Det med børn og opdragelse...

Eva. skriver:

Er helt enig... og ja, børn og forældre er ikke ens..men har tænkt over hvorfor jeg ikke føler jeg har konflikter eller børn der reagerer så voldsomt og jeg tror det er roen og tiden...at vi aldrig stresser for så ved jeg der ville komme en rekation...måske den ikke ville være udadreagerende for alle tre børn, men det er næsten mere skræmmende hvis ikke de reagerer, ikke..

Derfor skal jeg heller ikek ud og arbejde fuldtid, jeg ville ikek kunne leve med det liv det ville give børnene og mig...og det er jo igen ud fra hvordan mine unger er og hvad jeg vægter.

Men dejligt dit valg viser sig som det rigtige og du ligefrem kan se det på din søn og hans ændrede adfærd.

Det lader ihvertfald til at være årsagen herhjemme, meen han har da stadig temperament den unge herre, bare sleet ikke i samme grad.

Og lige nu er det den helt rigtige løsning for os, desværre er det bare kun en overgang.

 

hvinanden skriver:

Det lader ihvertfald til at være årsagen herhjemme, meen han har da stadig temperament den unge herre, bare sleet ikke i samme grad.

Og lige nu er det den helt rigtige løsning for os, desværre er det bare kun en overgang.

 

Det har min søn også-....virkelig meget, men jeg har bare mere overskud til at tackle det og tænke i alternative løsningsmodeller, end jeg havde de tre måneder i praktik f.eks...men det fortæller altså måske også bare en del om mig, jeg fungerede i hvert fald ikke med fuldtidsjob og alene med tre børn...det var ikek godt for nogen..

nutche skriver:

et lille ordsprog lyder : "hvis du behandler dine børn ens, så gør du for alvor forskel på dem"

jeg har 2 drenge som af udseende ligner hinanden helt utroligt meget. men der stopper det også. de er forskellige som dag og nat, og det har folk meget svært ved at forstå. den samme dagplejemor elskede min ældste, men ku slet ikke styre den næste.  den ældste trives fint i en skole med 22 børn, mens den yngste måtte tilbage i børnehaven efter kun 2 mdr. fordi han slet ikke trives i skolen.

da jeg blev gravid og senere fødte barn nr. 2, mente jeg at det ville blive super nemt. jeg havde jo masser af erfaring fra barn nr. 1, og vidste præcis hvad jeg gik ind til..... jeg fik et chok. det der var rigtigt for den ene, duede slet ikke for den anden, og jeg stod helt magtesløs og skulle begynde forfra med alle mine teorier om børneopdragelse

så giver gerne Bill Cosby ret

Nogle fantastiske ordsprog i kommer med

 

Børn er bare meget forskellige, og der skal anvendes forskellige opdragelsesstategier til dem, men nogen gange syntes jeg det tager lidt tid at komme frem til dem..  

Eva. skriver:

Mine børn er også meget forskellige...jeg troede sgu jeg var en super mor da jeg kun havde den store...så fik jeg nummer to og jeg skal da ellers lige love for jeg blev testet der..han har temperament som sin mor og det kræver virkelig en del at tackle ham, men jeg har dælme også lært meget af ham..det interessante er at han er meget mere følsom end den store...den lille er bare kommet ind i flokken...jeg synes ikke det ene er nemmere end det andet, eller nemmere i forhold til hvad?

Den der med skrigende børn i supermarked den har jeg virkelig aldrig prøvet, men som hjemmegående har der heller aldrig været stress på, hverken for mig eller ungerne..vores hverdag er ikke hektisk<(endnu) som jeg kan se den for mange, børnene er ude i få timer, hvis ikke den lille har fri..jeg tror faktisk tit adfærd hos børn afspejler de voksne og deres liv..giver det mening? altså i forhold til de er trætte pg stressede pg måske ikke med detr store overskud...det kan jeg i hvert fald se her efter jeg flygtede i aug, det er helt andre børn jeg har fået nu..men deres mor er også en anden..

KNus Eva..

Jeg tror helt sikkert vores måde at leve vores liv på afspejler sig i vores børn, men jeg tror stadig at børns måde at reagerede på ikke kun er afhængig af det, selvfølgelig reagerede min datter mere når jeg er stresset op til eksamener fx, men supermarket episoderne de opstår alligevel - og næsten altid med danonyougurter (for hun vil jo spise det NU) når jeg endelig køber dem, og ellers så bliver hun sur og hysterisk fordi hun ikke må få dem, men jeg syntes det har taget mig rigtig lang tid at afkode min datter - for jeg anerkender hendes følelser, men den smarteste måde at håntere hendes temperament og dennes anfald på har jeg forsøgt mange forskellige opdragelsesstategier på inden jeg fandt de der virker bedst og oftes. 

lillespurv20 skriver:

Din datter lyder PRÆCIS som min :s Og Lærke er kun knap et år, men hun har os temperement så det batter, så dit indlæg var lige noget jeg kunne bruge Og super ide at beslutte sig inden om hun skal have noget eller ej!

Og det bliver værre før det bliver bedre.. men heldigvis bliver det dog nemmere når man finder de små fif og metoder der virker... 

