At stå ved sine ord og handlinger (meget langt)

Der er flere der har spurgt hvorfor den nye gruppe er mig så meget imod og hvorfor jeg ikke bare melder mig ind - jeg er jo plusmedlem i forvejen, så jeg kan jo skrive og alt muligt i den....

Det har givet stof til eftertanke, og selvom jeg ikke skylder jer en forklaring, giver jeg den gerne alligevel Hvis du har tænkt dig at læse det hele, så snup lidt at drikke - det bliver langt...

Jeg har haft en udfordrende barndom. Min far var alkoholiker, og selvom han aldrig slog os, var han ufatteligt ubehagelig når han drak og det skete jævnligt at han gik amok og smadrede hele huset - ofte om natten. Jeg husker en morgen jeg stod op hvor han havde smadret stuen og køkkenet og der var ketchup alle vegne.. jeg var panisk angst for at der var en der var blevet slået i hjel.

Min mor var lige fyldt 20 da hun fik mig og havde ikke rigtigt noget netværk og ingen uddannelse. Hun er i dag enormt bange for at hun ikke gjorde det godt nok, men hun gjorde det så godt hun kunne og hun gjorde hvad hun fandt rigtigt, og det er det vigtigste. Hun beskyttede mig så godt hun kunne og de ting der efterfølgende er sket er ikke hendes skyld.

De havde købt et stort hus på 250 kvm i en lille landsby i midtjylland og renoveret det, og min mors storebror og hans kone boede i starten i den anden ende. Siden blev det forskellige af deres venner og huset fungerede som kollektiv - med folk der røg tjald i stuen om aftenen og der blev dyrket hamp i baghaven. Alle de forskellige mennesker der boede der, var gode ved mig og bortset fra min fars druk, var jeg vel lykkelig. Da jeg var 7 blev min lillebror født, og kort tid efter gik min far konkurs med sit firma (han var skovarbejder og havde et enkeltmandsfirma). Uden at vide det, gætter jeg på at det var fordi han brugte mere tid på at drikke end på at arbejde. Huset røg på tvangsauktion og mine forældre lejede en gård i udkanten af byen - 6 måneder senere gik de fra hinanden og jeg husker det som noget godt - endelig var der fred.

Nogle af min mors venner havde købt et hus på landet ved Ringkøbing og der var et lille 2 værelses hus liggende på grunden, som min mor lejede for stort set ingenting, mens hun tog en uddannelse og prøvede at opdrage 2 børn på 2 og 9. Mellem min lillebrog og hendes lektier, var der ikke meget tid til overs til mig, men jeg ved at hun gjorde sit bedste og jeg forstod hvorfor det var nødvendigt.

Min far boede stadig på gården i den lille midtjyske landsby... vi så ham hver 2. weekend og som regel kunne han holde sig nogenlunde ædru, når han ikke kunne, passede jeg min lillebror. Jeg ved at min mor skændes med ham om hans alkoholforbrug mange gange men han truede med statsamtet hver gang, og min mor bøjede sig... nok lige så meget fordi hun mente at vi havde ret til at kende vores far, og han VAR en god fra når han ikke drak.

Jeg kan faktisk ikke huske hvornår det startede... jeg har nok været omkring 7. Vi var en gruppe børn der kom meget hos en fyr, der boede lidt udenfor byen. Han havde masser af dyr og en go-kart.. og en smag for meget unge piger, fandt jeg ud af... Misbruget fortsatte indtil min far forbød mig at komme der, da jeg var omkring 10... jeg vidste det ikke dengang men han fortalte senere at han synes manden var lige lovligt interesseret i mig, og han prøvede at snakke med mig om det mange gange, men jeg afviste ham hver gang og sagde ikke noget - hvorfor ved jeg egentligt ikke... skam, frygt... jeg var fuld af forvirrede følelser og jeg havde det psykisk rigtigt skidt. Desværre troede omverdenen at det skyldtes min forældres skilsmisse, så bortset fra min fars vage mistanker var der ikke nogen der vidste noget.

