Vælter en 3'er virkelig læsset?

dorthemus skriver:

Hmm der er flere ting, synes jeg.

Men jeg har set ihvertfald tre eksempler på, at nr. 3 rykkede ved dynamikken i familien...jeg mener jo selvfølgelig ikke, at det er barnets skyld, men ofte er det jo at 3eren kommer noget efter de to første og der har man nok fået indrettet sig i familien mht til skole, hjem og arbejde.

Jeg har også set eksempler på, at barnet kom samtidigt med et karriereskift hos den ene eller begge forældre og så har der bare ikke været den tid og det overskud, jeg mener, der skal være til et lille barn. Jeg har været ansat et sted i ti år og har flere gange passet søskende og der var desværre en kæmpe forskel på de vilkår de forskellige børn voksede op under..inden for samme familie.

Hej igen,

Når du siger forskellige vilkår, hvad mener du så?

Kan du uddybe lidt?

Anonym skriver:

Hej igen,

Når du siger forskellige vilkår, hvad mener du så?

Kan du uddybe lidt?

Helt ærligt, så synes jeg ikke de børn blev set nok....jeg har set ihvertfald et par eksempler på, at det tredje barn blev overladt mere til sig selv end de to første. Forældrene deltog heller ikke i flere af de arrangementer i institutionen som de to tidligere gange. Jeg synes det er svært at opleve, når man har kendt en familie gennem mange år, at man ikke føler at de har tiden og overskuddet til at være der for det tredje barn som de var det for de andre.

Og måske endda overlader en del af ansvaret på de andre børn der så skal tage sig af deres nye lillebror/søster.

dorthemus skriver:

Helt ærligt, så synes jeg ikke de børn blev set nok....jeg har set ihvertfald et par eksempler på, at det tredje barn blev overladt mere til sig selv end de to første. Forældrene deltog heller ikke i flere af de arrangementer i institutionen som de to tidligere gange. Jeg synes det er svært at opleve, når man har kendt en familie gennem mange år, at man ikke føler at de har tiden og overskuddet til at være der for det tredje barn som de var det for de andre.

Og måske endda overlader en del af ansvaret på de andre børn der så skal tage sig af deres nye lillebror/søster.

Uh - nu forstår jeg, hvad du mener (ja ja, ind imellem skal jeg have skåret tingene ud i pap).

Kan godt følge dig i, at det er uacceptabelt, hvis 3'eren ikke har nogenlunde samme vilkår, som de første 2 - og ansvaret for den lille skal da i hvert fald aldrig ligge på de store - selvom jeg mener, de gerne må hjælpe til, i det omfang de ønsker det.

Men jeg kan i hvert fald godt følge, at det må være mega frustrerende, også som udefrakommende, at se at den lille ikke har samme vilkår. Men dermed også sagt, at der jo er en del, der kan ændre sig, som man ikke kunne forudsige,som gør at man måske ikke har så meget tid til møder?

Selvom jeg nu aldrig mener det er ok, ikke at have tid til ungerne.

Anonym skriver:

Uh - nu forstår jeg, hvad du mener (ja ja, ind imellem skal jeg have skåret tingene ud i pap).

Kan godt følge dig i, at det er uacceptabelt, hvis 3'eren ikke har nogenlunde samme vilkår, som de første 2 - og ansvaret for den lille skal da i hvert fald aldrig ligge på de store - selvom jeg mener, de gerne må hjælpe til, i det omfang de ønsker det.

Men jeg kan i hvert fald godt følge, at det må være mega frustrerende, også som udefrakommende, at se at den lille ikke har samme vilkår. Men dermed også sagt, at der jo er en del, der kan ændre sig, som man ikke kunne forudsige,som gør at man måske ikke har så meget tid til møder?

Selvom jeg nu aldrig mener det er ok, ikke at have tid til ungerne.

Nu var det ikke helt det bedste eksempel jeg brugte for så vigtigt er det heller ikke at deltage i arrangementer, medmindre barnet er med og ønsker forældrenes deltagelse. Jeg tænker nok mere på barnets basale behov for opmærksomhed, omsorg og tryghed.

