Hvordan hjælper jeg ham?

Hej piger,

jeg har brug for et godt råd, så nu trækker jeg lige på Jeres ekspertise, selvom jeg ikke er den mest flittige til at få kommenteret på Jeres indlæg for tiden 

Meget kort fortalt, så havde Jørn det faktisk rigtig, rigtig svært efter Felix var født. Hans umiddelbare tanke da han så ham første gang var: "var det bare det"? Altså, han mente ikke at Felix var "nok" i forhold til hvor ondt jeg havde haft det, og hvor svært/hårdt/og alt mulig andet det havde været at få ham - fra kvalme til og med fødsel

Han var meget ked af det den første aften, og følte slet ikke han elskede Felix eller ville komme til det. Jeg forsøgte at berolige ham med, at det er ganske normalt, og at det ligeså stille ville kravle ind under huden på ham, og håbede på jeg ville få ret...  Jørn blev beroliget, og vi valgte at han skulle sove på sygehuset med Felix og jeg, selvom vi selv skulle betale for det. Således opretholdte vi vores lille baby-"lykke"-bobble i hele 4 dage, og var bare os 3 og minimalt antalt besøgende.

Allerede efter 1 døgn kunne Jørn berette om, at han var ramt langt ind i hjertet, og kunne mærke følelserne vokse fra minut til minut, og jeg fornemmede hanblev mere rolig.

I dag har jeg udfyldt et par siden i "barnets bog" - bl.a. "mors tanke da hun så dig første gang" og der er så også plads til "fars tanker.." - det fortalte jeg Jørn, og fortrød det lidt. Han vil nemlig ikke skrive til Felix hvordan han havde det, og det kan jeg måske godt forstå. Samtidig kunne jeg mærke, at Jørn blev banket lige tilbage til følelsen af "var det bare det" og at han har dårlig samvittighed over at have tænkt sådan. Det skærer mig langt ind i hjertet at han har (haft) det så skidt, selvom jeg kan mærke han har det rigtig godt nu - også med sin nye rolle.

Jeg roser ham, for at være en god og dygtig far (og mener det!) og opmuntrer ham til at være sammen med Felix når han har lyst - hvilket heldigvis er rigtig tit

Men hvad gør jeg for at afhjælpe hans dårlige samvittighed? Fortsætter som nu, med ros, plads og kærlig opmuntring, eller skal der mere til? Har han det reelt rigtig skidt?

Vil lige tilføje, at han selv fortalte hvor svært han havde det den allerførste aften, og at han generelt fortæller mig hvis der er noget galt - så hvis han selv var klar over at noget var galt, er jeg sikker på han ville sige det til mig... 

Så piger - hjælp! 

jeg skal ikke gøre mig 100% klog på sagen..... men jeg har ganske få råd...

- gør som du allerede gør, og lad ham gøre tingene på sin egen måde... lad endelig være med at rette på et bleskift eller andet.... Vis ham at han "kan selv"

- vær der for ham og lad endelig være med at presse ham til tid med bebs.... (det gør du også allerede jo)

Ni-ko-li-ne skriver:

jeg skal ikke gøre mig 100% klog på sagen..... men jeg har ganske få råd...

- gør som du allerede gør, og lad ham gøre tingene på sin egen måde... lad endelig være med at rette på et bleskift eller andet.... Vis ham at han "kan selv"

- vær der for ham og lad endelig være med at presse ham til tid med bebs.... (det gør du også allerede jo)

Tak for rådene Karina; jeg gør mig meget umage med ikke at "rette" ham - for han kan jo sagtens, selvom det ikke altid bliver gjort på min måde

AnneBJ skriver:

Tak for rådene Karina; jeg gør mig meget umage med ikke at "rette" ham - for han kan jo sagtens, selvom det ikke altid bliver gjort på min måde

præcis, jeg skrive det kun fordi jeg var een af dem der rettede og det ødelagde en del:0(

og baby dør sgu ikke af at have bleen omvendt på hvis det er det

ha ha

Jeg tænker at tid er den bedste faktor, hvis jeg kigger tilbage, så elskede jeg da mit barn da hun kom ud, men jeg følte ikke den overvældende glæde - det handlede om for mig at det er meget store følelser man skal rumme over for sådan et lille barn og det tager bare tid for nogen, Lola - børneeksperten inde fra tv2 kalder det en efterfødselreaktion, men han skal absolut ikke have dårlig samvittighed, da det er en helt normal reaktion for nogen. Hvis han en dag har lyst til at skrive noget i bogen omkring hans følelser kan han jo godt være ærlig - bare omskrevet, far blev helt forvirret/bange/forskrækket da du kom til verden, men da far så lærte dig at kende så kom han til at elske dig højere og højere for hver dag der gik.. (så er man ærlig uden at såre nogen). Vi har jo haft 9 mdr. med hormoner der gerne skulle have gjort os klar, bevægelser fra baby som har givet os en genkendelse til barnet - og manden har ingen af de ting, så det kan jo tage tid

Men det lyder til at du gør det rette.. 

