Zafir skriver:
For at uddybe overskriften lidt, så er jeg brudt sammen. Bunden er slået ud af flasken. Jeg har ramt bunden. Hårdt. Med et klask og jeg prøver ligenu at finde min vej op. Jeg har slukket lyden på min mobil og jeg har pt. ikke haft lyst/overskud til at svare på sms'er eller ubesvarede opkald fra de sidste dage.
Det hele ramlede for mig i weekenden. Jeg har grædt hele natten til søndag og søndagen med. Jeg har ikke sovet stort set i halvanden uge, selvom jeg er så træt at jeg ikke kan hænge sammen.
Søndag rystede jeg over hele kroppen. Jeg klarede mig igennem morgenmaden og puttede Frigg til lur. Kastede babyalarmen fra mig og nærmest løb op i min seng. Og sov. 4 timer alene.
Jeg har kastet håndklædet i ringen og er taget til kbh med pigerne for at blive 'passet' af mine forældre, her igår aftes og idag. Vi skal hjem i morgen tidlig. Frigg har sovet hos mine forældre i deres soveværelse i nat sammen med Idun. Jeg har sovet helt alene uden ansvar. Idag har jeg sovet meget af dagen. Jeg har sovet når Frigg har sovet og været uden babyalarmen. Jeg har puttet hende, men ikke skulle høre efter, hvornår hun stod op. Det har givet mig lidt ro.
Men jeg er stadig træt. Jeg er bundhamrende sindsygt træt...
Hvordan er læsset væltet?...
Jeg tror allerede mit læs begyndte at vælte under min graviditet. At klare min graviditet, med alt det angst jeg følte efter de 2 der ikke blev, samtidig med tabet af min mor og at jeg skulle klare mit arbejde, hverdag og resten af min familie, har tæret på min følelsesmæssige kassekredit. Det gik langt ned. Men jeg holdte skruen i vandet - sådan nogenlunde. Men helt fra den tid - et års tid tilbage, ligger der bunker derhjemme. Rundt omkring, som har samlet sig, hvor jeg ikke rigtig har kunnet se dem, fordi jeg ikke har magtet dem og tænkt: Det får jeg overskud til på et tidspunkt. Men som med alt andet i mit liv, så er jeg mega dårlig til at bede om hjælp. Jeg er faktisk hamrende RØV PISSE FUCKING LORTE dårlig til at bede om hjælp.
Den måde jeg bedst håndterer at have det skidt på, er at kompensere ved at tage mig af de folk omkring mig. Så jeg føler mig noget værd og føler mig elsket. Det kan jeg ikke lade være med, og det har jeg ikke lyst til at lade være med. Men jeg har fået bildt mig selv ind at jeg var blevet bedre til at se og føle og mærke og handle på mine egne behov - og det er jeg nok også - ellers var jeg ramlet meget før, end jeg er nu. Jeg har mærket mig selv liiiiigepræcis nok til at jeg har kunnet holde skruen i vandet og holde sammen på tingene.
Da Frigg blev født, fik jeg et RUSH at lykke. Jeg følte alt var komplet nu. Vi havde lavet et perfekt levende lille mirakel, der var smuk som Idun, dejlig og sund. Det var helt fantastisk. Da SP'en hørte om min historie - med Spunken, min mor og alt det der, sagde hun til mig - Du skal være opmærksom på at du er i risiko gruppen for at få en fødselsreaktion. Så bare så du ved det, så kan du ringe til mig og snakke og jeg kan hjælpe dig, hvis du føler du får brug for det. Jeg kiggede på hende og tænkte: Men jeg kan jo gå på vandet nu, jeg får da ingen efterreaktion. Hvor skulle den da komme fra??? ... Tjaaaa... den er jo så kommet nu. Jeg har ikke ringet til hende endnu, men det gør jeg... I morgen, når jeg er kommet hjem.
Derudover, har jeg naturligvis også tænkt en masse over alle de ting, der har skabt mine problemer i mit liv. Mine problemer i skolen, med min ex kæreste, med min tiltider tendens til socialfobi, min mangel til at tage vare på mine egne behov, min restløsthed, ikke at kunne fordybe mig som de fleste andre, at jeg har brug for rigtig meget struktur for at kunne hænge sammen, mine søvnproblemer osv... Jeg er kommet frem til at jeg muligvis nok har ADHD og at jeg gerne vil udredes, for om der er noget der kan hjælpe mig.
For at det ikke skal lyde som om at det er grebet fuldstændig ud af det blå, har jeg en meget tæt veninde der har fået ADHD diagnose. Hun og jeg er HAMRENDE ens på alle ovenstående punkter og det er præcis de ting der giver en adhd diagnose. Tanken om at jeg muligvis kan have en diagnose, er skræmmende på den ene side, fordi jeg har tænkt at mine problemer bare er noget der 'er' og ikke som sådan noget at gøre ved, men samtidig giver det mig lidt håb om at jeg måske kan få en anden slags hjælp til at håndtere nogen af de ting jeg har gået og bokset med, siden jeg startede til psykologen.
Så jeg vil snakke med SP'en om at få en psykiatrisk udredning, så jeg måske kan få lidt ro på der. - Så skal jeg så ikke gøre som min veninde og bruge alt mit overskud fra det hjælp jeg får til at køre mig selv helt ud på et sidespor, men at få ro og struktur på min hverdag, så jeg kan have mulighed for at leve det liv jeg gerne vil, med min dejlige familie, det arbejde jeg er glad for osv. Men for mig, kræver det nok en anelse mere struktur og rammer, end for de fleste andre mennesker.
Men for at komme tilbage til, hvorfor det hele er ramlet for mig nu, så tog vores byggeri også meget meget meget meget meget hårdt på mig. Det er det hårdeste jeg nogensinde har været igennem, at være mor til et spædbarn og mor til en stor pige, samtidig med at lave det største og mest gennemgribende byggeprojekt i vores hus. - At det står der og er så super super lækkert nu, - det er jeg super glad for, men det kørte mig helt ned. Fuldstændig til plukfisk. Selvom vi endda levede af junkfood de fleste dage, mens vi byggede.
At bryggerset nu står der og ikke er færdig - det stresser mig en del. Det stresser mig, fordi jeg ved at det skal være færdig for at få ro i huset. For at få tetris'en på plads, men det kræver også arbejde. Slet ikke på nogen måde, så meget arbejde som førstesalen, men arbejde. Så på den ene side, så ved jeg at det er nødvændigt - på den anden side, så har jeg BRUG for mine weekender med min mand, hvor der er ro og kærlighed og hygge. Jeg har brug for den nærhed og det splitter mig midt over. Jeg håber jeg får det overskud til at lave det, sammen med ham... For det skal være færdigt, for at huset bliver færdig. For at det kan være sådan, at vi kan få en anden til at gøre rent for os, når jeg starter på arbejde igen. Så skal tetrisen være på plads.
Når jeg lukker øjnene drømmer jeg om de der programmer, der kommer ud og er 'super nabo' og på det ene billede er det totalt kaos og på det næste billede er mit dejlige bryggers med skabe og loftlys... mmm... Men jeg ved at det kun sker 'på film'... Så på et tidspunkt, så skal det gøres.
Men efter byggeriet, har jeg ikke følt ro. Jeg har følt en stress i mig, jeg har ikke kunnet finde ro inden i min krop nogen steder. Det sitrer og dirrer og har på den ene side haft svært ved at sidde stille og på den anden side, har jeg ikke følt at jeg har kunnet foretage mig noget. - Jeg har lavet alle de 'normale' ting. Købt ind, sørget for mad, støvsuget engang imellem, vasket tøj, når det virkelig virkelig virkelig har været nødvændigt. Hentet brænde ind og taget mig af Frigg og Idun. Gjort ting, der er kæreste-dejlige, fordi det også giver plus på kontoen. - Men mit overtræk har været for stort...
Da jeg mit i byggeriet fik Roskildesyge og der ikke var mad til Frigg i godt 2 dage, så fuckede hendes nattesøvn fuldstændig op. Fra at have været mirakelbabyen, der sov 5-7 timer i første stræk på natten, vågnede hun nu 8-15 gange på en nat... Hun ville have babs hele tiden. Jeg tænkte: Det er en overgang - vi kommer igennem det..!
Problemet er så at hun IKKE er kommet tilbage til sin gamle søvn rytme igen. I lang tid, har jeg så været så bevidstløs at jeg bare har kunnet det med at trække hende til mig og hun har puttet igen, uden at jeg stort set har vågnet af det.
Efter hun begyndte at få mad og ikke kun babs, så har hun fået kolikagtige mavekneb om natten. Jeg har så prøvet at give hende nok at drikke og givet hende mylicondråber for at prutterne skulle glide lidt nemmere, men det gav en periode, hvor hun de fleste nætter havde (udover de mange gange med små-vågne piv) en periode på 1-3 timer, der var vågen om natten. Det begyndte for alvor at koste på kontoen, hos mig... Jeg begyndte at forsøge at sove lur om dagen, når hun sov lang lur, men hvert et vindpust i babyalarmen vækker mig, selv med ørepropper, så selvom det giver lidt ro at sove lidt, så kom der ikke noget plus på kontoen, af de lure. Kun at jeg ikke der gik rabundus.
- Men de sidste halvanden uge ca, har jeg ikke kunnet sove. Jeg har ligget og ventet på næste gang hun har pevet. Hver gang jeg lige har været ved at falde i søvn igen, har hun pevet igen. Jeg tænkte så på et tidspunkt at jeg måtte finde ud af om hun virkelig VAR vågen og ville have babs, eller om hun 'bare' pev... Og det fandt jeg så ud af for en uges tid siden, at hun 'bare' piver i søvne... Så hun bare vil have sutten. Jeg forsøgte så at lade hende sove uden babsen, for at det måske skulle gøre det bedre. Det gjorde det ikke rigtig for mig, fordi jeg stadig bare lå og ventede på det næste kvæk. Sov nu, sov nu sov nu sov nu, inden hun vågner igen... Min hjerne går i selvsving... (jeg har periodevis haft søvnproblemer siden mine tidlige teenageår og jeg har sådan set aldrig sovet tungt i mit liv... men det her, er den slemmeste peride af søvn probs jeg har oplevet syntes jeg). Det har så gjort at jeg har nået at sove 4-5 timer, pr. nat fordelt på 15-20 mins intervaller, gennem en hel nat i soveværelset... og det var så det der endte med at slå bunden fuldstændig ud af mig natten til søndag...
Så nu ved I alle sammen, hvorfor jeg ikke har været online, hvorfor jeg ikke har taget min telefon, hvorfor jeg ikke har svaret på sms'er...
Jeg skal prøve at få mig selv igen. Jeg er stadig mega mega mega mega træt, selvom jeg har sovet rigtig meget af dagen, men min hjerne begyndte at køre i selvsving, da jeg lagde mig her kl. 21, da Frigg var puttet... Så jeg blev nødt til at tømme min hjerne inden jeg kan ligge mig til at sove. Jeg ved jeg ikke skal lytte efter Frigg igen i nat, så det er dejligt.
Min fars kone kommer op og passer os 2 nætter i næste uge, så jeg kan få sovet uden ansvar i min egen seng. Det er godtnok en overvindelse ikke at føle sig som en MEGA dårlig mor, når man lader sin knap 7 mdr gamle datter sove uden sin mor... mmm... Men jeg bliver nødt til det.
Planen for nærmeste fremtid, er at få sovet så maximalt som overhovedet muligt. Langsomt få styr på småting, så de ikke hober sig op. Tage kontakt til SP og høre om mulighederne for at få hjælp. Muligvis genoptage mit psykologforløb...
Så undskyld, hvis jeg ikke svarer jeg. Det kan jeg bare ikke ligenu. Skriv gerne, så svarer jeg når jeg kan. Men jeg har ikke lyd på min telefon for tiden.
fuck hvor er du sej! At stå frem og erkende, at der foregår mere end man magter, det er stort og det er det første skridt på vej mod bedre tider!