Sådan er det jo langtfra i alle tilfælde, jeg har bare nogle sørgelige eksempler på børn der blev lidt forhutlede fysisk og følelsesmæssigt fordi de blev født ind i en familie der - på det tidspunkt - ikke magtede opgaven med tre børn, hvoraf én var lille og havde større behov for basal omsorg end de to større, mere selvhjulpne børn.

OG DET SIGER JEG IKKE ER TILFÆLDET I JERES FAMILIE

Hej trådstarter, sætter lige et par link et til andre der har haft de samme tanker:

http://www.min-mave.dk/foraeldregrupper/thread-1766300.htm

 

http://www.min-mave.dk/debat/baby/thread-1872648.htm

 

http://dindebat.dk/generelt-om-foraeldre/671163-2-vs-3-born.html

 

http://dindebat.dk/generelt-om-foraeldre/536922-3-gangsforaeldre-en-overvejelsestrad.html

..

 

Anonym skriver:

Hejsa,

Jeg skriver for at høre nogen af jeres erfaringer.

Min mand og jer snakker i øjeblikket rigtig meget om, om vi skal have en 3'er. Vi har i forvejen 2 piger, på lige omkring 5 og 7 år (fødselsdag i maj og juni).

De har det super skønt sammen, skændes sjældent og næsten aldrig "alvorligt". De har ENORMT meget glæde af hinanden, og vælger ofte at være sammen om venner. Så alt i alt er vi en rigtig velfungerende, lille familie.

Pigerne er så begyndt at snakke om, at de vil have en lillebror (eller søster) - og det satte åbenbart gang i tankerne hos min mand. Jeg har altid snakket om 2 eller 3 børn, men han var slet ikke til 3. Altså skulle vi jo så bare have 2. Indtil for godt en måned siden, hvor han pludselig var HELT klar til nr 3!!!

Det kom selvfølgelig bag på mig, men har som skrevet aldrig været klar til at sige aldrig mere.

Med det fulgte så en masse overvejelser:

Dels de praktiske: Har vi plads nok? Penge nok? Hvad vil det gøre ved vores dagligdag? Vi har INTET tilbage fra pigerne, og jeg mener intet. Vi skulle jo ikke have flere børn ifølge min mand, så har intet gemt. Hente/bringe 3 børn. Pasning af 3 børn? osv..

Og de følelsesdmæssige: Har vi "plads" (forstået som rummelighed, overskud osv.) til en ekstra? Orker vi at starte forfra igen, på godt og ondt? Kan jeg klare graviditet? (havde en meget slem graviditet, specielt med nr. 2) Hvad vil det gøre ved pigerne, der jo er så velfungerende sammen? Er det "synd" for den lille, at h*n ikke har søskende lige så tæt på? Vil det vælte familien?

Men var egentlig rigtig tæt på at sige yes. Intil der var nogen på arbejde, med 3 børn, der sagde noget, som stadig rumsterer i mit hoved. De sagde: "3'eren vælter læsset"... Og den ligger stadig i mit baghoved. ER det virkelig SÅ meget hårdere at få nr. 3 end de første 2? Og hvad pokker er det, der skulle gøre, at det skridt åbenbart er SÅ stort? Kan slet ikke få det til at passe i mit hoved - og har svært ved at forlige mig med, at stort set alle jeg kender med 3 børn (incl. min egen mor) har frarådet en ekstra??!!

Hjælp mig til at blive klogere, og mere overbevist!!! Please...

Hilsen den forvirrede, som gerne vil ha' en 3'er, men er dødbekymret...

Jeg ved ikke om nummer 3 ligefrem væltet læsset, men jeg har hørt det er hårdt. Men det er det jo altid.

Vi venter selv nummer 3 med forventet ankomst til september. Har en datter på knap 5 år og en søn på 2 år.

Vi syntes selv vi har masser af kærlighed og rummelighed og jeg er som sådan ikke bange for hvordan det skal gå. Jo måske lige med hvordan man får en hverdag med 3 børn til at hænge sammen

Men det kommer vel helt automatisk

Jeg syntes I skal springe ud i det, hvis lysten er der. Man kan sjældent fortryde det når det er der. Men om 5 år er det måske for sent og så fortryder I?!

Giv det en god snak mellem jer og vej de gode og mindre gode ting ved en ny baby.

