Det med børn og opdragelse...

Jeg må indrømme at jeg stiller mig en smule undrende overfor den tanke at ens måde at opdrage sine børn på er den "rigtige" måde.

Jeg har ingen specifik i tankerne, men jeg hører ofte fra andre den med at hvis vi er ude og handle og lille x bliver hysterisk over at x ikke må få slik, legetøj eller hvad det nu må være, så kommer så de forskellige måder at takle det på:

- vi går simpelthen

- vi ignorere x, så bliver han/hun jo god igen

- vi giver ham/hende det de vil have - så jeg får ro

- vi siger bestemt nej og at de så er den "rigtige" måde at opdrage på (måske ikke sagt dirrekte, men mellem linjerne)

eller hvad det nu er for en måde at takle de situationer på

Eller det at nogle fortæller hvor pænt deres børn opfører sig - gerne når ens egne børn netop ikke opfører sig "ordentligt" - hvis vi er ærlige så siger man det vel fordi man er lidt stolt over at a) ens barn opfører sig "ordentlig" og b) at man som mor og far har opdraget sit barn til at opføre sig "ordentlig" 

(jeg har sat ordentlig i " " fordi at vi alle har forskellige opfattelser af ordet og jeg bare mener at barnet ikke reagerede med hysteri, vrede og lign fordi det vil have et eller andet i supermarket eller en ekstra småkage inde ved naboen og der bliver sagt nej)

Og det var netop den opfattelse af børneopdragelse jeg stod med inden jeg blev mor og med alle mine pædagogiske redskaber, men ja jeg blev klogere..

Jeg syntes lidt det virker som om at folk ofte glemmer at børn er så forskellige og har så vidt forskellige personligheder at den opdragelsesstategi som virker for det ene barn i søskeneflokken ikke nødvendigvis altid virker for barn 2 og 3 - selvfølgelig har måden vi vælger at opdrage vores børn på en kæmpe del i hvordan vores børn opfører sig helt fra de er små, men deres personlighed og temperament har helt afgjort også en kæmpe indvirkning.

Så har man et barn med et roligt sind, så er det nok ikke så ofte man står i supermarket situationen, mens moderen med barnet med temperament nok står der lidt oftere. 

Jeg troede selv jeg skulle være mor til det rolige barn, der ikke havde de supermarked episoder - meeen der tog jeg fejl, og min lille piges temperament har været der fra det øjeblik hun kom ud af mig Jeg kan ikke bare ignorere hende henne i supermarket og så gå og så bliver hun god igen - for det gør hun ikke, jeg kan ikke bare gå igen for så skrider hele min uge plan (og det er der bare ikke altid plads til), jeg giver ikke efter (jeg beslutter mig altid inden jeg går ind i et supermarket om hun skal have noget - det er sjældent jeg beslutter det derhenne og ALDRIG når det er fordi hun vil ha'), min datter kan stadigvæk blive sindsyg hysterisk og dem der har haft fornøjelsen af min datter ved at hun kan være det sødeste barn, men også at hun har temperament og skriger så højt at folk ofte beder hende om at tie stille i fx. supermarket (hvor mor så bliver sur - for de skal fandme ikke blande sig i hendes hysteriske anfald, det skal jeg nok selv klare), men jeg er altså også en mor, der anerkender mit barns følelser uanset hvad de er, hun må godt være vred, ked af det, hysterisk hvad det nu er, men at det betyder ikke at jeg undgår de mere temperamentsfulde anfald bare fordi jeg anerkender hendes følelser eller at de bliver varer kortere tid fordi jeg er anerkendende.. men det er en del af hvad der gør min datter til min datter og jeg elsker hendes for det, og så tror jeg altid jeg vil tænke ved næste barn - hold da op hvor er det let..

Som min søster ofte siger til mig, jeg er glad for det ikke er mig der blev mor til et barn som min datter fordi hun er som min søster var da hun var barn, for så skulle hun i hvert fald aldrig have flere børn.. 

Meget kloge ord du skriver her.

