Det er næsten ikke til at holde ud længere...

Hej allesammen.

Er ny herinde, eller det vil sige jeg har kigget et par gange efterhånden og ja, bliver mere og mere skruk - så nu bliver jeg nødt til at få lidt luft og snakke med andre der har det på samme måde

Jeg har været sammen med min kæreste i 2 år og vi har det helt fantastisk sammen - lidt skræmmende hvor meget vi ligner hinanden og tænker de samme ting

Dog er der én ting vi ikke er helt enige om... PB Jeg er simpelthen ved at gå ud af mit gode skind af skrukhed - ser babyer og gravide kvinder overalt. Har imens jeg har kendt ham oplevet 10 af mine veninder/venner der har fået baby og nu skal det altså snart være vores tur.

Min kæreste er som han selv siger "så småt ved at blive klar over at det snart kommer på tale", så lidt fremgang er der alligevel, selvom jeg synes det går meget langsomt. Jeg har snakket med ham om at droppe p-pillerne og så bare lade det komme når det kommer - der er jo ingen der kan sige om det er med det samme eller der går lang tid, men han vil gerne vente. 

Det skal lige siges at vi begge er 25, bor i en lækker lejlighed med masser af ekstraværelser (dog ligger lejligheden på 3. sal - og ingen altan, men hvor der er vilje er der vej som man siger og barnevognen og baby skal nok komme ned på tur...heh). Jeg er igang med uddannelse og min kæreste er uddannet lærer. Min kæreste er ikke sikret job efter sommerferie og jeg tror det er der skoen trykker - han vil gerne have vished. Han siger selv at han skal bare vide om han har job eller ej, og så kan vi smide p-pillerne - men hvis det bare er visheden han vil ha, så kan vi jo ligeså godt smide dem nu? Synes jeg lyder som den mest krævende kæreste, men som der er skrevet før i dette emne, så gør det efterhånden så ondt at være skruk - et tomt hul der skal fyldes, og jeg vil jo ikke presse ham. Snakker i forvejen meget om børn - har endda købt babytøj (som han har set) og tror bare han synes jeg er tosset...

Det mest frustrerende er nok når han en gang imellem siger (hvis vi har besøgt venner med baby) "ej skat, jeg blev helt skruk da du sad med ..." og når jeg så siger om det er ved at være tid til p-pille stop så får han næsten ticks. Det er da hvad man kan kalde mixed signals

Men lige for at rose ham, så syns jeg han er yderst tålmodig med mig...og jeg elsker ham af hele mit hjerte, så vil hellere leve uden baby (noget tid endnu ) end at leve uden min kæreste

Tak fordi I gad læse mit skrukhedsindlæg - og tal for alle jeres indlæg, det hjælper mig meget at følge jer andre 

God dag til jer alle...

tror måske jeg glemte at spørge om det jeg egentlig kom for...

Er der andre der har stået i samme situation og hvor meget synes I man kan/skal presse på?

Kan jo godt mærke at han bliver mere og mere lun på tanken, men er bange for at gå for langt.

Håber I kan hjælpe mig med mine frustrationer

jeg tror bare jeg gang på gang forsøgte at fortælle ham at det jo kunne tage noget tid og at babyen jo altså blev derinde i 9 mdr inden den tittede ud, og at det netop er de 9 mdr man bruger på mentalt at forberede sig:-)

MariaE skriver:

jeg tror bare jeg gang på gang forsøgte at fortælle ham at det jo kunne tage noget tid og at babyen jo altså blev derinde i 9 mdr inden den tittede ud, og at det netop er de 9 mdr man bruger på mentalt at forberede sig:-)

det har jeg også prøvet...og han kan også godt se logikken i det, men tror virkelig bare at det er en mellemting mellem han er bange for hvad det indebærer, om han nu kan klare det og hvor han står efter sommer.

Føler mig også bare så dum at jeg da ikke lige kan vente til sommer, men i mit hoved er det bare 100 år væk og hullet indeni bliver bare større og større.

nogle dage virker bare så nyttesløse når jeg ikke føler der sker noget i hans hoved. Og når han så siger at han jo ikke tænker på det 24-7 som jeg gør, så tænker jeg bare...kom i gang - ellers bliver du da aldrig klar. Er jeg bare verdens værste kæreste???

Det værste er nok at presse ham. Det med at man jo ikke ved, hvornår det sker, det kan lige så godt være nu som om lang tid, så hvorfor ikke begynde nu, duer ikke. Jeg har her på siden læst et indlæg, hvor det var lykkedes, men hvor manden slet ikke kunne forholde sig til de to streger eller deltage i glæden, og det bliver man bare ensom og ulykkelig af. Vent til din kæreste siger, at han er klar. Selvfølgelig bliver nogen aldrig helt klar, men mere klar skal han gerne være. Det vigtigste i jeres forhold er jer. Tænk hvis I slet ikke kunne få børn - så skal der stadig være mening med livet og parforholdet. Vent det halve år der skal til, så bliver det hele meget bedre. Fokusér på noget andet i mellemtiden, så kommer han nok helt af sig selv.

