Der sidder mange småbørnsforældre i min sofa i håbet om at få parlivet til at blomstre igen.
Det er ikke fordi, der mangler gnist i deres kærlighedsliv – det er bare den forkerte slags, for der er ingen parforhold, der lider så meget, som dem hvor der er små børn, og det giver tit skænderier og gnidninger.
Vi slås med træthed, karrieredrømme, husbyggeri, manglende og forskellig lyst, dårlig kommunikation og alt for lidt tid.
Jeg har selv været der.
Som mor til syv børn fra 1-15 år, ved jeg, hvor svært det kan være at få alle ender til at nå sammen og mødes i hinandens behov, men det er ikke en umulighed.
Jeg har samlet mine 6 bedste tips til jer. Hæng dem op på køleskabet og øg bevidstheden mod dem, sådan at jeres hverdag bliver mere fokuseret på jeres kærlighedsliv. I spiller på samme hold – husk det!
1. Brug tid sammen – uforstyrret kærestetid.
Gør noget sjovt eller anderledes sammen. Spil et brædtspil, tag på hotel eller kør en tur til Vesterhavet. Flyt fokus og sørg for at være ”Mia og Peter” og ikke bare mor og far.
Få ungerne passet og snak med en terapeut om din dårlige samvittighed, hvis den er begrænsningen. Uden kærestetid vil I have sværere ved at mærke hinanden, og om nødvendigt så plot det ind i kalenderen.
De fleste mennesker har det med at udsætte netop kærestetiden, fordi det er den, der umiddelbart bedst kan vente.
Det er bare ikke sådan det er i længden.
Udgangspunktet for at to blev til tre, var jer to. Sørg for at passe på jeres parforhold i tide.
2. Mærk efter hvad I hver især har brug for og giv plads til hinanden.
Alenetid er noget især kvinder er dårlige til at prioritere og alligevel er det noget af det, vi sukker allermest efter.
Det er okay at have brug for en eftermiddag eller en aften uden børn og mand. Eller kone.
Det overskud vi finder, når vi kan ligge uforstyrret og læse i et magasin eller løbe en tur, kommer tifold igen.
Er jeres baby helt lille kan en uforstyrret stund under bruseren eller en tur til postkassen være en life saver.
Din partner kan IKKE gætte, hvad du har brug for. Sig det højt!
3. Hold sexlivet i gang så vidt muligt.
Snup hellere en quickie end slet ingen sex. Jo mindre sex, I har desto mindre vil lysten ofte blive.
Lange perioder uden sex gør det sværere at komme i gang igen. Sex er en god kur mod manglende lyst, selvom det ikke lige er det, man har lyst til.
Nogle gange er det klogt at gøre det alligevel og overvinde den lille modstand, der gemmer sig indeni én.
Mange kvinder mister lysten, når de bliver mødre, og det kan føles som et voldsomt pres at skulle have sexlivet i gang igen, men sexlysten kan genoptrænes, og modstanden mod nærheden kan der arbejdes med.
Faktisk er det en nødvendighed at arbejde med modstanden mod nærhed, fordi den på sigt ellers vil spænde ben for mange andre ting end bare sexlivet.
4. Vær ærlige. Del alt med hinanden, også de svære tanker og følelser.
Hvis det går i hårdknude kan i bruge en terapeut, der hjælper jer til at rumme og forstå hinanden.
Det er befriende at kunne fortælle om sin manglende lyst, følelsen af afvisning og den dårlige samvittighed over ikke at slå til nogle steder. Hv
is I kan bruge hinanden som samtalepartnere, vil I få et langt stærkere forhold.
5. Vær der for hinanden. Se jævnligt ud over din egen næsetip, når du er i et forhold.
Din partner kommer med sit helt eget unikke væsen, og han fortjener at blive respekteret for den, han er.
Hans svagheder, fejl og mangler skal han naturligvis tage ansvar for, men han er ligeså meget et produkt af den verden, han kommer fra og er vokset op i.
Det er ikke altid nemt at være menneske, men det hjælper, hvis man har en kærlig hånd i ryggen og en varm favn at putte sig ind til.
Vær hinandens allernærmeste og stil jer til rådighed for hinanden.
6. Brug kalenderen.
Planlægning og struktur kan redde jer! Enhver familie bør have en familiekalender stor nok til at plotte de aktiviteter ind, som er vigtige.
Vi er som regel gode til at skrive ungernes fritidsaktiviteter og tandlægebesøg ind, men kærestetiden er mindst ligeså vigtig, og den glemmer vi.
Ligesom alenetid også kan være skrevet ind, så den ikke går i glemmebogen.
Overvej at gøre jeres hverdag nemmere med en madplan, som I kan handle ind efter og sørg for at få hjælpes ad eller i det mindste få fordelt de huslige pligter, så den ene ikke ender med at være overbebyrdet
Tilmeld dig Christinas nyhedsbrev på HappyLife.dk eller PinkPassion.dk og få masser af spændende inputs og inspiration til et godt sex- og kærlighedsliv - og ikke mindst til dit liv som kvinde.
Du kan også følge Christinas spændende opdateringer på Facebook: Facebook.com/c.tatarczuk