Jeg har haft børn, der på mange punkter har været vidt forskellige og jeg har jo så måttet tilpasse opdragelsen til den enkelte, hvad enten det har været mine egne eller mine plejebørn, men fælles for dem alle har som udgangspunkt været: Frihed under ansvar, og så det, at mine unger har skulle være sådan, at folk siger: Ihh det var en fornøjelse, kom endelig igen!
Dermed ikke sagt, at de ikke har haft deres "perioder", hvor de alt andet end har kunnet leve op til dette krav, men så er de bare ikke kommet med, indtil de har kunnet...hvis du kan følge mig.

Men generelt, så har de nu været dejlige, på hver deres måde, både ens og meget forskellige.
Da min ældste var lille, var hun let at have med overalt, hun sov hvor som helst, men til gengæld havde hun så en periode, hvor jeg bare ikke kunne have hende med på besøg, fordi hun var hamrende uartig, skabede sig, lavede ulykker og den slags, så der måtte hun bare blive hjemme.
Da hun kom ind i puperteten brugte vi ufattelig meget tid på at diskutere..ofte så meget, at vi begge var helt hudløse når bølgerne gik højt for 127. gang den dag
Men det gik heldigvis også over. Som lille var hun hyperaktiv og det stod så på med guldklippekort til skadestuen i adskillige år, men alligevel, var hun en superskøn unge, med pæren i orden og masser af humoristisk sans. I virkeligheden ligner vi af sind hinanden utroligt meget, og det har jo så også gjort, at det har slået gnister med jævne mellemrum. Men for pokker, hvor har jeg bare måttet tale med store bogstaver ind imellem, for hendes stædighed har været enorm. LOL

Nå så kom nr 2.
Og det var forbløffende. Jeg tror aldrig, jeg hverken før eller siden, har kendt så nemt et barn. Fra dag et, gik alt efter en snor, og jeg mindes kun ganske få "udfald" hvor jeg måtte hæve stemmen. Hun havde en periode, hvor hun var noget strid ved sin storesøs, men kun når jeg ikke var i nærheden, men det har de åbenbart holdt for dem selv, for jeg har først fået det at vide efter de blev store LOL.
Hendes pubertetsoprør varede i 5 min..ja jeg lyver ikke, så fik hun at vide, at den slags ville ville vi ikke have..og det var så det

Nr 3 mindede meget om den ældste, men var alligevel meget forskellig. Og så havde han temperament for ti. Nøj hvor kunne han blive hysterisk, når noget gik ham imod.
Så måtte jeg igen igang med den periode, hvor han bare ikke kunne komme med, eller min mand gik med ham, når han fik et af sine flip. Så lige som din, så kunne han være det dejligste barn, indtil han fik en af sine raptusser, så jeg har ofte stået i en forretning med ham, hvor jeg simpelthen har taget ungen under armen og er gået med ham, fordi jeg syntes det var FOR pinligt.
Men efter han blev ti år er det dampet af.
I dag er han den dejligste teen man kan tænke sig, meget ligesom sin yngste storesøs, der er sjældent nogen dikkedarer med ham. Mild, blid, kærlig, men også bestemt også med sin egen urokkelige vilje.
Så sådan er de så forskellige.

Som Bill Cosby siger:
"Hvergang man får et nyt barn, er det stom at starte udforskningen af et helt nyt univers!
Og det vil jeg give ham helt ret i.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Meget kloge ord du skriver her.

Jeg har haft børn, der på mange punkter har været vidt forskellige og jeg har jo så måttet tilpasse opdragelsen til den enkelte, hvad enten det har været mine egne eller mine plejebørn, men fælles for dem alle har som udgangspunkt været: Frihed under ansvar, og så det, at mine unger har skulle være sådan, at folk siger: Ihh det var en fornøjelse, kom endelig igen!
Dermed ikke sagt, at de ikke har haft deres "perioder", hvor de alt andet end har kunnet leve op til dette krav, men så er de bare ikke kommet med, indtil de har kunnet...hvis du kan følge mig.

