Barnedåb?

Hej piger!

Herhjemme i vi i gang med at finde ud af, hvorvidt vores barn skal døbes eller ej.

Derfor er jeg lidt nysgerrig over andres bevæggrunde for at vælge til eller fra.

Så:

Skal jeres barn døbes, og hvorfor/hvorfor ikke?

Jeg regner bestemt med at vores barn skal døbes Jeg har en god veninde, hvis børn er navngivet og det er helt fint med mig. Jeg ser ikke den store forskel (ved godt der er lidt forskel), men man skal gøre, som man selv har lyst.

Jeg ved ikke om vi har nogle årsager, der tæller for. Men vi er begge døbt og derfor skal vores børn også det.

Vi er begge døbt herhjemme, og derfor har vi valgt at vores børn  også skal det...

Vores barn skal døbes, da vi begge tror på Gud. Vi går ikke i kirke hver søndag eller er dybt religiøse, men vi tror på at "der er noget større", og det vil vi gerne give videre til vores barn/børn.

Barnet skal -forhåbentlig- døbes i den kirke, hvor jeg selv er døbt, og hvor min farfar og farmor ligger begravede.

Drengenavnet vi har fundet er derudover et gammelt ikke-brugt bibelnavn, men det er tilfældigt. Jeg fandt først ud af det, da navnet var valgt. Det er valgt fordi vi kan lide det, men det gør det kun bedre, at der ligger en god historie bag

Begge vores børn er døbt og det er vi også selv - vores tredje skal derfor naturligvis også døbes..

jeg mener ikke man behøver at være specielt kristen eller decideret tro på Gud for at lade sine børn døbe. For mig ligger der er stor værdi i de kristne værdier om næstekærlighed, tilgivelse og troen på det gode i alle mennesker. Det er jeg selv vokset op med og jeg synes det er værdier jeg gerne vil føre videre... men  jeg har aldrig gået regelmæsigt i kirke eller bedt bønner... det mener jeg ikke man behøver for at føle at den kristne tro er en del af ens liv...

men jeg synes samtidig at det er en ret personlig ting og respekterer fuldt ud at folk vælger noget andet

mange hilsner Stine

kitty skriver:

Drengenavnet vi har fundet er derudover et gammelt ikke-brugt bibelnavn, men det er tilfældigt. Jeg fandt først ud af det, da navnet var valgt. Det er valgt fordi vi kan lide det, men det gør det kun bedre, at der ligger en god historie bag

Det er altså spændende med det superhemmelige navn!

Tjae, her er vi jo som sagt i tvivl..

Altså, jeg er ikke døbt. Mine forældre havde begge meldt sig ud af folkekirken og mente, at det skulle være op til min søster og jeg selv, hvilken religion vi ville tilslutte os. De skulle altså ikke 'pådutte' os noget, de ikke engang selv tror på.

Min kæreste derimod er døbt, og ligeså er hans nevøer og niecer - selvom familien ikke er særligt troende. Hans bror og svigerinde er gift på rådhuset, men har døbt deres børn. Hans forældre går ud fra, at vores børn også skal døbes. Det er altså 'noget man gør'.

Han vil gerne døbe barnet, og det ser jeg egentlig ikke noget galt i (som I nok har regnet ud, er 'vi' ikke i tvivl - det er jeg ). Da jeg ikke tror på Gud, og der ikke er noget farligt i dåbshandlingen, gør det jo i min optik hverken fra eller til. Der er jo aldrig nogen, der har taget skade af at få pjasket lidt vand i hovedet

Det, jeg stritter mest i mod, er nok, at man i dåben ikke blot bekender sig Gud, men også den 'hellige almindelige kirke' - altså folkekirken og at dåben fungerer som indmeldelsesblanket. Jeg ser det lidt sådan, at jeg aldrig ville melde mit barn ind i et politisk parti, så hvorfor skulle jeg melde det ind i en organiseret religion? Særligt når ingen af os er decideret troede, og det så derfor bare ville være på automatpilot..

Nåmen, i og med at der ikke er noget 'farligt' ved dåben, er jeg kommet frem til at lade det være op til faren. På den betingelse, at hvis barnet skal døbes, skal der altså være noget på spil. Han skal tro på, at det gør en forskel at døbe barnet - jeg 'godtager' ikke "sådan gør vi bare, fordi det gør vi"-begrundelsen.

Så nu er projektet så, at finde ud af om han tror på Gud. Derfor er vi begyndt at gå i kirke de søndage vi har tid. Og jeg synes da, at det er både hyggeligt og spændende, og jeg elsker at synge salmer - men jeg studser da noget over, at langt over halvdelen af kirkegængerne er dåbsgæster, som jeg ikke regner med kommer i kirken udover til de store begivenheder; dåb, bryllup, begravelser..

Nå, som I nok kan læse, er det noget jeg længe har gået og grublet over. Jeg har altid bare gået ud fra at mit barn skulle navngives, men så kom der altså lige en mand i vejen der

SimoneL skriver:

Tjae, her er vi jo som sagt i tvivl..

Altså, jeg er ikke døbt. Mine forældre havde begge meldt sig ud af folkekirken og mente, at det skulle være op til min søster og jeg selv, hvilken religion vi ville tilslutte os. De skulle altså ikke 'pådutte' os noget, de ikke engang selv tror på.

Min kæreste derimod er døbt, og ligeså er hans nevøer og niecer - selvom familien ikke er særligt troende. Hans bror og svigerinde er gift på rådhuset, men har døbt deres børn. Hans forældre går ud fra, at vores børn også skal døbes. Det er altså 'noget man gør'.

Han vil gerne døbe barnet, og det ser jeg egentlig ikke noget galt i (som I nok har regnet ud, er 'vi' ikke i tvivl - det er jeg ). Da jeg ikke tror på Gud, og der ikke er noget farligt i dåbshandlingen, gør det jo i min optik hverken fra eller til. