Så kommer min fødselsberetning også lang om længe!
Fredag d. 11/3 (41+4) vågnede jeg kl. 7.00 af nogle fornemmelser i underlivet jeg ikke havde mærket før, men tænkte ikke videre over det, før jeg mærkede det 20 min. efter igen.. tanken var stadig slet ikke, at der var noget under opsejling, for jeg havde sat mig i hovedet at jeg skulle sættes i gang om mandagen, og havde slet ikke troet, der skulle ske noget inden da... så disse fornemmelser i underlivet ville da helt sikkert bare gå i sig selv, og så ville jeg blive sat i gang...
Min mor kom senere om fredagen, for at passe mig for anden gang den uge, fordi jeg var ved at gå ud af mit gode skind af at vente, så hun ville komme og underholde mig Vi tog tøj på for at gå en tur, og jeg kunne godt mærke at "smerterne" tog til i underlivet, men tænkte stadig ikke veer... min mor kunne godt mærke, at der var ved at ske noget, for der blev da holdt en del pustepauser på den gåtur! Men det var ligesom om, at jeg fik hende overbevist om det jeg selv var overbevist om, at det ville gå i sig selv, og jeg skulle sættes i gang om mandagen... min mor blev til kl. 17, og havde det meget skidt med at gå fra mig, men jeg havde virkelig brug for at være alene, og i realiteten finde ud af, om de var regelmæssige de smerter i underlivet - det var de sgu
men jeg var stadig ikke overbevist... min kæreste kom hjem ved 20 -tiden, og da han kom hjem var han i hvert tilfælde ikke i tvivl om, at det var veer jeg havde. De kom på dette tidspunkt med 8 min. mellemrum, så der kunne jo gå lang tid, før der reelt ville ske noget. Vi hyggede os resten af aftenen (så meget man nu kan med veer), og pakkede tasken, der skulle med på hospitalet... veerne tog til, og omkring midnat var der 5 min. imellem. Kvart i et ringede jeg til hospitalet og fortalte, at jeg havde veer, men at jeg ikke følte, at jeg behøvede at komme i al hast... de synes det lød helt fint, at jeg blev hjemme så lang tid som muligt... Min kæreste gik i seng, og jeg gik i bad
jeg tog efter noget tid igen tid på veerne og nu var der 3-4 min. imellem, og jeg kunne godt mærke, at min kæreste skulle vækkes og vi skulle afsted!! Så han blev vækket, vi fik pakket noget mad, og så gik vi på gaden og prajede en taxa, og kl. 2.30 var vi på hospitalet, og jeg blev undersøgt og var 4-5 cm. åben - skønt, hvor veerne havde arbejdet godt for mig! Der gik lidt tid, hvor vi var på AOMA, før vi kom på en fødestue... pludselig synes jeg, at veerne virkelig tog til, og det var da absolut ikke rart, at få lavet en strimmel på over en halv time så da jodemoderen fik taget båndene af mig igen, så skulle jeg fandme op at stå, så jeg kunne arbejde med mine veer... iøvrigt, så var det den mest fantastiske jordemoder, hun vidste lige, hvordan hun skulle greje mig! Efter lidt tid, så måtte jeg bede om lidt lattergas til at tage toppen af veerne, og det hjalp lige det jeg følte det skulle... umiddelbart følte jeg, at jeg stod med den maske i lang tid, men har ingen anelse om, hvor lang tid... kan bare huske, at efter noget tid sagde jordemoderen, at hun ville fylde karret med vand, så vi kunne prøve, om det kunne være rart for mig, for jeg havde ønsket at komme i vand, da vi kom ind på fødestuen... MEN det skulle jeg ALDRIG have gjort - jeg kunne slet ikke arbejde med mine veer i vandet, og hver anden ve var et helvede! og på det tidspunkt var der 2 min. imellem veerne, og de varede 1 ½ min., så der var ikke megen pustepause
der var jeg ved at give op, for hvordan skulle jeg komme op af det kar på kun 30 sek., før der kom en ny ve? men lige pludselig gav mit krop mig et pusterum, og jeg fløj op af karret, og styrtede han til masken med lattergas - AAAAHHHH!!! Jeg blev undersøgt, og jeg var nu 7 cm. åben - FUCK, der var langt igen syntes jeg... men i løbet af ingen tid var jeg næsten 10 cm. åben og presseveerne begyndte at melde sig... uhhh, det var svært at holde igen...
Efter lidt tid havde jordemoderen rigtig svært ved at finde Ottos hjertelyd, og der blev sat udstyr om maven på mig, så hun kunne holde øje hele tiden... Og så fik jeg lov til at presse en lille smule, før tid faktisk, fordi hun var nervøs for Otto, men jeg fik heldigvis slet ikke fornemmelsen af, at der var noget galt! Jeg fik endelig lov til presse fuldt igennem, og det var SKØNT! Men situationen var mere alvorlig end jeg fornemmede, og der blev tilkaldt ekstra hænder, og sugekoppen blev kørt ind på stuen... Og da sagde min jordemoder: "Laura, ved næste presseve, er vi så enige om, at vi gerne vil have din lille dreng ud?" "JA!!!" - tænkte jeg, og så pressede jeg så meget, at jeg fik blodsprængninger over øjnene og på halsen, og ud kom hans lille hovede!!! Gisp, gisp, gisp og pres, så kom resten af hans lille fine krop - Kl. 6.24 d. 12/3 meldte lille Otto endelig sin ankomst
min lille dreng hang i hænderne på jordemoderen, og der hang han et godt stykke tid, før han ENDELIG trak vejret... lægen havde stået klar til at overtage ham fortalte min kæreste, men jeg havde som sagt heldigvis ikke fattet alvoren af situationen, så jeg havde kunne forholde mig rolig hele vejen igennem! Og ENDELIG fik jeg min dejlige dreng op på maven, og hvor var han dejlig varm og fedtet og lugtede helt FANTASTISK!!! Jeg var sgu lidt stolt af mig selv bagefter, ja det må vi alle vel være af den præstation en fødsel er
Vi er nu efter de første knap 3 uger ved at være ovenpå igen efter alvorlige ammeproblemer, men har desværre fået konstateret kolik
Vi må klare den så godt vi kan med hjælp fra venner og familie
Tak fordi du læste med!