Men generelt, så har de nu været dejlige, på hver deres måde, både ens og meget forskellige.
Da min ældste var lille, var hun let at have med overalt, hun sov hvor som helst, men til gengæld havde hun så en periode, hvor jeg bare ikke kunne have hende med på besøg, fordi hun var hamrende uartig, skabede sig, lavede ulykker og den slags, så der måtte hun bare blive hjemme.
Da hun kom ind i puperteten brugte vi ufattelig meget tid på at diskutere..ofte så meget, at vi begge var helt hudløse når bølgerne gik højt for 127. gang den dag
Men det gik heldigvis også over. Som lille var hun hyperaktiv og det stod så på med guldklippekort til skadestuen i adskillige år, men alligevel, var hun en superskøn unge, med pæren i orden og masser af humoristisk sans. I virkeligheden ligner vi af sind hinanden utroligt meget, og det har jo så også gjort, at det har slået gnister med jævne mellemrum. Men for pokker, hvor har jeg bare måttet tale med store bogstaver ind imellem, for hendes stædighed har været enorm. LOL

Nå så kom nr 2.
Og det var forbløffende. Jeg tror aldrig, jeg hverken før eller siden, har kendt så nemt et barn. Fra dag et, gik alt efter en snor, og jeg mindes kun ganske få "udfald" hvor jeg måtte hæve stemmen. Hun havde en periode, hvor hun var noget strid ved sin storesøs, men kun når jeg ikke var i nærheden, men det har de åbenbart holdt for dem selv, for jeg har først fået det at vide efter de blev store LOL.
Hendes pubertetsoprør varede i 5 min..ja jeg lyver ikke, så fik hun at vide, at den slags ville ville vi ikke have..og det var så det

Nr 3 mindede meget om den ældste, men var alligevel meget forskellig. Og så havde han temperament for ti. Nøj hvor kunne han blive hysterisk, når noget gik ham imod.
Så måtte jeg igen igang med den periode, hvor han bare ikke kunne komme med, eller min mand gik med ham, når han fik et af sine flip. Så lige som din, så kunne han være det dejligste barn, indtil han fik en af sine raptusser, så jeg har ofte stået i en forretning med ham, hvor jeg simpelthen har taget ungen under armen og er gået med ham, fordi jeg syntes det var FOR pinligt.
Men efter han blev ti år er det dampet af.
I dag er han den dejligste teen man kan tænke sig, meget ligesom sin yngste storesøs, der er sjældent nogen dikkedarer med ham. Mild, blid, kærlig, men også bestemt også med sin egen urokkelige vilje.
Så sådan er de så forskellige.

Som Bill Cosby siger:
"Hvergang man får et nyt barn, er det stom at starte udforskningen af et helt nyt univers!
Og det vil jeg give ham helt ret i.

Kærligst
Sussie

Det var da det helt rigtige citat... passer perfekt

Vi er også tre børn og er alle meget forskellige af temperament, men alle opdraget under samme frihed under ansvar, dog med variationer så det passede det enkelte barn..

Nogen gange når hun får en af sine ture ude i en butik glemmer jeg at andre ikke er vant til hendes høje lyd niveau.. hihihi så kigger jeg rundt og ser folk og altid børn holde sig for ørene.. jamen igennem det det skal hun jo, tror da folk tænker deres, det gjorde jeg bestemt inden - sådan skulle mit barn i hvert fald ikke opfører sig når jeg fik nogen... mmm  der blev jeg så klogere.

Jeg trøster mig også med at det stilner af når hun kommer i den præteenalder.. ellers får jeg vist mit for.. 

et lille ordsprog lyder : "hvis du behandler dine børn ens, så gør du for alvor forskel på dem"

jeg har 2 drenge som af udseende ligner hinanden helt utroligt meget. men der stopper det også. de er forskellige som dag og nat, og det har folk meget svært ved at forstå. den samme dagplejemor elskede min ældste, men ku slet ikke styre den næste.  den ældste trives fint i en skole med 22 børn, mens den yngste måtte tilbage i børnehaven efter kun 2 mdr. fordi han slet ikke trives i skolen.

