Ked af det.. forvirret...

jeg ved ikke lige hvor jeg skal gøre af mig selv.. har ikke nogen jeg kan tale med om det her.. vil ikke have nogen skal vide det ... og vil bare af med det...

jeg føler mig ked af det næsten hele tiden... jeg er ikke taget i skole, vel fordi det er "nemmere" at blive hjemme.. tror det er det med at se andre mennesker i øjnene...

I fredags da jeg var blevet hjemme fra skole pga. migræne.. min mand og jeg kom op og skændes.. vi skal flytte og jeg skulle tale med vores udlejer.. og jeg følte bare jeg ikke kunne.. det var for akavet og jeg ville vente.. det hastede jo ikke.. men det mente han at det gjorde. han var dominerne og meget vred! han har aggressions problemer.da han ikke fik sin vilje rev han hårdt fat i min mave.. jeg har blå mærker.. og jeg er endnu mere ked af at sige det ikke er første gang!

han er den dejligste far! og har måske 95% gode dage og 5% dårlige .. men de dårlige er også bare de Værste dage i mit liv!

alligevel kan jeg ikke få mig selv til at gå fra ham! jo når jeg står I skænderiet og han slår eller truer så siger jeg han skal skride.. og jeg er så vred og ligeglad at han bare kan skride ad helvede til. nogle gange går han og kommer tilbage nogle timer senere.. ikke at jeg glemmer og siger alt er godt igen.. for jeg er sur i lang tid efter... men på en eller anden måde lægger jeg det bag mig.. jeg ved ikke hvordan.. som om jeg ser det som personlighedssplatning .. som om ham "den søde" er ikke den samme som ham "den onde"

jeg har også en eller anden følelse om at jeg bliver nød til at holde masken overfor min egen familie de ved ikke noget.

jeg sidder og læser hvad jeg nu skriver og tænker hvor ynkelig jeg er .. og hvordan kan jeg gøre det her mod mig selv.. og hvad hvis det engang foregår foran vores dreng.. vil jeg virkelig udsætte ham for den mulighed...

hvorfor kan jeg så ikke få mig selv til at gå min vej.. hvorfor udsætte mig selv for det igen og igen. og stadig sige jeg elsker ham ??? hvordan kan det lade sig gøre...største delen af tiden føler jeg det virkelig.. og har vel en eller anden gammeldags tanke at skilsmisse bare ikke er en mulighed..

regner ikke med svar.. jeg har det bare elendigt... jeg tør ikke sige det til nogen... selvom hans familie ved om hans sygedomme og problemmer med aggression..

jeg vil gerne gøre denne uddannelse færdig.. mangler kun små 7 måneder..

Når du føler dig ked af det hele tiden, er det ikke kærlighed!

Kom væk derfra for din søns og din egen skyld!

Du kan jo godt gennemføre din uddannelse efter at være gået fra ham?

Synes også du skulle kontakte din egen læge, og snakke om depression..

Nenus skriver:

Når du føler dig ked af det hele tiden, er det ikke kærlighed!

Kom væk derfra for din søns og din egen skyld!

Du kan jo godt gennemføre din uddannelse efter at være gået fra ham?

Synes også du skulle kontakte din egen læge, og snakke om depression..

er helt enig i det. har en veninde i næsten samme sted og siger hun burde gå fra ham. du burde ikke gå og være ked af det og have en deprission for så er du jo ikke glad. derfor er det ikke et godt forhold og kan jeres søn mærke. det er ikke godt for nogen af jer. 

Det jeg bider mest mærke i når jeg læser det du skriver er, at han har taget fat i dig, så du har fået blå mærker! Det er slet ikke i orden og det skal du bestemt ikke finde dig i.

Uden at være læge eller psykolog vil jeg godt påstå og sige, at dine problemer nok skyldes at din kæreste er ustabil og han burde få bearbejdet/behandlet hans aggressioner, så det ikke gå ud over andre. Derudover synes jeg at du skal snakke med din læge om det, så h*n kan finde ud af om du skal snakke lidt med en psykolog. Der er intet flovt eller ynkeligt i det du skriver, tværtimod!

Vil ikke skrive at jeg synes i skal gå fra hinanden eller andet i den dur, men synes virkelig at du skal snakke med en prof. om det og evt snakke stille og roligt med kæresten om jeres problemer. Kan være at han godt vil have noget hjælp. Synes så, at du skal sige det til ham når i har jeres "gode periode" og ikke den dårlige, for så bliver han nok bare endnu mere sur.

Du kan sagtens ringe til din læge og få en tid med det samme, så du kan få snakket ud om det og ikke skal og bære på alle de ting alene.

/Fenja

Det jeg bider mest mærke i når jeg læser det du skriver er, at han har taget fat i dig, så du har fået blå mærker! Det er slet ikke i orden og det skal du bestemt ikke finde dig i.

Uden at være læge eller psykolog vil jeg godt påstå og sige, at dine problemer nok skyldes at din kæreste er ustabil og han burde få bearbejdet/behandlet hans aggressioner, så det ikke gå ud over andre. Derudover synes jeg at du skal snakke med din læge om det, så h*n kan finde ud af om du skal snakke lidt med en psykolog. Der er intet flovt eller ynkeligt i det du skriver, tværtimod!

Vil ikke skrive at jeg synes i skal gå fra hinanden eller andet i den dur, men synes virkelig at du skal snakke med en prof. om det og evt snakke stille og roligt med kæresten om jeres problemer. Kan være at han godt vil have noget hjælp. Synes så, at du skal sige det til ham når i har jeres "gode periode" og ikke den dårlige, for så bliver han nok bare endnu mere sur.

Du kan sagtens ringe til din læge og få en tid med det samme, så du kan få snakket ud om det og ikke skal og bære på alle de ting alene.

/Fenja

 

Tak for dit svar ..

Først og fremmest vil jeg lige sige jeg giver ikke undskyldniger for hans opførsel! Jeg er ikke dum. jeg ved godt det han gør er forkert ! Og det ved han også selv - bagefter...

Men jeg tror ikke på at 5% af et forhold skal afgøre at det skal være slut!

Han får hjælp, han får kognitiv psykolog, som hjælper med hans sygdom (Adhd i psykotisk grad) hvor han også ærligt har indrømmet måden han bliver overfor mig på. Jeg mener bare ikke han får nok hjælp hurtigt nok..

Jeg tør ikke snakke med en læge eller en psyk. dels fordi jeg er bange for (og jeg kan ikke udrykke det nok jeg VIL IKKE gå fra ham!) -jeg er extremt bange for at de siger jeg SKAL gå fra ham ellers tager de vores søn ? ved ikke om det overhovedet er noget de kunne finde på.. men jeg ved ikke hvordan systemet virker..  jeg tænker at det er sådan noget de kunne finde på hvis jeg indrømmer at jeg er så ked af det.. og min mand også er så syg som han er...

Jeg ved jeg er en god mor. Og min mand en god far, og som skrevet før har vi et "normalt" forhold 95% af tiden.. Vi er kærlige passionelle og elsker hinanden.

Men når økonomien presser, eller der er andre stressede situationer.. eller han ikke kan få tingene som han vil have dem.. ja så er der dele af hans sygdom ham og hans psyk. har prøvet at fortælle mig at når hans aggressioner koger KAN han ikke styrre dem... 

Det jeg tror der egentlig ligger bag jeg oprettede indlæg var at jeg vil have hjælp til hvordan jeg klare det her som en person.

Ikke som kone eller mor men som bare MIG.

Jeg er enormt god til at have "maske på" og vise at vi er den lykkeligste familie.. og jeg tror det vil være den største udfordring at virkelig vise hvor ked af det jeg er.. ved godt det er kojon agtigt at reagere sådan.. Men det kommer automatisk når nogen spørger hvordan det går osv. at "male det perfekte" billede er næsten midt speciale...

Er det forkert jeg er bange for at søge psyk. ?
Til at snakke om hvordan jeg klare at leve med min mands sygdomme.. eller ville de lytte og forstå og hjælpe mig... og ikke bare sige jeg skal gå fra ham?

Nenus skriver:

Når du føler dig ked af det hele tiden, er det ikke kærlighed!

Kom væk derfra for din søns og din egen skyld!

Du kan jo godt gennemføre din uddannelse efter at være gået fra ham?

Synes også du skulle kontakte din egen læge, og snakke om depression..

Jeg ved godt jeg kan gennemføre uddannelse hvis jeg gik fra ham teknisk set. Men psykisk - Nej! Jeg VILLE ikke have vi går fra hinanden!! Og DET ville ikke være det bedste for vores søn!

noget jeg ikke forstår er hvordan i al verden du kan forsvare de ting han gør ved dig... for for mig lyder det som forsvar at sige at du ved at det manden gør er forkert, men han er jo syg, og derfor vil du ikke gå efter hjælp, og du vil ikke gå fra ham...

Hvis manden har et problem, burde det være hans pligt ikke kun for din men sgu også for jeres barns skyld, at få den hjælp som gør at han er i stand til at være den gode far som du siger han er.

Anonym skriver:

Tak for dit svar ..

