Jeg har tilbragt det meste af dagen i sengen idag (hvad sker der for at gøre dét på sådan en smuk dag som idag - føler jeg har misbrugt den!!), jeg har været utilpas og tror egentlig, at den stores mavebøvl har smittet mig...
Men den her tråd har da givet stof til eftertanke, og jeg har brugt dagen på at tænke meget, på at snakke med min mand (når der har været ro til det) og på at bearbejde, fordøje og dissekere min situation.
Jeg havde, da jeg gik på BA'en mange problemer med min mave og blev undersøgt - konklusionen var irritabel tyktarm. Det styrede mig til en vis grad i en periode af mit liv på et par år - men egentlig ikke så ekstremt meget, at det gjorde, at jeg ingen steder kom - jeg vidste bare, hvor der var toiletter og fandt ud af, at jeg kunne styre det meget med tankerne. Jeg tror det, der startede det, var en tur til Frankrig, hvor jeg fik en omgang mavehalløj, som fulgte mig med hjem....og så er jeg overbevist om, at det gik over og blev til noget psykisk betinget - angst for at blive syg et sted, hvor jeg ikke kunne komme til et toilet. Det stoppede, da jeg var færdig med min BA.
Nu er alle de her problemer med min angst ekskaleret i takt med, at jeg er igang med specialet - og jeg begynder at ane et mønster. Det er bare en stor psykisk belastning for mig at læse. Det er sindssygt hårdt for mig aldrig at kunne slappe af med god samvittighed - der er altid et eller andet, jeg burde lave i stedet for det, jeg laver...der er altid noget eller nogen, jeg forsømmer. Indrømmet, jeg stiller store krav til mig selv. At studere med to børn er åbenbart for meget af det gode - mit eksem på hænderne blomstrer også i fuldt flor på 8. måned...det har det ikke gjort, siden jeg skrev BA-opgave.
Det kombineret med det store tomrum, der pt. venter for enden af specialet er bare for meget. Jeg kan ganske enkelt ikke overskue, hvad der skal ske i fremtiden...for der er ikke noget lige nu! Det uvisse trives jeg virkelig dårligt med - jeg kræver en plan...og den er ikke mulig for mig at lægge lige nu.
Oveni hatten har min mand næsten fået tilbudt job i D u b a i ...det er virkelig virkelig VIRKELIG en uoverskuelig tanke. Men samtidig er det en overvejelse, vi er nødt til at tage os...det er en overvejelse, der er nødt til at være en del af vores fremtidsbeslutninger. Vi luftede tanken for mine forældre, og min mors ord var " Dét kunne i da aldrig finde på, vel?" og så gav hun sig til at græde 
det gør ikke just beslutning spor mindre kompliceret at vide, det ville gøre hende ked og bekymret...for ja, hun har også et ganske veludviklet bekymringsgen (eller omsorgsgen som hun vælger at kalde det), og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg slægter hende meget på.
Well alt i alt finder jeg det sundt med en gang selvransagelse og tager lige nu angsten et skridt af gangen. Jeg tror, jeg har tænkt mig klogere idag....
Tak for alle jeres svar - det har sat tanker igang, at det måske er noget, jeg bør tage alvorligt!
