AAARRRGH!! fucking..sfhsdfhdfafgf

Nå, men hidser mig lige op(tilføjelse til sloggi)
Min knægt spiser SÅÅÅÅÅ godt i dp...både morgenmad og masser af frokost. Når han kommer hjem får han lige en kiks eller lign mens vi får leget, handlet ind og lavet mad MENS han hænger i ens bukserben og hiver og tuder og vil have sin mad,så løber han over til sin stol og begynder at kravle op. Spiser 4 mundfulde og så flejner han helt.... Spytter.....som Tif, sin mad og eller tager den og og smider direkte på gulvet eller tilbage på tallerkenen. Nægter så at indtgae mere føde og kaster hovedet fra side til side eller siger nej nej nej.
Når han så kommer ned og hvis vi ikke har spist endnu og skal spise, så vil han pille i vores mad. Ikke nødvendigvis spise den, men bare mase den og kaste den.
Og får han ikke sin vilje bliver han skod sur og hyler i laaaaang tid.
Jamen min søde dreng er bare så skide sur og så starter hyleriet igen.
Som om intet vi gør er godt nok.
Bliver sgu vanvittig af at lave mad til ham hver dag han alligevel bare smider rundt med.
Og det med at nive og kradse...hvad fanden er det for noget.
Min søde milde bløde dreng er bare begyndt at nive og kradse bare for sjov.
Faktisk har han i flere dage været krop umulig i flere timer af gange hvor han bare skiftevis hyler eller brokker sig. Så klarer han lige op 2 sek hvor vi hygger og danser til musik osv...og så starter dramaet sgu forfra.
Nogle dage tænker jeg virkelig " har jeg energi til ednu et barn der skal være krop umulig på samme tid o.lign." Orker det næsten ikke de dage, men er jo altså halvvejs så no way back.
Og havde heller ikke de tanker før, men det var der også kunlidt brok, nuer det bare så tit..ØV

Øv.. Jeg havde lige skrevet et langt indlæg med flere eksempler på, hvordan vi oplever noget af de t samme herhjemme, og så laver min pc et mærkeligt nummer og pist var mit indlæg. Nå, jeg vil altså nøjes med at gengive konklusionen.
Jeg tror, megen af den hysteri vi oplever for tiden, kan bunde i frustrationen over ikke at kunne gøre sig tilstrækkelig forståelig/kunne kommunikere - eller frustrationen over, at vi forældre ikke bare kan fatte, hvad barnet vil eller ikke vil.

Bliver Sofie ulykkelig og vred ved maden - kaster med kruset eller basker maden ud over alt/giver maden til hunden, så tager vi maden væk og drejer hende (i højstolen) væk fra bordet. Selv spiser vi videre, uden at hidse os op, og når hun er faldet ned, prøver vi igen. Jeg synes faktisk, det virker, og hun falder hurtigere og hurtigere til ro igen.
Hun får ikke lov at komme ned, før vi også er færdige med at spise.
Det tager max. 30 minutter, og så har hun også haft alle chancer for at spise, hvis hun er sulten.
Når de niver og kradser, og det virker somom, det er for sjov, så tror jeg også, det er noget med at afprøve grænser.
Vi har vel en tendens til at lægge mere mærke til negativ end positiv adfærd. Alle de gange vi får et stort kram, et smil, et kys eller barnet gør noget godt: spiser et helt stykke rugbrød, drikker flot og uden at spilde, aer hunden på den rigtige måde, strækker sig-smiler-og siger ahhh, når det nyder at blive puslet og skiftet. Alt det gode kan meget hurtigt blive glemt, når ungen pludselig udfordrer én med en adfærd, man selv er opdraget til ikke at udvise.
Jeg kunne ikke drømme om at slå, bide, rive, kradse, svine med maden, hive hunden i næseborene eller kaste mig i gulvet ved den mindste form for modgang.
Når Sofie gør sådan noget, så bliver jeg vred og stresset indvendig, for så opfører hun sig ikke automatisk, sådan som jeg har lært at man opfører sig. - Og så føler jeg, at jeg er nødt til at gøre noget ved det NU.
Det er vel det, man kalder opdragelse?
Jeg skal indrømme, at jeg indimellem tænker som dig: Hvorfor gider jeg det en gang til? Men jeg er jo også over halvvejs med den næste, og desuden så er der vel også lidt udfordring i projektet: Kan det lade sig gøre at "uddanne" disse "møgunger" til ligeså duelige og hele mennesker som vi selv er blevet?
Jeg tror, det vi oplever med tossede unger er helt normalt, og jeg tror, det er godt vi har hinanden til at hælde ud over og give gode råd.

Alt dette ævl fra mig for at fortælle, at du/I ikke er alene med udfordrene børn.

- Helle - og så er det vist sengetid

åhh kender det så godt.. herhjemme er det samme madshow.. kan bare ik få ham til at spise sin aftensmad som han gjorde engang.. han kaster det og putter det op i håret. skriger og vrider sig.. ja you name it..

så kender godt din frustrationer.. og det må heller ik være nemt at takle når man er gravid .

ville bare lige skrive at jeg føler med dig

Sådan et cirkus har vi også ca hver anden aften - men får han rugbrød er der ingen problemer.... Så jeg ved ikke om det kan være pga kræsenhed - eller bare en demonstration af vilje?? Eller som Helle skriver, så en frustration over at de ikke kan udtrykke sig så præcist som de nu ved er muligt.

Men sikkert er det, at hvis de først er blevet sure, så er der bare ingenting, der er godt nok...

Her trøster jeg mig så med, at vi altid får at vide, at han spiser en masse i løbet af dagen i dp.

Men puuuuh - kender godt tanken om om man virkelig kan rumme to divaer, der kaster rundt med ting.... Det er selvfølgelig glemt såsnart de små søskende er ankommet :-)