Jeg blev ældre og selvom jeg var dygtig i skolen fik jeg det værre og værre psykisk - jeg begyndte at pjække, ryge og drikke i hverdagene og selvom jeg altid har været indadvendt, men nu blev jeg en decideret enspænder. Min barndom havde modnet mig i en grad, så mine klassekammarater og jeg var på helt forskellige stadier. Jeg er blevet drillet en del, men jeg vil ikke kalde det mobning - mobning kræver vist at man tager sig af det, men jeg var totalt ligeglad med dem jeg gik i klasse med. De få venner jeg havde var 4-5 år ældre og det var dem jeg festede og drak med.

Jeg prøvede gymnasiet, men faldt aldrig til - jeg havde mere travlt med at pjække og drikke i et aldrig helt succesfuldt forsøg på at undgå at høre den stakkels, lille misbrugte pige inden i, som jeg havde låst inde bag høje mure og bedøvet med alkohol og ligegyldighed.

Mine forældre begyndte at ane at der var mere end bare en skilsmisse i vejen og til sidst indrømmede jeg at jeg var blevet misbrugt, men jeg ville ikke høre tale om hverken at melde ham eller at se en psykolog. Jeg havde intet ønske om at rippe op i tingene og på det tidspunkt kunne jeg ikke se hvad det gjorde ved mig. Jeg tænkte ikke så meget (jeg var jo teenager), men jeg havde ondt og jeg gjorde mit bedste for at læsse min smerte af på resten af verden.

Hårdt presset gav jeg min far lov til at i det mindste fortælle det til de venner han havde i landsbyen, så de kunne holde deres børn væk fra ham.

Samtidig havde min mor fundet en ny mand. De flyttede sammen da jeg var omkring 9 og han var (og er iøvrigt stadig) en rigtig god mand. Hun var færdig med sin uddannelse og tingene så lyse ud... ihvertfald for resten af familien. Han var super med min lillebror, men holdt altid mig på afstand. Jeg troede i mange år det var pga. min opførsel og jeg prøvede virkeligt at ændre den i den periode, men intet virkede... han ville ikke have noget med mig at gøre. Min mor fortalte mig mange år senere at han var panisk angst for at jeg ville anklage ham for at misbruge mig - noget han aldrig har gjort og vi har iøvrigt et rigtigt godt forhold den dag i dag, selvom jeg godt stadig kan mærke at jeg anstrenger mig ekstra meget for at gøøre ham tilfreds - sandsynligvis som reaktion på alle de års afvisning.

Da jeg droppede ud af gymnasiet rejste jeg rundt i landet og arbejde med heste fuldtids, bl.a. på Billund Travbane og i Viborg. Istedet for at overdøve den lille pige med alkohol, druknede jeg hende i arbejde. jeg arbejdede noget der ligner 90 timer om ugen i den periode og havde kun fri hver 3. weekend. Efter 1 års tid på den måde, havde jeg fået nok og flyttede ind hos min far, der i mellemtiden var flyttet Herning.

Der blev jeg konfronteret med konsekvenserne af mine handlinger - eller mangel på samme.

Det ringede på døren en søndag eftermiddag og udenfor stod et par af min fars venner fra føromtalte lille landsby, sammen med deres datter. Hun havde 14 dage før forsøgt at begå selvmord ved at spise piller og under den efterfølgende psykologsamtale fortalte hun at hun var blevet misbrugt! I kan selv gætte af hvem...

Den lille pige brød fuldstændigt sammen og den destruktive teenager sad som forstenet, mens den hårde skal brød sammen omkring hende...

Jeg kunne have forhindret at den uskyldige 14 årige pige var blevet misbrugt. Jeg kunne have stoppet ham. Jeg valgte at gøre intet og det var andre der betalte prisen. Aldrig før eller siden har noget gjort så ondt. Jeg havde lyst til at skrige af verden og græde og slå og...

I dag har jeg accepteret min del af ansvaret for det, og selvom det stadig gør ondt, har jeg accepteret at skylden er en del af mig, og jeg har fred med det.

Efterfølgende fulgte en retssag som jeg har fortrængt meget af. Det er et slør af afhøringer og hastværk og advokater og politiet og psykologer... Det skulle gå stærkt fordi sådanne sager har forældelsesfrister og for "anden kønslig omgang end samleje" var den på det tidspunkt 10 år, og vi var ret tæt på den frist. Sagen blev afgjort af en domsmandsret med 1 dommer og 2 (eller var det 3?) domsmænd. Dommen lød noget i stil med at selvom jeg var et utroligt troværdigt vidne, og de ikke så nogen grund til at tvivle på hvad jeg fortalte, var sagen så gammel af de ikke følte sig kompetente til at afgøre den, så det blev en frifindelse. Både politianklageren og hans forsvarer forklarede at det betød at vi skulle videre i landsretten, men statsanklageren i Viborg valgte ikke at anke, da han ikke mente at han kunne vinde den... så han gik fri...