Mht. Alt udstyr, så er der jo hjælp ar hente, man kan købe barnevogn brugt, hvis ikke man har de voldsomme krav og tøj, det er jo ikke det værste at finde. I har trods alt 9 mdr at forberede jer i, og ca 20 uger hvis i vælger at få kønnet oplyst

Og man får jo stadig en masse gaverselvom det er nummer 3

Ja, personligt har jeg ikke noget dårligt at skrive om det, mes forventningerne, men jeg har endnu ingen erfaring, med 3 børn førend til september

pøj pøj med beslutnigen, hvad enten det er den ene eller anden

*Camilla 17+5 med nummer 3

dorthemus skriver:

 Godt hun har sin køn i fred ved at være eneste pige

Ja det er nemlg rigtigt og hende og jeg begyndte at gøre flere ting alene - med hestene, og i dag deler vi også en stor fælles interesse med vores hobby avl her hjemme ... Jeg tror det er vigtigt at have noget med hver enkelt barn alene - Og især lidt ekstra godt med den mellemste - i dag er der ingen problemer med at være den mellemste men jeg er nok også ekstra opmærksom - Mikkel den store på 12 og Mille på 8 ½ laver mange fælles ting sammen i dag, så det er dejligt... Nu er Mads irriteret over at altid være den lille på 5 år - der ikke må komme med de store - He He... ja ja problemer er der nok af...

Knus og dejlig dag fra Pia

Tak for alle jeres svar.

Jeg ved godt, at man ikke kan sige noget entydigt, men det er rigtig dejligt at høre om erfaringerne, andre har gjort sig. Jeg er selv een af 3, mens min mand er enebarn.

Vi kan nok ikke forvente det helt store fra familierne, men min mand arbejder som redder, og har dermed meget skiftende arbejdstider - på godt og ondt.

Det giver faktisk lidt ekstra luft i hverdagen, fordi han har fri nogle dag, kan ordne noget herhjemme, eller hente tidligt. Så lever jeg med, at jeg ind imellem er alene i weekenderne - eller aften og nat - jeg ser det mest som en fordel.

Jeg har også været igennem de tråde, der var link til - og selvfølgelig er der lige så mange oplevelser, som der er mennesker - men jeg tager lidt, hvad jeg kan bruge hist og pist.

Blev bare så forvirret over, at alle jeg kendte talte omd et i SÅ negative vendinger - og kan ikke lade være med at tænke, om de ikke er klogere end mig på det område, når de nu HAR den der 3'er.

Ligeledes har jeg altid snakket om at få mine børn rimelig tæt - hvilket jo så ikve vil være tilfældet med en 3'er - idet der vil være 6-8 år eller lignende til de 2 store...Og har spekuleret om, om det så vil være synd for den sidste?

Jeg er en nr tre. Og jeg var nok den som væltede læsset.... Familien var samkørt og havde en balance, de to store var 7 og 9 år - og så kom jeg så. Joda, de hjalp til osv og jeg er da sikker på, at mine forældrer gjorde hvad de kunne, for at de to store også skulle have det godt. Alligevel var jeg tredje hjul på vognen altid. Jeg var for lille til at være med til de ting mine søstre gjorde og gik til  - sammen. Jeg forstod ikke altid den humor, de andre fire delte ved f eks middagsbordet, jeg var let at le af og gøre lidt nar af osv, fordi jeg var mere naiv og uerfaren end de andre. De havde allerede etableret traditioner og minder og det var på en måde bestemt, hvordan ting som sommerferie, fødselsdage og den slags skulle gennemføres. Der lå en opfattelse af, at "vi gør det sådan her, for det er morsomt for en på f eks 5 år" - og så glemte man at tænke på, at denne femåring måske havde andre ideer og ønsker, end det de to samkørte havde haft i sin tid. Jeg sled en del i opvæksten med, at jeg troede, der var noget galt med mig, fordi jeg ikke altid havde lyst til de ting, det blev forventet, at jeg havde lyst til. I tillæg har jeg så fået at høre fra en søster, at de bedste julefejringer, fødselsdage og ferier var før min tid, og at der ikke var problemer med for nogen i familien før jeg kom til. Ikke hyggeligt, altså.

