Tja, bedre sent end aldrig 
Jeg syntes da også I skal have lov til at læse årets julekort (se nedenfor). Manner hvor jeg håber, at jeg nåede at poste dem inden postcentralen tømte kassen kl 20.
Sammen med brevet har jeg sent et julebillede af ungerne. Billedet er taget i november, så de er jo blevet lidt større siden.
____________________
Kære
Herhjemme varer julen lige til påske, så derfor er denne julehilsen helt på sin plads J
Vores mistelten hænger stadig i døråbningen mellem køkken og spisestue, så vi har stadig en rigtig god undskyldning for at blive kysset på. Og det er ikke nogen dårlig ting.
År 2010 var et år med mange højdepunkter. Nogen træk tænder ud på vejen og andre gik meget nemmere end vi turde have forstillet os.
Januar, februar og første halvdel af marts var vi ”weekend familie”. Brian boede på sit lille hybel i Karup og Mille og jeg boede i huset i Hillerød. Det var skide hårdt at være far, mor og barn på den måde. Men jeg havde stadig undervisning og kunne ikke flytte med før den var overstået (og den blev heldigvis veloverstået med et 10-tal i tværfaglig kommunikation).
Lørdag 13. marts kom flyttemændene klokken meget tidligt og hentede alle vores pakkenilleker og søndag blev tingene afleveret i Viborg. Heldigvis kom tingene hurtigt på plads – TAK til alle jer der hjalp til.
Mandag startede Mille i sin nye vuggestue og det gik over alt forventning. Det var/er vist kun os forældre der ikke er helt tilfredse med vuggestuen. Der har været meget personaleudskiftning og mange nedskæringer. Da vi startede var der lækre formiddagsboller og frugt, dejlig hjemmelavet varm frokost og eftermiddagsmad (boller, grød, tykmælk&hellip
Men nu formiddags- og eftermiddagsmaden blevet såret væk, og frokosten er ikke lige så spændende som den før har været. Den ”fantastiske” frokostordning de ”kloge” hoveder på Christiansborg har vedtaget er vi ikke ret stor fan af herhjemme.
I den første halvdel af 2010 blev jeg også tykkere og tykkere og min mave kom med pludselige og ganske ukontrollerbare bevægelser. Efter et ”tjek-scan” opdagede de at Malte vendte med numsen nedad og ikke hovedet som ellers bestemt er at foretrække. De flinke læger på Viborg sygehus forsøgte også at vende ham tre gange inden vi endeligt gav op og lod ham vende ”forkert” (Malte har sikkert helt bestemt ment han vendte ”rigtigt&rdquo. Der var mange der havde deres bekymringer over, at jeg havde valgt at han skulle fødes med numsen først, men jeg havde på ingen måde lyst til at blive skåret i hvis jeg kunne undgå det. Men maven fik sin ende og søndag 8. august kom Malte til verden med numsen først. Ja, han startede sørme livet med at moone verden J
Mille er med tiden blevet en stolt storesøster, der passer godt på sin lillebror og elsker at være med til at pusle ham og gerne kommer med sutten når han er ked.
Jeg er også langt om længe blevet kandidat i lægemiddelvidenskab. Specialet bærer helt sikkert præg af at være blevet skrevet om natten ind i mellem jeg ammede Malte. Det træt sku virkelig tænder ud. Og man hvor var det pisse skide hårdt! Men vi kom igennem og nu er færdig (i hvert fald for denne gang). Jeg forsvarede specialet om bivirkningerne ved vaccinationerne mod livmoderhalskræft mandag 13. december og fik et 7-tal (8eller 9 på den gamle skala). Det var så dejligt at være færdig og kunne holde jul uden at skulle læse til eksamen, for første gang siden julen 2001.
Den første lange tid her i Viborg var ikke sjov. Jeg manglede et netværk og var ved at blive tosset af bare at tulle rundt herhjemme med computeren og mit speciale. Men tro det eller lad hver, så reddede internettet mit humør igen og igen. Jeg har nemlig fået verdens bedste virtuelle mødregruppe. Efterhånden har jeg opbygget mange gode venskaber derinde og så sent som i dag har jeg været sammen med tre andre af tøserne og deres skønne børn.