 

Først og fremmest vil jeg lige sige jeg giver ikke undskyldniger for hans opførsel! Jeg er ikke dum. jeg ved godt det han gør er forkert ! Og det ved han også selv - bagefter...

Men jeg tror ikke på at 5% af et forhold skal afgøre at det skal være slut!

Han får hjælp, han får kognitiv psykolog, som hjælper med hans sygdom (Adhd i psykotisk grad) hvor han også ærligt har indrømmet måden han bliver overfor mig på. Jeg mener bare ikke han får nok hjælp hurtigt nok..

Jeg tør ikke snakke med en læge eller en psyk. dels fordi jeg er bange for (og jeg kan ikke udrykke det nok jeg VIL IKKE gå fra ham!) -jeg er extremt bange for at de siger jeg SKAL gå fra ham ellers tager de vores søn ? ved ikke om det overhovedet er noget de kunne finde på.. men jeg ved ikke hvordan systemet virker..  jeg tænker at det er sådan noget de kunne finde på hvis jeg indrømmer at jeg er så ked af det.. og min mand også er så syg som han er...

Jeg ved jeg er en god mor. Og min mand en god far, og som skrevet før har vi et "normalt" forhold 95% af tiden.. Vi er kærlige passionelle og elsker hinanden.

Men når økonomien presser, eller der er andre stressede situationer.. eller han ikke kan få tingene som han vil have dem.. ja så er der dele af hans sygdom ham og hans psyk. har prøvet at fortælle mig at når hans aggressioner koger KAN han ikke styrre dem... 

Det jeg tror der egentlig ligger bag jeg oprettede indlæg var at jeg vil have hjælp til hvordan jeg klare det her som en person.

Ikke som kone eller mor men som bare MIG.

Jeg er enormt god til at have "maske på" og vise at vi er den lykkeligste familie.. og jeg tror det vil være den største udfordring at virkelig vise hvor ked af det jeg er.. ved godt det er kojon agtigt at reagere sådan.. Men det kommer automatisk når nogen spørger hvordan det går osv. at "male det perfekte" billede er næsten midt speciale...

Er det forkert jeg er bange for at søge psyk. ?
Til at snakke om hvordan jeg klare at leve med min mands sygdomme.. eller ville de lytte og forstå og hjælpe mig... og ikke bare sige jeg skal gå fra ham?

Nej men det var også derfor at jeg skrev at jeg ikke ville skrive, at i skal gå fra hinanden - for det første fordi at det er jeg slet ikke den rette person til at afgøre og for det andet har du skrevet at disse problemer ca er 5 % af jeres forhold.

Du kan sagtens bede om hjælp uden at skulle miste din søn - det er jo ikke dig der er "problemet" - du lever med en mand der er syg og mange mennesker lever i forhold med deres børn, hvoraf den ene part er syg. Og fordi man er psykisk syg kan man sagtens få og have børn uden at man er dårlig forældre.

Hvis du gerne vil uden om det hele, så skal du gå udenom din læge og tage direkte kontakt til en psykolog - du vil nemlig under alle omstændigheder selv skulle betale hvad det koster at gå hos sådan en. Så vil der vil 100 % tavshedspligt og du vil kunne få læsset af når du er ked af det. Ingen siger at du skal gå der hver eller hveranden uge. Du bestemmer helt selv, hvornår du synes der er brug for det.

Hvis økonomien ikke er til det vil det være bedst for dig at snakke med lægen om det - og husk at denne også har tavshedspligt medmindre du skader dig selv eller dit barn. Vil også tilføje, at det slet ikke er unormalt at være nervøs for at skulle gå til en prof. uanset hvilke problemer man går med. Du skal bare vide, at du bestemt ikke er den eneste der går med tanker som dine og at du sagtens kan få den hjælp du skal have, hvis du beder om den.

Hvis din kæreste er i behandling og den ikke virker som den skal bør i tage kontakt til behandleren og fortælle at det ødelægger mange ting i jeres hverdag, at han ikke få behandlingen hurtigt nok.

Håber både du og din kæreste får den hjælp i skal have, så i kan klare skærene

/Fenja

Kunne det evt. være en mulighed, at du ind i mellem kom med til nogen af de samtaler han går til?

På den måde kunne du måske hører lidt omkring de tanker han sidder med, og evt. få en nærmere forståelse for hvorfor han gør som han gør (ikke at jeg på nogen måde forsvarer hans handlinger).

Ligeledes kunne du fortælle om dine tanker. Både overfor ham, men også overfor en anden person, der efterfølgende forhåbentlig vil kunne give jer nogen fælles værktøjer, I sammen kan arbjede med.