 

Faktisk er vores største problem lige nu når hun vil gå ved siden af klapvogenen, men ikke vil holde mig i hånden, så smider hun sig på jorden og vil ikke gå videre, hun gør sig slap og bliver så sur hvis jeg forsøger at sætte hende i klapvogenen, men det er et sted hvor jeg ikke forhandler, hun må godt være sur og ked af det, men hun skal holde i hånd (vi bor i kbh i et meget trafikeret område) ellers er det klapvogenen og ja hun er ikke just medgørelig når hun så bliver sat i klapvogenen og bliver spændt fast og jeg får skam masser af blikke fra andre - faktisk mest fra folk uden børn, og jeg tænker virkeligt nogen gange - bare vent til du selv står der.. for det er da ikke sjovt at stå der som forældre, men heller det end at hun bliver kørt over.  

hvinanden skriver:

Det tror jeg du har ret i. Efter jeg har taget min store ud af dpen og går hjemme med ham har vi et minimum af konflikter, jeg føler mig jo som en suoermor, der ikke behøver at hæve stemmen og bruge diverse midler for at få ro på hysteriet.

Det er jo fuldstændig rigtigt at børn skal have lov til alle slags følelser, og hysteriske anfald tit bunder i træthed eller andet. Men hvordan tackler man dem så? Her tackles de ihvertfald bedst med ro, for så opstår de slet ikke, men der var skisme ingen kur når de var der, andet end tiden

Men mine to er også dybt forskellige, og ligesom nutche føler jeg at jeg har måttet opfinde den dybe tallerken på ny, fordi INTET som virkede ved den store virker ved den lille.

Men man må føle sig frem, og håbe man ikke sætter for dybe spor når man rammer forkert

Ja, der er desværre ikke meget andet end tid og tålmodighed når de endeligt opstår. 

SussieThyssen skriver:

Jeg hører bestemt ikek til den stressede type..og jeg har altid haft focus på ro, hos mine børn..de har altid haft første prioritet..og jeg har været hjemme ved dem...såe.
Men...man kan nu alligevel blive overrasket, når man får et barn med eksplosivt temperament

Tror simpelthen det er det jeg skal bruge som beskrivelse af min datters temperament (ekspolsivt temperament), syntes ofte det bliver til negativ når jeg siger at hun har temperament og det er jo bare en del af hende.. 

N&J skriver:

Og det bliver værre før det bliver bedre.. men heldigvis bliver det dog nemmere når man finder de små fif og metoder der virker... 

 

Faktisk er vores største problem lige nu når hun vil gå ved siden af klapvogenen, men ikke vil holde mig i hånden, så smider hun sig på jorden og vil ikke gå videre, hun gør sig slap og bliver så sur hvis jeg forsøger at sætte hende i klapvogenen, men det er et sted hvor jeg ikke forhandler, hun må godt være sur og ked af det, men hun skal holde i hånd (vi bor i kbh i et meget trafikeret område) ellers er det klapvogenen og ja hun er ikke just medgørelig når hun så bliver sat i klapvogenen og bliver spændt fast og jeg får skam masser af blikke fra andre - faktisk mest fra folk uden børn, og jeg tænker virkeligt nogen gange - bare vent til du selv står der.. for det er da ikke sjovt at stå der som forældre, men heller det end at hun bliver kørt over.  

Det er nemlig det Og det der virker for mig/dig er ikke sikkert det virker for andre, men man "kæmper" sig hver i sær i gennem hver dagen på hver sin måde!

Uh ja, det med at holde i hånd når de går selv der er jeg helt enig! Det er for farligt at lade vær og så må de altså surmule i klapvognen Lærke er jo lige begyndt at gå men sidder allerede nu i klapvognen og siger op op op, meeen jeg tør ikke lade hende gå ved siden af mig endnu

lillespurv20 skriver:

Det er nemlig det Og det der virker for mig/dig er ikke sikkert det virker for andre, men man "kæmper" sig hver i sær i gennem hver dagen på hver sin måde!

Uh ja, det med at holde i hånd når de går selv der er jeg helt enig! Det er for farligt at lade vær og så må de altså surmule i klapvognen Lærke er jo lige begyndt at gå men sidder allerede nu i klapvognen og siger op op op, meeen jeg tør ikke lade hende gå ved siden af mig endnu

Det kan jeg godt forstå.. Nikita får lov, men kun hvis hun holder ved klapvogenen eller mig, hjemme ved mine forældre (ude i gjesing området) er det mere nemt at lade hende bare gå selv, da der ikke er biler på samme måde, men vi har kæmpet siden hun begyndte at gå (da boede vi inde i midtbyen i esbjerg ud til en trafikeret vej), men det er blevet langt langt bedre med tiden - men nu er hun altså også 2, så det burde det vel også være blevet..

Sig endelig til hvis du finder et godt fif, for jeg vil gerne prøve om der er noget andet der virker.. 

N&J skriver:

Det kan jeg godt forstå.. Nikita får lov, men kun hvis hun holder ved klapvogenen eller mig, hjemme ved mine forældre (ude i gjesing området) er det mere nemt at lade hende bare gå selv, da der ikke er biler på samme måde, men vi har kæmpet siden hun begyndte at gå (da boede vi inde i midtbyen i esbjerg ud til en trafikeret vej), men det er blevet langt langt bedre med tiden - men nu er hun altså også 2, så det burde det vel også være blevet..

Sig endelig til hvis du finder et godt fif, for jeg vil gerne prøve om der er noget andet der virker.. 

Ja nemlig, det er mindre trafikeret Vi bor lige 50 meter fra frodesgade så der er jo masser af trafik..

Ih skal nok sige til hihi