Jeg fejrede hans frifindelse på den eneste måde jeg kendte - masser af alkohol, og på det tidspunkt boede jeg i Herning og havde ikke mit gamle netværk af fest kammerater, til at holde mig ude af de værste problemer, så denne gang endte jeg på stoffer i stor stil. Stort set alle slags, og i store mængder. Det eneste der interesserede mig var hvornår jeg kunne få fat i mere og hvordan jeg fik pigen til at holde kæft. Jeg havde gjort hvad jeg kunne, det virkede ikke. Nu gad jeg fandeme ikke høre mere på hendes klynken.

Jeg var 17 år gammel...

Det næste år husker jeg ikke ret godt og jeg har heller ikke meget lyst til at prøve at huske hvad jeg gjorde og hvem jeg gjorde det med/mod for at få fat i flere stoffer, men jeg slap heldigvis uden om politiet, så jeg fik ikke noget på min straffeattest.

Jeg mødte en sød fyr, der samlede mig op, hjalp mig med at droppe stofferne og den overdrevne brug af alkohol og som holdt om mig igennem alle mareridtene og abstinenserne og alting. Han gav aldrig op og den dag i dag elsker jeg ham for det. Desværre ødelagde hele processen vores forhold - tilsidst kunne jeg ikke føle andet end venskab for ham og efter 4 år flyttede vi hver til sit.

Jeg har haft en masse at bearbejde og det har været en lang process, der har involveret en masse selvransagelse og for mig har det vigtigste punkt hele vejen igennem været at tage ansvar for mine handlinger og stå ved mine ord. Uanset om resultatet af ansvaret og ordene ikke har været hvad jeg har tænkt mig. Det er efterhånden blevet mit mantra.

I dag har jeg lukket den lille pige ud, taget hende i hånden og hjulpet hende til at blive voksen og lovet hende at jeg aldrig svigter hende igen. Jeg vil ALTID stå ved mit ansvar og mine ord, fordi hvis jeg begynder at prøve at undvige og bortforklare, hvad bliver det næste så? En øl at slappe af på? Lidt vin eller en drink?

Jeg kan tage hvad som helst verden smider i hovedet på mig - lige fra min SA over min utætte hjerteklap til min sclerose - fordi jeg altid møder det med oprejst pande og ikke prøver at skjule, undvige eller bortforklare noget. Så længe den lille pige og den vrede teenager har hinanden kan vi klare alt! Fordi vi har allerede været igennem helvede og tilbage igen og så længe vi holder sammen, overlever vi og så længe vi overlever bliver vi stærkere. Jeg har bearbejdet min barndom og forligt mig med den, og dermed har jeg sagt farvel til mine dæmoner. Jeg vil ikke gå og skjule mig i frygt, men jeg har bearbejdet og accepteret min opvækst, mine valg og min andel i min og andres skæbne og selvom der er en masse jeg gerne havde været foruden, har jeg ikke mulighed for at ændre det, og derfor har jeg sluttet fred med det.

For mig føles anonyme indlæg og lukkede grupper som at undvige og skjule og ikke tage ansvar for sine ord og handlinger, og jeg skal ikke have muligheden for at gøre det. Offentlighed holder mig ansvarlig, hvis det giver mening.

Sikke et indlæg, Skouboe!

Utrolig velskrevet og helt ind til benet. Ingen fingre i mellem eller unødige ord. Det har jeg stor respekt for!

Jeg har respekt for dine tanker om det anonyme og "det lukkede rum", ligesom jeg har respekt for de andres -modsatte- holdninger.

Det er noget af et liv du har levet - på godt og ondt. Som een der har oplevet meget, kan jeg kun misunde dig lidt for din evne til at acceptere og finde fred i hændelserne. Der er jeg ikke kommet til.. ENDNU! Jeg kommer det en dag, men hvornår kan jeg ikke sige. Det er en process der tager tid og kræfter, og nogle gange er det mere simpelt end andre.