da jeg blev gravid og senere fødte barn nr. 2, mente jeg at det ville blive super nemt. jeg havde jo masser af erfaring fra barn nr. 1, og vidste præcis hvad jeg gik ind til..... jeg fik et chok. det der var rigtigt for den ene, duede slet ikke for den anden, og jeg stod helt magtesløs og skulle begynde forfra med alle mine teorier om børneopdragelse

så giver gerne Bill Cosby ret

Mine børn er også meget forskellige...jeg troede sgu jeg var en super mor da jeg kun havde den store...så fik jeg nummer to og jeg skal da ellers lige love for jeg blev testet der..han har temperament som sin mor og det kræver virkelig en del at tackle ham, men jeg har dælme også lært meget af ham..det interessante er at han er meget mere følsom end den store...den lille er bare kommet ind i flokken...jeg synes ikke det ene er nemmere end det andet, eller nemmere i forhold til hvad?

Den der med skrigende børn i supermarked den har jeg virkelig aldrig prøvet, men som hjemmegående har der heller aldrig været stress på, hverken for mig eller ungerne..vores hverdag er ikke hektisk<(endnu) som jeg kan se den for mange, børnene er ude i få timer, hvis ikke den lille har fri..jeg tror faktisk tit adfærd hos børn afspejler de voksne og deres liv..giver det mening? altså i forhold til de er trætte pg stressede pg måske ikke med detr store overskud...det kan jeg i hvert fald se her efter jeg flygtede i aug, det er helt andre børn jeg har fået nu..men deres mor er også en anden..

KNus Eva..

N&J skriver:

Jeg troede selv jeg skulle være mor til det rolige barn, der ikke havde de supermarked episoder - meeen der tog jeg fejl, og min lille piges temperament har været der fra det øjeblik hun kom ud af mig Jeg kan ikke bare ignorere hende henne i supermarket og så gå og så bliver hun god igen - for det gør hun ikke, jeg kan ikke bare gå igen for så skrider hele min uge plan (og det er der bare ikke altid plads til), jeg giver ikke efter (jeg beslutter mig altid inden jeg går ind i et supermarket om hun skal have noget - det er sjældent jeg beslutter det derhenne og ALDRIG når det er fordi hun vil ha'), min datter kan stadigvæk blive sindsyg hysterisk og dem der har haft fornøjelsen af min datter ved at hun kan være det sødeste barn, men også at hun har temperament og skriger så højt at folk ofte beder hende om at tie stille i fx. supermarket (hvor mor så bliver sur - for de skal fandme ikke blande sig i hendes hysteriske anfald, det skal jeg nok selv klare), men jeg er altså også en mor, der anerkender mit barns følelser uanset hvad de er, hun må godt være vred, ked af det, hysterisk hvad det nu er, men at det betyder ikke at jeg undgår de mere temperamentsfulde anfald bare fordi jeg anerkender hendes følelser eller at de bliver varer kortere tid fordi jeg er anerkendende.. men det er en del af hvad der gør min datter til min datter og jeg elsker hendes for det, og så tror jeg altid jeg vil tænke ved næste barn - hold da op hvor er det let..

Som min søster ofte siger til mig, jeg er glad for det ikke er mig der blev mor til et barn som min datter fordi hun er som min søster var da hun var barn, for så skulle hun i hvert fald aldrig have flere børn.. 

Eva. skriver:

Mine børn er også meget forskellige...jeg troede sgu jeg var en super mor da jeg kun havde den store...så fik jeg nummer to og jeg skal da ellers lige love for jeg blev testet der..han har temperament som sin mor og det kræver virkelig en del at tackle ham, men jeg har dælme også lært meget af ham..det interessante er at han er meget mere følsom end den store...den lille er bare kommet ind i flokken...jeg synes ikke det ene er nemmere end det andet, eller nemmere i forhold til hvad?

