i går kom pigernes farfar på visit. det gør han et par gange om året. han har altid gaver med til dem og så bliver han et par timer hvor vi drikker kaffe og hænger ud med tøserne. han er vild med dem og roser dem til skyerne 
vi snakker ikke rigtig om k. det har været lukket land. der har vist ikke været så meget at sige for hans vedkommende. man har dog altid godt kunne fornemme at han ikke var videre stolt over sin søns handlinger (eller mangel derpå).
men i går var anderledes. vi snakkede meget om k, om hvor svært det er at være farfar i 'skjul'. om hvordan jeg under pigerne deres far. og urimeligheden i at vælge noget (nogen) fra, som man ikke engang har set i levende live.
inden han gik sagde han at han ville tvinge en snak igennem med k om hele situationen. han var på vej hjem til ham efter han havde været her hos os, og han ville fortælle om sit besøg.
jeg føler pludselig at k er inden for rækkevidde og det SKRÆMMER mig. hvad er jeg for en mor, der siger god for at han kan komme og se på sine børn som var de premiekøer, for så at beslutte om han vil have dem eller ej?
Anmeld