Graviditet » Psykiske reaktioner

Det er tit en traumatisk og ulykkelig begivenhed, når en kvinde aborterer spontant. Ofte er der tale om en ønsket og måske længe ventet graviditet, der ikke bliver til noget. Mange kvinder danner hurtigt, efter at graviditeten erkendes, et bånd til det ufødte barn og en masse drømme og forventninger til livet som mor til et lille barn. Disse drømme og forventninger brister nu, hvilket kan opleves som en stor sorg for kvinden.

Efter den spontane abort vil der automatisk ske en drastisk nedgang i hormonproduktionen, der var i gang under graviditeten, lige som efter en fødsel. Denne nedgang vil i sig selv kunne give dig hormonsvingninger, som kan påvirke dit humør.

Der findes mange forskellige måder at reagere på efter en spontan abort. Ingen måde eller følelser er mere rigtige end andre. Måske er du ked af det og deprimeret i lang tid efter den spontane abort, måske kommer du dig hurtigt. Hvor kraftigt og hvor længe du reagerer, vil afhænge af forskellige ting, som f.eks. om graviditeten var planlagt, og hvor langt du var henne.

Tabet af graviditeten og følelserne herefter kan være svært at sætte sig ind i for kvindens partner, der ikke har den samme oplevelse med graviditeten. For ham er graviditeten måske bare en klump celler, hvorimod kvinden har dannet indre billeder af det kommende barn. I det hele taget kan det være svært at finde den rette forståelse i omverdenen.


Det er helt normalt, hvis du efter en spontan abortbr />
  • Føler dig f.eks. nedtrykt, bange, vred, fortvivlet, frustreret eller deprimeret, har svært ved at fungere i hverdagen, føler dig uretfærdigt behandlet fra naturens side
  • Ikke kan tænke på andet end abortoplevelsen, eller at oplevelsen og følelserne pludselig ud af det blå dukker op i dig.
  • Føler skyld, at det er din egen skyld, og at der var noget, du burde eller ikke burde have gjort for at undgå at abortere. Det er ikke din egen skyld!
  • Har let til gråd. Græd! Gråd har en utrolig forløsende effekt.
  • Har søvnproblemer. Husk, at søvn er vigtig for at hele psykisk.
  • Har brug for at tale om aborten og dine følelser igen og igen. Gør det! Det er især en god ide at tale med andre, som har stået i samme situation og ved, hvad man gennemgår.
  • Føler, at andre ikke helt forstår, hvad du går igennem. Det gør man først, når man selv har oplevet en spontan abort.
  • Føler, at det eneste, der kan gøre dig glad igen, er en ny graviditet. Det er dog en god ide få bearbejdet dine følelser efter aborten, inden du bliver gravid igen, da der ellers er stor risiko for, at den næste graviditet bliver fyldt med angst og uforløste følelser.
  • Oplever, at folk hurtigt holder op med at spørge til, hvordan du har det. Dette kan føles som en forventning om, at du bør komme dig over aborten hurtigst muligt og ikke som en anerkendelse af det tab og den sorg, du gennemgår. Tag dig den tid, det tager at komme igennem dit tab.
  • Er bange for at blive gravid igen, og at du vil abortere igen næste gang. Der findes ingen garantier, men en enkelt abort eller to øger ikke din risiko for at abortere i den næste graviditet.
  • I den næste graviditet føler dig bange og har svært ved at tro på, at det lykkes denne gang, især indtil du kommer over det tidspunkt i graviditeten, hvor det gik galt sidste gang.
  • Har svært ved at glæde dig eller bliver jaloux, at andre bliver gravide eller har fået sunde og raske børn.
  • Hvis du hurtigt accepterer, at graviditeten desværre ikke blev til noget, og kommer hurtigt videre uden at føle dig ked af det i lang tid efter aborten. Du skal ikke have dårlig samvittighed eller føle dig ”forkert”, hvis du ikke føler dig så ked af det, som du eller andre måske synes, at du bør være.
Forrige side Næste side

Terminsberegner

Den første dag i din sidste menstruation:

Antal dage i din cyklus:

(Mellem 22 og 45 dage)

Antal dage fra du har haft ægløsning til du får din menstruation (luthealfasen):

(Mellem 9 og 16 dage)

Beregn termin

Anslået befrugtningsdato:
Forventet terminsdato:
Så langt er du:
Fødselsgruppe: