... ?

Hej alle.

Jeg er 22 år.. 

Jeg har været sammen med min kæreste i 7 år. Jeg vil rigtig gerne have børn, har jeg villet siden jeg var 18... 

Problemet er at min kæreste ikke vil endnu, da han lige er blevet færdig med sin uddannelse, og håber på han får job efter sommerferien som elev.. 

Jeg er i gang med en længerevarende uddannelse, og vil sagtens kunne enten have en baby med eller tage overlov i et år eller resten af skoleåret.. 

Men regner med jeg vil have det med hvis jeg kan.. Nu er det jou ikke sikkert jeg når at blive gravid/ får født inden jeg bliver færdig om 3 år.. Men han mener at vi skal have en ordentlig indkomst og jeg skal være færdig med uddannelsen, men tror ikke jeg kan vente så lang tid.. 3-4 år 

jeg kan selvfølelig godt forstå han vil have et arbejde, men jeg får jou dobbelt SU i 12 måneder, så må vi jou bare lade vær med af fråse med pengene og spare hvor man kan.. Man finder altid ud af det 

Jeg er ved at blive skør.. 

Hvad skal jeg dog gøre ? Lade det gå over og glemme det og det kommer nok en gang.. 

Ps. han vil gerne have børn, bare ikke nu..

Øh. Du skal da i hvert fald ikke få et barn med ham, når han ikke vil. Det er da frygteligt egoistisk.

Dinna88 skriver:

Øh. Du skal da i hvert fald ikke få et barn med ham, når han ikke vil. Det er da frygteligt egoistisk.

Jah det ved jeg godt  
hehe skulle vidst også bare af med fustrationen  

Må jou bare vente

Anonym skriver:

Jah det ved jeg godt  
hehe skulle vidst også bare af med fustrationen  

Må jou bare vente

Du opstillede det jo som spørgsmål.

Men ja, det må du vel. Andet vil være både synd for barn og ham, hvis ikke han vil kendes ved det!

Hej alle.

Jeg er 22 år.. 

Jeg har været sammen med min kæreste i 7 år. Jeg vil rigtig gerne have børn, har jeg villet siden jeg var 18... 

Problemet er at min kæreste ikke vil endnu, da han lige er blevet færdig med sin uddannelse, og håber på han får job efter sommerferien som elev.. 

Jeg er i gang med en længerevarende uddannelse, og vil sagtens kunne enten have en baby med eller tage overlov i et år eller resten af skoleåret.. 

Men regner med jeg vil have det med hvis jeg kan.. Nu er det jou ikke sikkert jeg når at blive gravid/ får født inden jeg bliver færdig om 3 år.. Men han mener at vi skal have en ordentlig indkomst og jeg skal være færdig med uddannelsen, men tror ikke jeg kan vente så lang tid.. 3-4 år 

jeg kan selvfølelig godt forstå han vil have et arbejde, men jeg får jou dobbelt SU i 12 måneder, så må vi jou bare lade vær med af fråse med pengene og spare hvor man kan.. Man finder altid ud af det 

Jeg er ved at blive skør.. 

Hvad skal jeg dog gøre ? Lade det gå over og glemme det og det kommer nok en gang.. 

Ps. han vil gerne have børn, bare ikke nu..

Du skal gøre op med dig selv, hvor længe du vil vente - og om du er villig til at slutte forholdet, hvis han ikke vil være med inden for din tidsramme.

Selv ventede jeg i 14 år.. Det var en rigtig hård tur, men det hele værd. Jeg ville have barn med netop MIN mand. Desværre blev det sådan, at jo mere, jeg skubbede på, jo mindre klar blev han. Han fik nok ikke rigtig mulighed for at mærke, at han selv havde lyst til at blive far, fordi jeg skubbede så hårdt på. Det var rigtigt hårdt for forholdet, og i starten følte jeg mig meget alene. Med årerne fik vi mere forståelse for hinandens synspunkter og stod sammen om det. Det har styrket vores forhold, og nu hvor vi har fået barn, er der ingen tvivl om, at barnet er uendelig ønsket af BÅDE sin mor og far.

