Vi har lige købt nye sandaler til E, hvor jeg faktisk følte det som om vi begik overgreb på hende i butikken,da hun ikke ville prøve dem. Men prøvet blev de og de kom med hjem.
Nu vil hun så bare slet ikke have dem på. Hun får nogle mærkelige ideer, osse med at hun ikke vil have en tyndere jakke på, når det er varmt. Det skal være som det plejer at være.
Jeg havde så besluttet at hun skulle "øve sig i" at have de nye sandaler på i dag, så kunne vi gå over til bedsterne som bor på den anden side af gaden. Men hun skriger og skråler of sparker. Og tog dem af, da hun fik dem på. Så sagde jeg at enten tog hun de sko på eller osse blev vi bare hjemme.
Tror hun forstod, at jeg var vred på hende og hvorfor, da jeg forklarede hende det. Men tror nu egentlig hun hygger sig ok herhjemme, så det er vist ikke en virksom konsekvens.
Måske er jeg for hård? Men nu har jeg sat mig for at hun ikke kommer ud her i weekenden, medmindre hun tager sandalerne på... Er det forkert?
Tænker bare, at jeg jo sagde, at så blev vi hjemme, og det må jeg jo holde fast i, så hun ved at hendes handlinger altså får nogle konsekvenser på den ene eller anden måde??
Her tænker jeg især på nogle jeg kender sine børn, som er vildt ustyrlige, fordi de gang på gang får af vide, at hvis de ikke hører efter så kommer de ikke i legeland eller lign, men så tager de alligevel afsted, og så ved de jo at ligemeget hvor meget de skaber sig, så år de alligevel lov til det hele..
Altså griber jeg det helt forkert an eller hvad kan jeg gøre..?
Hun "skaber" sig osse ved købmanden lige i tiden og får ikke særlig mange krav herhjemme pt. da jeg har bækkenløsning og ikke kan løfte hende/ tage hende under armen og sige sådan er det bare, det skal du.. Og hendes far er depri, så han er heller ikke særlig på mht. det. Altså jeg mener, jeg kan jo kke sige noget til hende, som jeg så ikke kan følge op på, når jeg ikke kan bære på hende.
Synes virkelig det er svært og hårdt pt.
Anmeld