Mit råd er, at det sikkert kan gå helt fint at have tre, men jeg tror, det er vigtigt at være opmærksom på, at nr tre er sig selv og at ting ikke nødvendigvis fungerer på samme måde som med storesøskene. I tillæg er det ikke længere den samme familie - bare med et ekstra vedhæng - man har efter at man har fået nr tre. Jeg tror, at der er en ekstra opgave med at skabe en ny familie med nye minder og en ny balance, når man får nr tre som en efternøler. Det er sikkert enklere med tre tætte/tre spredte.

Men jeg synes, det lyder, somom I er rimeligt klar og alt ligger til rette for det. Ikke lad alt detteher skræmme jer, det er mere ment som en forklaring på nogen af de ting, som kan skære sig med nr tre. Mit råd er at få nr tre og glæde jer og hygge jer og nyde livet med tre fantastiske børn! Men det kan jo være, det er smart at forberede de store lidt på, hvor meget familien egentlig ændrer sig, når nr tre kommer til, og at nr tre bliver en ligeværdig søsken til de to ældste, selvom vedkommende er en del yngrer osv.

Lykke til med det hele!

Vi har lige fået nr. 3 for to måneder siden, og det er overhovedet ikke så besværligt, som jeg troede, det måske ville blive.

Vores to andre børn er 6 og 9 år (bliver 7 og 10 i løbet af de næste par måneder), så det svarer jo nogenlunde til, hvordan det ville blive hos jer. De er rigtig søde til lige at give hende sutten eller snakke med hende i 2 minutter, hvis jeg skal lige skal på toilet, liiiige lave aftensmaden færdig eller  noget andet. Der er så mange ting denne gang, der er meget nemmere end første gang netop fordi de er der til at hjælpe, og fordi de er så store, at de jo er selvhjulpne med en masse ting. Jeg "udnytter" dem så heller ikke i mere end et par minutter af gangen, for det er jo trods alt min mand og mig, der har fået en baby, og ikke dem! Men de er rigtig søde til at hjælpe og vil også rigtig gerne, for de er vilde med hende.

Jeg troede også, det ville blive besværligt at slæbe barnevogn ind og ud af bilen, være vågen hele natten og i det hele taget blive bombet tilbage - det synes jeg heller ikke har været noget problem overhovedet. Måske fordi jeg på forhånd havde indstillet mig på, hvordan det ville blive, og så i stedet er blevet positvt overrasket.

Hun følger bare med, hvor vi er, så hun har bl.a. været med et par gange, hvor vores søn skulle spille fodbold. Så har jeg bare taget en festivalstol med og sat mig i den, når jeg skulle amme. Det har jeg tænkt mig at fortsætte med, for hun kan lige så godt vænne sig til at blive "slæbt" med! Men det er rigtigt, som du skriver, at man skal huske at fordele sol og vind lige mellem børnene, så det er jo noget man skal huske, når hun bliver ældre og selv f.eks. begynder til noget sport.

Jeres hverdag lyder meget som vores. Min mand arbejder hver anden uge og har fri fem dage i den anden uge. I hans arbejdsuger kører han kl. 9 og er først hjemme ca. kl. 23, så der kan jo ikke hjælpe, men det kører fint nok. Så laver vi bare mad, når han er hjemme og spiser rester eller nemme retter, når han er på arbejde.

Jeg synes overhovedet ikke, der er noget negativt at sige om at få nr. 3. Det skulle da lige være, at så længe hun er så lille, som hun er nu, går der selvfølgelig meget tid med at pusle, amme osv. Det betyder jo, at der er knap så meget tid til at lege med de to store, men det bliver jo forhåbentligt bedre på et tidspunkt! Men man kan jo f.eks. godt sidde og læse med de to store, mens man ammer. Jeg forsøger at sørge for, at vi som nævnt ovenfor stadig tager med ud at se fodbold, tager med den store datter til ridning osv.

Med hensyn til om det er synd for nr. 3 at blive "enebarn", så jo - det kan det vel et eller andet sted være. Min søster var 12 og jeg var 9, da vi fik en lillebror, så ham har vi jo aldrig rigtig haft noget tilfælles med, fordi aldersforskellen er så stor, men det bliver bedre, nu hvor han også er blevet voksen.

Men vi er nu heller ikke sikre på, om vi er færdige med at få børn. Det ender nu nok med, at vi får nr. 4 engang, så Ida ikke bliver "enebarn".

Spørg  bare hvis du vil vide mere!