Nu er der simpelthen nødt til at ske noget -
Jeg har haft en gennemgående lykkelig barndom i en dansk kernefamilie med mor, far og børn. Vi har boet i villa og haft hvert vores værelse. Vi har aldrig manglet noget, selvom pengene ind imellem har været små. Men der er vel ingen, der går gennem livet uden at få ar. Mit er måske lidt mærkeligt men ikke desto mindre begynder det at være et problem i vores lille familie.
Hver gang en i familien er syg eller lægger an til at blive det (hvilket i mit lille hovede kan være alt fra, at et barn ikke spiser eller hoster 
) - og især når nogen har løs afføring/dårlig mave/kvalme/opkast, så får jeg simpelthen mindre/større angstanfald. Min mave begynder at køre, jeg skal ofte på wc (lidt a la eksamensmave), jeg begynder at ryste - nogle gange over hele kroppen - og jeg er super anspændt. Det er umuligt for mig at slappe af og er det om natten, kan jeg ikke sove. Jeg har alle antenner ude og er dybt angst for...ja jeg ved det ikke - for at jeg selv skal blive syg? For at vi allesammen skal blive syge på én gang? For at ungerne skal blive syge? Eller mere syge? Jeg ved det faktisk ikke.... En af mine største angster er, at nogen af os skal kaste op...og det til trods for, at det faktisk stortset aldrig sker. Den store har kastet op 3 gange i sit liv og den lille har gjort det 2 gange. Min mand har kastet op 2 gange i al den tid, jeg har kendt ham, hvilket snart er 8 år og jeg selv kaster faktisk heller aldrig op.
Hvorfor så den angst?
Jeg tror det bunder i en oplevelse, jeg havde, da jeg gik i skole. Vi var på hyttetur - det har vel været i 1. eller 2. klasse - jeg var altså ikke ret gammel. Om natten vågner jeg og skal tisse, tror jeg - jeg bliver pludselig dårlig og kaster op i toilettet. Jeg får også kastet op i vasken. Der er ingen af de voksne, der har opdaget, jeg er væk. Jeg panikker over, at mit opkast ikke kan komme igennem afløbet i vasken og begynder at øse det over i toilettet med en sæbebeholder...den var orange husker jeg... Jeg ryster over hele kroppen og er bange. Hvorfor jeg ikke får hentet en voksen, aner jeg ikke....heldigvis opdager de mig - og jeg husker ikke mere. Andet end at jeg aldrig har følt mig så bange, så dårlig og så alene 
Da jeg var ved at blive voksen og begyndte at tænke på børn, har det altid været noget, jeg har tænkt varmt om og glædet mig til - men jeg var også bange. Bange for, at de skulle blive syge, og at jeg skulle være den voksne, der trøster, tørrer opkast op og siger, at det hele er okay...for jeg var sikker på, at det ville jeg ikke kunne klare...
Den første gang den store kastede op - jeg var angst som aldrig før. Jeg klarede det, mens det stod på - vaskede hende, trøstede hende og forsikrede hende, at det var okay - tog hende med ind i min seng for at holde øje med hende - hun faldt hurtigt i søvn, men jeg rystede som et espeløv over hele kroppen...indtil jeg havde ondt over det hele, måtte vækken min mand, få ham til at overtage barnet, og jeg faldt i en dødlignende søvn...
Jeg har egentlig kunnet holde det nogenlunde på afstand, men det begynder at ekskalere. Jeg vil ikke udvikle mig til at blive hypokonder på mine børns eller egne vegne. Jeg mangler dybest set redskaber til at håndtere det, til at finde ud af, hvordan jeg får vænnet automatisk negativ tænkning til positiv - jeg ved bare ikke hvordan! Min mand forsøger at være forståelig, men som han siger er det svært at være det overfor noget, der er så irrationelt! For let's face it - en gang opkast eller anden sygdom er jo ikke jordens undergang, selvom det er træls!
I virkeligheden virker det måske banalt, men det er hæmmende for mig. Jeg ved ikke, om jeg skal snakke med professionelle om det, men igen, så virker det for mig banalt at snakke om - det giver jo ingen mening, og ift. hvad problemer folk ellers har, så er det her jo vand!
Jeg skriver som ano - primært fordi jeg er blevet mig mere bevidst om alle de "usynlige" medlæsere, og jeg føler, det her er et meget personligt problem - og måske skammer jeg mig også lidt, selvom det virkelig er fjollet!!
