Hej Navler.
I dag fik jeg besked om at jeg ikke må "komme med i hulen" fordi jeg ikke er aktiv herinde på NS - så det må jeg da hellere gøre noget ved 
Jeg poster lige mit blogindlæg fra i dag:
Dræn er åbenbart noget der følger med i pakken af ubehagelige oplevelser man som forælder bare må bide tænderne sammen og overleve. Ihvertfald hvis man spørger mine forældre. Både min søster og jeg er ørebørn, og mine forældre kan fortælle i timevis om hvordan vi skreg natten lang, og dagen med. Om ture til læger og ørelæger og dræn og dræn og atter dræn. Dræn der blev sat i, dræn der faldt ud, dræn som skulle skiftes - og ikke mindst om den himmelske fred der fulgte når en lille skrigeballon blev punkteret, og betændelsen var ude.
Og i dag var det så vores tur, Niklas og jeg, til at møde op med en, på 12.time fastende, Bassimut hos ørelægen på Store Torv. Jeg havde efterhånden hørt så mange historier om hvor hurtigt det skulle være overstået, om hvor skræmmende det var når ungen bukkede under for narkosen - men igen - det er hurtigt overstået - hurtigt overstået - den gik ligesom igen. Det sagde vi også til hinanden med øjnene flere gange, der i venteværelset, mens Jonte tømte en blikdåse med et vendespil ud over gulvet, og begejstret viste kortene et for et til den anden far, som sad med sin 2-3 år gamle dreng og ventede ligesom os. Den anden dreng sad ligeså stille på en stol og legede med et stykke legetøj indtil det blev deres tur som den første. Så var stilheden åbenbart forbi, og vi kunne høre ham skrige hjerteskærende, helt ud i venteværelset indtil der blev helt stille igen... "Hurtigt overstået" sagde Niklas til mig med øjnene, mens jeg nikkede.
Så var det vores tur, og vi stod ved siden af vores lille dreng som lå på en briks, mens en sort gummimaske blev fastholdt over hans mund, indtil han pludselig trak vejret meget hurtigere og hårdere end han plejer, og hans lille krop var helt slap. Vi holdt en hånd hver, og om hinanden med den frie arm. Jeg kløede mig lidt i øjet lige da de fjernede masken... Niklas rømmede sig og gav mig et klem som sagde "hurtigt overstået" - men jeg kunne mærke at han ikke længere selv troede på den...
Derefter blev vi vist ud, og fik besked på at vente i værelset ved siden af, hvor den lille dreng før os var ved at sove rusen ud med sin far ved sin side.
Og så er det at jeg gerne lige vil sige noget! For det kan godt være at der på uret kun gik et par minutter før han sov ind med masken på. Og at der maksimalt gik 5 minutter før en sygeplejerske bar Jonathans livløse lille krop ind og lagde ham på en lille briks i venteværelset. Men i min mor-hjerne var der bare ikke plads til en realistisk tidsforståelse - jeg følte at det havde varet i timevis - TIMEVIS. Og det var ikke fordi jeg var bange. Jeg var overbevist om at Jonathan var i gode hænder, at han kom indtil os lige om lidt og at alt var fint. Men tiden - gud, hvor gik den bare langsomt!!! Niklas fortalte mig flere gange på hjemvejen at han virkelig havde syntes at det var slemt. Men han bevarede sit "cool" hele vejen igennem.
Da vores lillebitte søn endelig blev lagt på den lave briks gik der ikke engang et minut før han begyndte at hulke i søvne. Ørelægen forklarede os at der havde været rigtig meget væske på begge ører, og at Jonte nok har haft nedsat hørelse i nogen tid. Til gengæld var der ingen betændelse. Jonathan hulkede højere og højere, og var selvfølgelig stadig meget påvirket af narkosen. Det var ikke rart at se eller lytte til. Overhovedet ikke rart. Han vred sig så meget at Niklas tilsidst bad mig tage ham op og vugge ham, og det gjorde jeg, men intet hjalp, og han græd stadig med sammenknebne øjne da jeg lagde ham over i Niklas' arme og opdagede blodpletterne på mine arme, der hvor hans ører havde hvilet. Vi fik straks efter lov at gå, efter at narkoselægen (tror jeg) havde chekket ham og clearet os.
Så gik turen hjemad, og Jonte sad på Pappas arm hele vejen hjem og græd ikke længere, men var meget stille. Hjemme slugte han en dobbelt portion grød, lidt yoghurt og faldt i søvn i mine arme i mors of fars seng. Vi sov i ske en times tid, så var ungen frisk som en havørn igen (men ikke moren!). Og så begyndte festen ellers - snakkefesten!!! Der har ikke været stille siden han vågnede. Det må være pga. at han nu endelig kan høre sig selv ordentligt..? Allerede nu kan vi høre at der er sket noget med hans måde at snakke på. Han snakker meget mere og meget (MEGET) højere nu i eftermiddag end han plejer. Han nærmest råber, og bruger flere nye lyde vi ikke har hørt før - det er faktisk ret sjovt at høre ham baby-vrøvle-råbe løs (selvom en lille pause da også skulle være velkommen)! Måske kommer de ord, som han kunne sige før han blev syg, tilbage igen? Så vidt jeg husker var vi oppe på 7-8 ord som han brugte lidt hulter til bulter... Men han har "glemt" dem alle sammen igen siden han begyndte at skrante for alvor midt i januar...
Nu vil jeg tage en lille morfar, og så skal der steges krondyr-steaks som man lige fandt på bud i Rema.
Buenos dias
Rosa
