Nogle rigtig grimme minder...

Efter at have læst om stakkels lille Thea, så er jeg begyndt at huske nogle grimme ting fra min tid i børnehaven. Det giver også en god forklaring på, nogle oplevelser og følelser jeg har omkring det at være blevet mor. Jeg er panisk angst for, at nogen skal mishandle mit barn, altså på en seksuel måde, og jeg kan nogle gange gå i panik, hvis hun græder, når hun bliver skiftet, men mest så er jeg bange for der skal ske hende noget i en institution, og jeg tror, måske jeg har fundet forklaringen. Nogle af de her minder, kan jeg godt huske, har været oppe at vende nogle gange, men jeg har aldrig før sat dem sammen.

Der var en dreng i min børnehave, som var meget ubehagelig. Han slog og var rigtig dum. Jeg kan huske, at han engang slog mig så hårdt i maven, at jeg besvimede, da jeg vågnede havde de voksene taget mig indenfor, og jeg var så glad for at se de var der, at jeg smilede. Det betød, at de troede, jeg havde ladet som om jeg sov, og blev derfor meget sure på mig, og jeg måtte op stå foran hele børnehaven og have at vide at jeg skulle skamme mig og så i skammekrogen og sidde. - Noget mine forældre blev meget gale over, da jeg brokkede mig over ondt i maven, da jeg kom hjem.

En anden episode med samme dreng kan jeg huske var omme bag med rutsjebanen, hvor han ville have at jeg skulle hive op i min bluse og vise ham mine bryster, det ville jeg ikke, men så gjorde han det alligevel og truede med tæsk, hvis jeg sladrede. Og en tredje ting jeg kan huske var, at han ville have, at jeg skulle røre ham I ved dernede, og truede mig til det, og det gjorde jeg uden på bukserne, men da han smilede, så klemte jeg til (det havde min søster fortalt mig, at det gjorde meget ondt på drengene), og så løb jeg min vej, men fortalte aldrig nogen, hvad der var sket.

Jeg ved godt, at det ikke er ligeså slemt, som det der er sket med stakkels lille Thea, men en ting ved jeg. Hun er en modig og stærk lille pige, som skal være meget stolt af, at hun sagde det til sin mor, så der kunne bliver handlet på det.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg skriver det her, men jeg har gået med det inde i mig selv i lang tid, og spekuleret...

Jeg havde også en plageånd i børnehaven...

Jeg tænker når du fortæller om ham her, hvor han mon er nu? Stoppede han, eller blev han stoppet? Fortsatte han med sine overgreb på piger...

Hvor er det sørgeligt at høre om så små børn gøre sådan nogle ting...

Og så er det egentlig lige meget hvor meget han gjorde ved dig, det er jo ting der har efterladt et aftryk og har påvirket dig.

Stort knus til dig!

Puha, det er jeg virkelig ked af er hændt dig.. AVVV!!!
Og tænk sig at det stadig sidder i en så lang tid efter, det giver mærker for livet og det er så vigtigt at man får det sagt og får gjort noget ved det.

Sender dig de varmeste tanker.

Jeg syndes det er skræmmende så mange der har prøvet en eller anden form for krænkelse

Vi prøver jo alle at beskytte vores børn så godt vi kan, men jeg tror alle forældre bæger rundt på angsten om der kan ske dem noget alligevel. Jeg tror det bedste man som forældre kan gøre er at lære de folk der omgås en børn godt at kende, og at stole på vores intuition hvis vi fornemmer at noget er galt. Jeg stoler blindt på de pædagoer der er i Marcus og Idas vuggestue. Ikke kun at de ikke kunne finde på at gøre dem ondt, men også at de holde øje med dem og sikre at der ikke er andre børn der kommer for tæt på.

Jeg er ked af at høre endnu en der har været udsat for en grim oplevelse, men jeg kan godt forstå du har behov for at få det ud. Nogen gange hjælper det at få det ud og snakket lidt om det.

det er spøjst som ting kan være dybt dybt begravet inde i een og så enten pludseligt dukke op til overfladen eller langsomt sive ind i ens bevidsthed. man kan blive meget forskrækket over at huske den slags og lidt forvirret over hvordan man kunne glemme det. og så kan andres historier ofte udløser "huskningen".

jeg synes det er flot du fortæller om det og bruger os herinde som ventil! det er vigtigt at du får sat ord på det og accepterer at det er en del af dig!

Hele historien med Thea har også fået mig til at gå og huske meget på de ting jeg selv har været udsat for og jeg er og har været meget påvirket af det der er sket hende Men jeg er utrolig stolt over, at Kristine - midt i sin egen sorg og chokket over at finde ud af præcis hvad det er, der har plaget Thea i den her tid - reagerer prompte og får Thea væk fra den børnehave!

Stort knus til dig!