En smule langt!
åh, håber virkelig nogen herinde kan gi' et godt råd! Har en rigtig god veninde, som er gudmor til bebse. Vi har været tætte veninder i rigtig mange år og vi hygger os gevaldigt når vi er sammen, ville gå igennem ild og vand for hende og ved hun ville gøre det samme for mig. Hun står altid klar hvis jeg har brug for hende, og åbner gerne sin dør og låner mig hendes sofa, hvis alt er gået op i en spids herhjemme..
Under min graviditet har hun fulgt rigtig meget med og har kunne bruge hende rigtig meget til mange ting, da hun har en datter på 2½.. Hun var en af de første til at ringe og sige tillykke og en af de første til at komme forbi og se guldklumpen.
Men! Hver gang hun er her nu, er det som om hun SKAL kommenter den måde vi er forældre på og hun prøver hver gang at finde fejl hos os..Hvis bebse har en smule rød numse, har vi gjort et eller andet forkert, hun mener hun ved bedst, og selvfølgelig ved hun mere om det end mig, da hun jo har været igennem det, men det føles som om hun vil opdrage på bebse herhjemme og det mener jeg bestemt ikke hun skal. Jeg kunne aldrig selv finde på at opdrage på hendes datter, det er jo ikke mit barn, så jeg skal da ikke blande mig i den måde hun vælger at gøre det på.
Hun mener ikke bebse har nok tøj på når hun er her, hvilket jeg vil mene hun har.. Hvis vi er ude med barnevogn mener hun bestemt bebse skal smelte nede i den stakkels lift og det har jeg fået lært de ikke må.. Bebse skriger og og bliver ked af det fordi det er for varmt, så jeg klæde de fleste gange bebse om og kan mærke på min veninde det huger hende ikke. Ofte bliver hun kort for hovedet hvis jeg ikke gør som hun ville have gjort og ender til sidst med hun smutter..
Jeg har prøvet at tale med hende om det, og forklaret hende jeg gør hvad jeg føler med mig selv er rigtigt og selvfølgelig lytter jeg på hendes råd, og tager det til mig, men det er jo ikke altid man har samme mening om hvordan man skal og ikke skal. Hun er meget streng i det overfor sin datter, og det er helt fint hun har valgt den måde, hvor vi herhjemme er lidt mere large i det.
Håber ikke det er alt for rodet, men har hvilke brug at komme ud med det. Det nager mig rigtig meget hun er sådanne og at hun ikke kan lade vær med det. Det gør mig ked af det, og føler mig tit som en virkelig dårlig mor når hun er taget herfra.. Og som en dårlig kæreste overfor manden.. Hun har altid haft et eller andet imod ham, så da jeg luftede tanken om bryllup for hende blev hun virkelig sur på mig og sagde jeg skulle tænke mig om og ikke bare gøre det fordi jeg er forelsket osv.. Hvorefter hun fortæller at hun og kæresten selv har tænkt på at tage væk for at blive gift.. De har kendt hinanden et par mdr, og selvfølgelig skal de da gøre det hvis de føler for det, men her tænker jeg så: Hvorfor i alverden skal hun belære mig og at gå for hurtigt frem hvis hun selv gør det? Åh mit hovede køre og køre rundt.. Aner ikke hvad jeg skal sige til hende uden at miste hende..
Tror i hun er jaloux over hvordan mit liv pludselig er begyndt at gå godt i forhold til hvad det har gjort? Hun har altid haft det 'nemmere' osv end jeg har.. Men da det begyndt at gå op ad bakke for mig, begyndt det at gå ned for hende og det var egentlig der det hele startede..
Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre - for vi har det jo som sagt super godt sammen og hygger os, lige indtil hun begynder at påpege ting eller begynder at tale 'grimt' om kæresten..
Hvad ville i gøre? Og tak for i læste med!
