Jeg ved ikke, om I gider at læse det, men jeg synes selv, at det var en rigtig hård uge, og det kan nogle gange være meget rart at skrive ting ned, har jeg hørt.
Vores tur til Norge startede rigtig godt. Dicte var en engel hele vejen derop til trods for at hun havde ondt i maven og på turen der op havde ikke mindre end 8 store bleer og var helt hudløs, da vi nåede frem, stakkels pige. (Vi har siden fundet ud af, at det er fordi hun ikke kan tåle clementiner). Om søndagen var vi ude at gå to ture på langrend - en med Dicte i pulk, hvilket hun elskede og klukgrinede hele vejen. Om mandagen begyndte det at regne og storme, og vejret var rigtig trist. Vi var ude ganske kort og kælke, men det var alt for koldt for Dicte at være ude, så det blev en hyggelig indedag.
Tirsdag var Dictes fødselsdag, og den startede med sang, stor morgenmad sammen og masser af gaver og en lidt småtræt Dicte. Lidt op af formiddagen kastede hun al sin mad op. Vi troede, at det nok var lidt køresyge, så hun fik frokost, som også røg op. Hmm æv, ingen lagkage eller festmiddag til Dicte, som kom tidligt i seng. Tidligt på natten vågner hun og er rigtig ked af, og vil op til mig. Jeg kan mærke, at hun har fået feber, men hun var så træt og ked af det, at jeg ikke målte den, og hun kom op i sengen til mig og sove, og det hjalp lidt, selvom hun klynkede det meste af natten. Tidlig om morgenen tog vi hendes temperatur som var på 39,8, stakkels lille pige. Hun var så slap og bare sov hele tiden. Hun kunne kun holde sig vågen i ti minutter højest, hvor vi gjorde vores bedste for at få hende til at drikke, men det var ikke meget hun fik ned. Kl. 15 var hun stadig sløvere, men nu med en temperatur på 38.9 (pga pinex), så vi kørte til lægen. Hun tog nogle prøver, og vi blev sendt hjem med beskeden om at få hende til at drikke en masse af en speciel norsk helsebryg opskrift, og hvis hendes tilstand ikke havde forbedret sig næsten morgen, så skulle hun indlægges til drop. Vi tog hjem igen, men Dicte fik det bare værre og værre. Et par timer senere, hvor vi ikke har kunnet holde hende vågen lige meget hvad vi gjorde og hun ikke engang græd eller klynkede ville jeg lige tage hendes temperatur, og mens jeg tager den mister jeg helt kontakten til hende og hendes øjne ruller op under øjenlågene og det er kun det hvide er det synligt, og så ryster hun. Jeg blev meget bange og hiver termometeret ud og krammer hende indtil mig, hun lukker øjnene og falder i søvn og jeg kan ikke vække hende. Hendes temperatur var der 40,5, og jeg ringede til vagtlægen og fortalte, hvad der var sket, og de ville have vi kom straks ellers ville de sende en ambulance med det samme. Vi besluttede selv af køre der ned med en Dicte, som jeg stadig ikke kunne få til at vågne. På vej derned i bilen vågner hun lidt og jeg får hende til at drikke lidt, og hun kvikker en lille smule op.
Vagtlægen er meget sød, forstående og ikke mindst dansk. ja ja det kan godt være at min far er norsk, og jeg godt forstår sproget, men i den her situatione betød det bare rigtig meget for mig. Han tjekkede straks for meningitis, som de var bange for det var, men heldigvis var det ikke det. Der blev lavet en masse tests og prøver, og vi fandt frem til at det var feberkramper og vi blev sendt hjem igen, og kunne sove, eller Per kunne, Dicte vågnede og klynkede hver halve time. Næste morgen var hende feber væk, guskelov, men hun var meget træt og dårlig stadig og ville ikke spise og græd hele tiden, og sådan gik der indtil fredag, hvor hun ville spise en lille smule, men stadig græd. Og hun har grædt lige indtil idag, hvor jeg var nødt til at hente hende tidligt i DP, fordi hun var så ked af det. Men siden jeg hentede hende, har hun været glad og helt sit gamle jeg igen - dejligt.
I kan nok høre, at det var noget af en omgang vi var igennem og det hjalp ikke, at jeg selv blev syg og kastede op det meste af tiden. Hold op for en skiferie...