Tak for din åbenhed og for din fortælling!

Hold da helt op.... Jeg bliver meget berørt af dit indlæg...

Det er jo... jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige...
Man føler man kender folk så godt herinde og så findes der bare rigtig mange ting og rigtig mange forfærdelige og triste ting som vi intet kender til....

Jeg har utrolig stor respekt for dig!!!

Det var stærkt og barskt men også bevægende og rørende og ja alle-mulige-følelser, at læse din historie.

Jeg har ikke så meget klogt at sige. Men jeg vil fortælle, at jeg har læst det hele, og er beæret over, at være blevet "lukket ind" i dit fortids og nutids liv.

Sikke en masse at have været igennem. Hvor er det beundringsværdigt, at høre din historie, og så kende dig som den stærke kvinde du er idag.

Jeg tager hatten af for din måde at føle og tænke om det hele nu.

Du er sgu en sej kvinde, Pernille ....også selvom meget af det ikke har været efter eget valg eller ønske. Det har jo stadig gjort meget til, hvem du er idag. Og "på den anden side", står der (ser jeg dig som) én der vandt over sin skæbne, og står ved sig selv på godt og ondt. Det er en sejr i sig selv, at være så troværdig mod sig selv, og være SIG SELV! Stor respekt! 

Hold da op Pernille - jeg er helt mundlam.

Jeg har den dybeste respekt for dig.

Din historie kommer helt bag på mig, den havde jeg sku ikke lige set komme - og kan slet heller ikke forestille mig at den SUPER kvinde du er har været så meget igennem.

Jeg skal lige "tygge" lidt på dit indlæg, for der står meget som jeg ikke bare kan se hen over lige nu.

Du skal sku have en KÆMPE krammer

 

du har før fortalt mig meget overfladisk at der "var noget" hos dig også og jeg er enormt glad over, at du nu føler at du vil åbne op og fortælle hvad "det" er. TAK! for din tillid!

vores historier er slet ikke ens og måske er det derfor vi reagerer helt forskelligt på fx den lukkede gruppe.

Pernille...............du får et stort kram af mig...............fordi du ville dele din barske historie med mig og de andre. Det var en stærk beretning, som berørte mig dybt.

Jeg har som dig, også haft en barsk opvækst.....................og jeg har arbejdet meget med mig selv, igennem 30'erne v.h.a psykologer og psykiater. Jeg har tilgivet i dag...............og ved at både min mor og far gjorde det bedste de kunne.

Mestring kan bestå i at dele....................også i al offentlighed, men nogle vælger helt at lade være med at dele (mig selv), og andre igen, deler i lukkede fora, hvor de er trygge. Den ene mestring er ikke forkert i forhold til den anden, de er bare forskellige.

Jeg håber at denne twist med lukkede rum contra åbne fora, ikke får vores dejlige lille gruppe "ud på dybt vand". Jeg har i hvertilfælde tænkt mig at fortsætte her i det åbne, men naturligvis svare på relevante og personfølsomme indlæg i det lukkede rum.

Det lyder godt nok voldsomt. Hvor er det SEJT at du er kommet godt ud på den anden side af alt det!!! Hold da op!!!!

Jeg tænker bare at det ikke er alle der kan eller vil stå ved alt der sker i deres liv. Åbent. Jeg tænker da også at der kan dukke anonyme indlæg op inde under NS-gruppen. Ano kan være rar at dække sig under når der er noget der gør rigtig ondt. Mange gange når folk finder ud af at det alligevel ikke var så farligt at sige højt afslører de sig selv. Men det er jo den der usikre pige inde i en selv der er bange for at blive dømt der gør at man nogle gange opretter som ano. Men sejt at du tør stå ved det hele.

Du er så sindssygt god til at få ting, der er megasvære skrevet ned med en legende lethed. Du er et af de sejeste mennesker jeg kender, du er en fighter, du er beundringsværdig og du er så skidehamrende sej! Tusind tusind tak fordi du deler ud af dig selv og din historie...som rummer så meget og som alle historier af den art gør mig ked og gal...INGEN børn, INGEN mennesker skulle kunne udsættes for og gennemgå den slags...