Den der med skrigende børn i supermarked den har jeg virkelig aldrig prøvet, men som hjemmegående har der heller aldrig været stress på, hverken for mig eller ungerne..vores hverdag er ikke hektisk<(endnu) som jeg kan se den for mange, børnene er ude i få timer, hvis ikke den lille har fri..jeg tror faktisk tit adfærd hos børn afspejler de voksne og deres liv..giver det mening? altså i forhold til de er trætte pg stressede pg måske ikke med detr store overskud...det kan jeg i hvert fald se her efter jeg flygtede i aug, det er helt andre børn jeg har fået nu..men deres mor er også en anden..

KNus Eva..

Det tror jeg du har ret i. Efter jeg har taget min store ud af dpen og går hjemme med ham har vi et minimum af konflikter, jeg føler mig jo som en suoermor, der ikke behøver at hæve stemmen og bruge diverse midler for at få ro på hysteriet.

Det er jo fuldstændig rigtigt at børn skal have lov til alle slags følelser, og hysteriske anfald tit bunder i træthed eller andet. Men hvordan tackler man dem så? Her tackles de ihvertfald bedst med ro, for så opstår de slet ikke, men der var skisme ingen kur når de var der, andet end tiden

Men mine to er også dybt forskellige, og ligesom nutche føler jeg at jeg har måttet opfinde den dybe tallerken på ny, fordi INTET som virkede ved den store virker ved den lille.

Men man må føle sig frem, og håbe man ikke sætter for dybe spor når man rammer forkert

hvinanden skriver:

Det tror jeg du har ret i. Efter jeg har taget min store ud af dpen og går hjemme med ham har vi et minimum af konflikter, jeg føler mig jo som en suoermor, der ikke behøver at hæve stemmen og bruge diverse midler for at få ro på hysteriet.

Det er jo fuldstændig rigtigt at børn skal have lov til alle slags følelser, og hysteriske anfald tit bunder i træthed eller andet. Men hvordan tackler man dem så? Her tackles de ihvertfald bedst med ro, for så opstår de slet ikke, men der var skisme ingen kur når de var der, andet end tiden

Men mine to er også dybt forskellige, og ligesom nutche føler jeg at jeg har måttet opfinde den dybe tallerken på ny, fordi INTET som virkede ved den store virker ved den lille.

Men man må føle sig frem, og håbe man ikke sætter for dybe spor når man rammer forkert

Er helt enig... og ja, børn og forældre er ikke ens..men har tænkt over hvorfor jeg ikke føler jeg har konflikter eller børn der reagerer så voldsomt og jeg tror det er roen og tiden...at vi aldrig stresser for så ved jeg der ville komme en rekation...måske den ikke ville være udadreagerende for alle tre børn, men det er næsten mere skræmmende hvis ikke de reagerer, ikke..

Derfor skal jeg heller ikek ud og arbejde fuldtid, jeg ville ikek kunne leve med det liv det ville give børnene og mig...og det er jo igen ud fra hvordan mine unger er og hvad jeg vægter.

Men dejligt dit valg viser sig som det rigtige og du ligefrem kan se det på din søn og hans ændrede adfærd.

Eva. skriver:

Er helt enig... og ja, børn og forældre er ikke ens..men har tænkt over hvorfor jeg ikke føler jeg har konflikter eller børn der reagerer så voldsomt og jeg tror det er roen og tiden...at vi aldrig stresser for så ved jeg der ville komme en rekation...måske den ikke ville være udadreagerende for alle tre børn, men det er næsten mere skræmmende hvis ikke de reagerer, ikke..

Derfor skal jeg heller ikek ud og arbejde fuldtid, jeg ville ikek kunne leve med det liv det ville give børnene og mig...og det er jo igen ud fra hvordan mine unger er og hvad jeg vægter.

Men dejligt dit valg viser sig som det rigtige og du ligefrem kan se det på din søn og hans ændrede adfærd.

Jeg hører bestemt ikek til den stressede type..og jeg har altid haft focus på ro, hos mine børn..de har altid haft første prioritet..og jeg har været hjemme ved dem...såe.
Men...man kan nu alligevel blive overrasket, når man får et barn med eksplosivt temperament