Min ”i virkelighedens verden” mødregruppe mødes jeg og Malte jeg med hver onsdag. Brian spørger altid om hvad vi har snakket om, men det er langt fra altid jeg kan refererer hvad vi har talt om, fordi vi taler om alt mellem himmel og jord. Ligesom man vist skal i en mødregruppe.
2010 i korte træk året hvor vi flyttede, var til Dizzy Mizz Lizzy koncert i KB hallen og til ”vi rocker” i Århus, Mille begynder at gå, Brian bliver farbror, jeg består mine sidste fag og skriver speciale, Brian og jeg har holder ”alene-mini-ferie” i Assens, Malte kommer til verden, jeg vinder en lyserød fiat 500 i Bilka, Malte får scannet hofterne fordi han har vendt den forkerte vej, Mille begynder til gymnastik, jeg fylder 30 år, mille fylder 2 år og Malte bliver døbt i domkirken, jeg kan kalde mig selv for kandidat og julen bliver holdt herhjemme hos os i Viborg.
Der var mange ting jeg havde planer om jeg/vi skulle have nået i 2010, men som jeg bare har måtte erkende at det nåede vi ikke. Mange ting er jeg stadig ærgerlig over ikke lige gik som jeg havde forstillet mig, men heldigvis har jeg forenet mig med tanker om, at mange af de ting jeg ikke nåede, det når jeg så nok bar en anden god gang. Der er mange projekter jeg drømmer om at få gjort færdige og få begyndt på, men herhjemme tager ting bare den tid de nu tager. Og det kan nogen gange godt være lang tid.
Denne julehilsen er skrevet lidt hurtigt, undskyld, men har desværre bare haft udskudt det en million gange såen cirka, og nu skulle det være inden portoen på brevene stiger i morgen. Så hvis brevet har mangler og fejl så bær over med mig og forsøg at læse det jeg mener og ikke det jeg har skrevet.
Jeg SAVNER jer og ville i alle boede lige rundt om hjørnet, så vi kunne nyde jeres dejlige selskab meget oftere.
STORE julekram fra familien Saxtoft Berdiin
Mille og Malte, Brian og Mette
Kære
Herhjemme varer julen lige til påske, så derfor er denne julehilsen helt på sin plads J
Vores mistelten hænger stadig i døråbningen mellem køkken og spisestue, så vi har stadig en rigtig god undskyldning for at blive kysset på. Og det er ikke nogen dårlig ting.
År 2010 var et år med mange højdepunkter. Nogen træk tænder ud på vejen og andre gik meget nemmere end vi turde have forstillet os.
Januar, februar og første halvdel af marts var vi ”weekend familie”. Brian boede på sit lille hybel i Karup og Mille og jeg boede i huset i Hillerød. Det var skide hårdt at være far, mor og barn på den måde. Men jeg havde stadig undervisning og kunne ikke flytte med før den var overstået (og den blev heldigvis veloverstået med et 10-tal i tværfaglig kommunikation).
Lørdag 13. marts kom flyttemændene klokken meget tidligt og hentede alle vores pakkenilleker og søndag blev tingene afleveret i Viborg. Heldigvis kom tingene hurtigt på plads – TAK til alle jer der hjalp til.
Mandag startede Mille i sin nye vuggestue og det gik over alt forventning. Det var/er vist kun os forældre der ikke er helt tilfredse med vuggestuen. Der har været meget personaleudskiftning og mange nedskæringer. Da vi startede var der lækre formiddagsboller og frugt, dejlig hjemmelavet varm frokost og eftermiddagsmad (boller, grød, tykmælk&hellip Men nu formiddags- og eftermiddagsmaden blevet såret væk, og frokosten er ikke lige så spændende som den før har været. Den ”fantastiske” frokostordning de ”kloge” hoveder på Christiansborg har vedtaget er vi ikke ret stor fan af herhjemme.
