i, så er jeg også snart alene med mine 2 piger på snart 4 år og 1½ år. Selvom jeg er lettet over at have taget beslutningen, så frygter jeg også lidt den kommende tid, den helt nye hverdag der venter mig som alenemor til mine 2 dejlige piger.

Rigtig meget held og lykke med det hele. Som min veninde fortalte mig (hun er alenemor til 3) "Vent og se, du kan meget mere end du selv tror...!" 

Hvor må det være hårdt!!

Jeg fik mine tvillinger alene. Det var dog helt selvvalgt, så jeg havde ikke svigtfølelser og kærestesorg indeover. Var dog voldsomt rystet over, at der var TO!!!

Man kan godt klare det, men det kræver et godt netværk.

Pøj pøj med fremtiden.