Du får da lige et stort knus, for jeg kan sagtens følge dig.
Selv en gammel kone som mig, med 3 børn og 3 børnebørn kan stadig får anfald af høne-skruk..så intet nyt under solen der

Men hvorfor ikke indgå en aftale med din tålmodige kæreste?
Spørg ham om ikke I kan lave den aftale, at uanset hvordan situationen ser ud til august, så smider I P-pillerne der?
Så har han også lidt ekstra tid til at vende sig til tanken, og du har fået en deadline

Kærligst
Sussie

Trinas skriver:

det har jeg også prøvet...og han kan også godt se logikken i det, men tror virkelig bare at det er en mellemting mellem han er bange for hvad det indebærer, om han nu kan klare det og hvor han står efter sommer.

Føler mig også bare så dum at jeg da ikke lige kan vente til sommer, men i mit hoved er det bare 100 år væk og hullet indeni bliver bare større og større.

nogle dage virker bare så nyttesløse når jeg ikke føler der sker noget i hans hoved. Og når han så siger at han jo ikke tænker på det 24-7 som jeg gør, så tænker jeg bare...kom i gang - ellers bliver du da aldrig klar. Er jeg bare verdens værste kæreste???

Du er ikke en dårlig kæreste, men....der er en del ulykkelige eksempler herinde på kvinder der som dig var skrukke og pressede så meget på, at manden til sidst gav efter (sidste tråd var for et par dage siden, de var mere eller mindre gået fra hinanden under graviditeten) - det er farligt at overføre sine egne ønsker og behov til andre mennesker, det kan meget let gå galt. I er nødt til at snakke hele situationen igennem og blive enige om, hvor I står, og hvad I har af ønsker - og så må modpartens ønsker respekteres. 

Held og lykke med det. 

Tak for dit svar

Ja - det er vigtigt med samtale. Og mit højeste ønske er at det bliver et ønskebarn fra begge sider. Vil, som jeg skrev, jo også heller have det godt med min kæreste uden børn end dårligt forhold med bebs.

Tror bare nogle gange det er svært ikke at blive egoistisk, for jeg respektere jo hans valg om at vente, men må på samme tid også tilsidesætte mit valg i noget tid, og det er hårdt.

Men synes vi er go til at snakke om tingene, og synes det er super dejligt at få råd herinde. Det gør ofte tingenen lidt lettere og skønt at vide mit indlæg bliver læst og svaret på

Han har lige sagt her til aften at han ikke kan følge mig i min lyst til at skrive på nettet om det, men at han synes det er godt hvis jeg kan bruge det og ikke bare kører mig selv ned på det. Men at det altså ikke er fordi han ikke vil ha baby, han vil bare gerne vente lidt Og det har han jo helt ret i

Hej.

Jeg står i den sammen situation som dig. Jeg er 28 år og min kæreste er 26. Vi har været sammen i 6 år og har det perfekte forhold hvad der tilhøre. Jeg har været klar til at få en lille i huset længe, men har valgt at respektere min kæreste og hans valg om at det er for tidligt for ham. Jeg kunne tale om det både dag og nat, og det gjorde at han til sidst sagde "at det ikke gjorde ham mere klar". Vi aftalte derfor i julen 2010 at jeg ikke måtte nævne noget om projekt baby før vi kom til Marts hvor vi skulle en weekend til Lanandia bare ham og mig. Det var faktisk meget befriende for mig og helt sikkert også for ham.

Her fik vi igen snakket tingene igennem og nåede til enighed om, at jeg skulle begynde at gøre kroppen klar til en baby. Dvs stoppe med p-piller og holde med at ryge. Da der kan gå noget tid før det er ude af kroppen. Vi bruger kondom så jeg ikke bliver gravid ved en fejltagelse, og har bestemt at de bliver droppet til efteråret.

Det jeg vil sige, det er at det har været fedt for mig at have nogle milepæle, og imellem dem give min kæreste ro. Det var vigtigt for mig at det var ham der sagde at nu skulle jeg holde med p-pillerne så jeg kunne blive "baby klar" til efteråret. Det kunne måske være en mulighed for jer også.

Knus herfra

Det er dejligt at høre at I sammen har fundet en go løsning Jeg er overbevist om at det er godt med nogle milepæle - så føler man også at man på en måde er igang med PB  

Jeg har bevist ikke snakket særlig meget om baby her i en lille uges tid, og han HAR bemærket det - så må det alligevel have været meget jeg har snakket om det på det sidste men tror det giver pote. For han har faktisk nævnt baby, babynavne mm. mere end mig, så...tænker han også går og tumler med det. Men ja, det jeg har brug for (ligesom dig) er at det er ham der kommer og siger at pillerne skal droppes. Så føler jeg ligesom ikke at han har sagt det under pres. Men puha det er svært at holde mund eller sige nåååååh når der kommer et lille barn tumlende imod os i gågaden

Men tak for dit svar - det er altid dejligt at høre fra andre. Glæder mig til at høre mere om jeres PB

Mange søndagsknus fra mig