N&J skriver:

Jeg tænker at tid er den bedste faktor, hvis jeg kigger tilbage, så elskede jeg da mit barn da hun kom ud, men jeg følte ikke den overvældende glæde - det handlede om for mig at det er meget store følelser man skal rumme over for sådan et lille barn og det tager bare tid for nogen, Lola - børneeksperten inde fra tv2 kalder det en efterfødselreaktion, men han skal absolut ikke have dårlig samvittighed, da det er en helt normal reaktion for nogen. Hvis han en dag har lyst til at skrive noget i bogen omkring hans følelser kan han jo godt være ærlig - bare omskrevet, far blev helt forvirret/bange/forskrækket da du kom til verden, men da far så lærte dig at kende så kom han til at elske dig højere og højere for hver dag der gik.. (så er man ærlig uden at såre nogen). Vi har jo haft 9 mdr. med hormoner der gerne skulle have gjort os klar, bevægelser fra baby som har givet os en genkendelse til barnet - og manden har ingen af de ting, så det kan jo tage tid

Men det lyder til at du gør det rette.. 

Det var faktisk en rigtig god ide at skrive sådan... Jeg foreslog også ordet "overvældende" men kunne mærke han lige ville overveje hvordan han ville gribe det an..

Mange tak for dit råd, er glad for jeg ikke er helt galt på den!

AnneBJ skriver:

Det var faktisk en rigtig god ide at skrive sådan... Jeg foreslog også ordet "overvældende" men kunne mærke han lige ville overveje hvordan han ville gribe det an..

Mange tak for dit råd, er glad for jeg ikke er helt galt på den!

overvældet er et meget bedre ord...  

AnneBJ skriver:

Hej piger,

jeg har brug for et godt råd, så nu trækker jeg lige på Jeres ekspertise, selvom jeg ikke er den mest flittige til at få kommenteret på Jeres indlæg for tiden 

Meget kort fortalt, så havde Jørn det faktisk rigtig, rigtig svært efter Felix var født. Hans umiddelbare tanke da han så ham første gang var: "var det bare det"? Altså, han mente ikke at Felix var "nok" i forhold til hvor ondt jeg havde haft det, og hvor svært/hårdt/og alt mulig andet det havde været at få ham - fra kvalme til og med fødsel

Han var meget ked af det den første aften, og følte slet ikke han elskede Felix eller ville komme til det. Jeg forsøgte at berolige ham med, at det er ganske normalt, og at det ligeså stille ville kravle ind under huden på ham, og håbede på jeg ville få ret...  Jørn blev beroliget, og vi valgte at han skulle sove på sygehuset med Felix og jeg, selvom vi selv skulle betale for det. Således opretholdte vi vores lille baby-"lykke"-bobble i hele 4 dage, og var bare os 3 og minimalt antalt besøgende.

Allerede efter 1 døgn kunne Jørn berette om, at han var ramt langt ind i hjertet, og kunne mærke følelserne vokse fra minut til minut, og jeg fornemmede hanblev mere rolig.

I dag har jeg udfyldt et par siden i "barnets bog" - bl.a. "mors tanke da hun så dig første gang" og der er så også plads til "fars tanker.." - det fortalte jeg Jørn, og fortrød det lidt. Han vil nemlig ikke skrive til Felix hvordan han havde det, og det kan jeg måske godt forstå. Samtidig kunne jeg mærke, at Jørn blev banket lige tilbage til følelsen af "var det bare det" og at han har dårlig samvittighed over at have tænkt sådan. Det skærer mig langt ind i hjertet at han har (haft) det så skidt, selvom jeg kan mærke han har det rigtig godt nu - også med sin nye rolle.

Jeg roser ham, for at være en god og dygtig far (og mener det!) og opmuntrer ham til at være sammen med Felix når han har lyst - hvilket heldigvis er rigtig tit

Men hvad gør jeg for at afhjælpe hans dårlige samvittighed? Fortsætter som nu, med ros, plads og kærlig opmuntring, eller skal der mere til? Har han det reelt rigtig skidt?

Vil lige tilføje, at han selv fortalte hvor svært han havde det den allerførste aften, og at han generelt fortæller mig hvis der er noget galt - så hvis han selv var klar over at noget var galt, er jeg sikker på han ville sige det til mig... 

Så piger - hjælp! 

Da Tilde blev født var det mig der havde det sådan. Jeg var så træt og helt færdig og følte ikke noget for den lille klump baby der lå på min mave. Thomas elskede hende fra første sekundt.

Det var helt forfærdentlig men med tiden blev det meget bedre.

Mit råd er: Giv ham tid. Det har ikke været rart for ham. Du kan ikke tage følelsen fra ham men "bare" lytte og give plads og tid.

KNUS

Puha, den er også rigtig svær. På den ene side vil man bare så gerne kunne sige at man elskede barnet ubetinget fra første øjekast, men for mit vedkommende skulle jeg lige lære mit barn at kende før følelserne for alvor kunne mærkes. Der var så meget andet der skulle bearbejdes først, både fysisk og psykisk, at jeg næsten ikke kunne rumme at blive så opslugt af den lille nye før jeg selv havde fundet fast jord under fødderne igen. Det var skideskræmmende, faktisk. Men som de andre siger - giv tid, giv tid! Og når der er gået noget tid, så er der sket så meget med den lille og med jer at det føles som en bagatel at der lige var nogle timer engang for 100 år siden hvor kærligheden var i voksealderen, før den blev til den kæmpe størrelse som den er nu. 

Kærlig hilsen

Rosa

Jeg vil give det råd at lade lige den del af bogen ligge for nu og så vende tilbage til den når Jørn er klar til at skrive den. Når alt det han følte for alvor er blevet til en forvirring. Håber du forstår - så som de andre siger - tiiiiid! Giv tid, giv tid, giv masser af tid