Derfor er mit råd, at hvis du vælger at vente på din mand - så slå børn ud af hovedet i nogle år! Og nej, jeg ved, det ikke er nemt. Du kan lade dig aflede med at koncentrere dig om studier, job, rejser, hobbyer o.a. Det værste, du kan gøre, er at snyde ham til en graviditet. Jeres barn skulle jo gerne være ønsket af begge forældre...

Dinna88 skriver:

Øh. Du skal da i hvert fald ikke få et barn med ham, når han ikke vil. Det er da frygteligt egoistisk.

 

 Helt enig med Dinna88

Jeg har selv haft min datter med under studie (lærer-seminarium) -hvilket jeg ikke vil anbefale andre -det kræver rigtig meget....

F.eks. det søvn du ikke får om natten kan du ikke få om dagen når baby sover -hvilket gør det svært at følge med på studiet! Mange vil kigge skævt til dig, når baby laver lyde -hvilket givet dårlig samvittighed over for dine studiekammerater og baby som jo ikke gør det for at genere men for at snakke med dig (blive stimuleret) -hvilket du prøver at dysse ned istedet for at imødekomme.... Og mange andre ting kan fremhæves af grunde til at lade vær!!

Jeg endte med at læse det meste hjemme -og det tog meget tid og var meget krævende.... Da jeg jo ikke fik alle de gode input fra lærer og medstuderende...

Men barn er noget man skal have, når man begge er klar til det, så jeg synes det vil være bedst at vente når kæresten nu har det som han har det -og I er jo unge mennesker og har masser af tid til at få barn, som I til den tid vil have overskud til at nyde og tage jer godt af....

Anonym skriver:

Du skal gøre op med dig selv, hvor længe du vil vente - og om du er villig til at slutte forholdet, hvis han ikke vil være med inden for din tidsramme.

Selv ventede jeg i 14 år.. Det var en rigtig hård tur, men det hele værd. Jeg ville have barn med netop MIN mand. Desværre blev det sådan, at jo mere, jeg skubbede på, jo mindre klar blev han. Han fik nok ikke rigtig mulighed for at mærke, at han selv havde lyst til at blive far, fordi jeg skubbede så hårdt på. Det var rigtigt hårdt for forholdet, og i starten følte jeg mig meget alene. Med årerne fik vi mere forståelse for hinandens synspunkter og stod sammen om det. Det har styrket vores forhold, og nu hvor vi har fået barn, er der ingen tvivl om, at barnet er uendelig ønsket af BÅDE sin mor og far.

Derfor er mit råd, at hvis du vælger at vente på din mand - så slå børn ud af hovedet i nogle år! Og nej, jeg ved, det ikke er nemt. Du kan lade dig aflede med at koncentrere dig om studier, job, rejser, hobbyer o.a. Det værste, du kan gøre, er at snyde ham til en graviditet. Jeres barn skulle jo gerne være ønsket af begge forældre...

Dinna88 skriver:

Øh. Du skal da i hvert fald ikke få et barn med ham, når han ikke vil. Det er da frygteligt egoistisk.

Hah  

Anonym skriver:

Ja det tror jeg du har helt ret i jeg ved det bare skal være ham... Men det er bare svært når en masse veninder får og både min søster og bror har ja tror også jeg bare skal tænke på en masse andet selvom det er svært ... Men jah... Som sagt tror jeg at jeg skrev det her indlæg fordi jeg tænker for meget på det... Det skal nok komme selvfølglig

Gu fanden er det svært! Jeg kan høre, at du slår det lidt hen, hvilket er naturligt nok, for hvad skal man gøre?

Jeg tror, det er vigtigt at få dig en plan, der giver mening for dig, og som du kan holde dig til. Jeg har over årene selv været rimeligt langt ude: Har haft svært ved at gå på arbejde i perioder, hvor jeg tudede på vej til arbejde, og måtte på badeværelset og tude af ind imellem i løbet af dagen. Når tiden går, ender det med at blive en stor sorg. Det er vigtigt at tale med din kæreste og lade ham vide, hvordan du har det hen ad vejen, uden at presse på - hvilket er svært. Men hvis I har en fælles forståelse af, at det her er svært for dig, kan han bedre støtte dig, når I nu skal til venindens barnedåb osv.

Din kæreste vil ikke endnu, så kan du ikke gøre så meget mere....