I den første halvdel af 2010 blev jeg også tykkere og tykkere og min mave kom med pludselige og ganske ukontrollerbare bevægelser. Efter et ”tjek-scan” opdagede de at Malte vendte med numsen nedad og ikke hovedet som ellers bestemt er at foretrække. De flinke læger på Viborg sygehus forsøgte også at vende ham tre gange inden vi endeligt gav op og lod ham vende ”forkert” (Malte har sikkert helt bestemt ment han vendte ”rigtigt&rdquo. Der var mange der havde deres bekymringer over, at jeg havde valgt at han skulle fødes med numsen først, men jeg havde på ingen måde lyst til at blive skåret i hvis jeg kunne undgå det. Men maven fik sin ende og søndag 8. august kom Malte til verden med numsen først. Ja, han startede sørme livet med at moone verden J
Mille er med tiden blevet en stolt storesøster, der passer godt på sin lillebror og elsker at være med til at pusle ham og gerne kommer med sutten når han er ked.
Jeg er også langt om længe blevet kandidat i lægemiddelvidenskab. Specialet bærer helt sikkert præg af at være blevet skrevet om natten ind i mellem jeg ammede Malte. Det træt sku virkelig tænder ud. Og man hvor var det pisse skide hårdt! Men vi kom igennem og nu er færdig (i hvert fald for denne gang). Jeg forsvarede specialet om bivirkningerne ved vaccinationerne mod livmoderhalskræft mandag 13. december og fik et 7-tal (8eller 9 på den gamle skala). Det var så dejligt at være færdig og kunne holde jul uden at skulle læse til eksamen, for første gang siden julen 2001.
Den første lange tid her i Viborg var ikke sjov. Jeg manglede et netværk og var ved at blive tosset af bare at tulle rundt herhjemme med computeren og mit speciale. Men tro det eller lad hver, så reddede internettet mit humør igen og igen. Jeg har nemlig fået verdens bedste virtuelle mødregruppe. Efterhånden har jeg opbygget mange gode venskaber derinde og så sent som i dag har jeg været sammen med tre andre af tøserne og deres skønne børn.
Min ”i virkelighedens verden” mødregruppe mødes jeg og Malte jeg med hver onsdag. Brian spørger altid om hvad vi har snakket om, men det er langt fra altid jeg kan refererer hvad vi har talt om, fordi vi taler om alt mellem himmel og jord. Ligesom man vist skal i en mødregruppe.
2010 i korte træk året hvor vi flyttede, var til Dizzy Mizz Lizzy koncert i KB hallen og til ”vi rocker” i Århus, Mille begynder at gå, Brian bliver farbror, jeg består mine sidste fag og skriver speciale, Brian og jeg har holder ”alene-mini-ferie” i Assens, Malte kommer til verden, jeg vinder en lyserød fiat 500 i Bilka, Malte får scannet hofterne fordi han har vendt den forkerte vej, Mille begynder til gymnastik, jeg fylder 30 år, mille fylder 2 år og Malte bliver døbt i domkirken, jeg kan kalde mig selv for kandidat og julen bliver holdt herhjemme hos os i Viborg.
Der var mange ting jeg havde planer om jeg/vi skulle have nået i 2010, men som jeg bare har måtte erkende at det nåede vi ikke. Mange ting er jeg stadig ærgerlig over ikke lige gik som jeg havde forstillet mig, men heldigvis har jeg forenet mig med tanker om, at mange af de ting jeg ikke nåede, det når jeg så nok bar en anden god gang. Der er mange projekter jeg drømmer om at få gjort færdige og få begyndt på, men herhjemme tager ting bare den tid de nu tager. Og det kan nogen gange godt være lang tid.
Denne julehilsen er skrevet lidt hurtigt, undskyld, men har desværre bare haft udskudt det en million gange såen cirka, og nu skulle det være inden portoen på brevene stiger i morgen. Så hvis brevet har mangler og fejl så bær over med mig og forsøg at læse det jeg mener og ikke det jeg har skrevet.
Jeg SAVNER jer og ville i alle boede lige rundt om hjørnet, så vi kunne nyde jeres dejlige selskab meget oftere.
STORE julekram fra familien Saxtoft Berdiin
Mille og Malte, Brian og Mette
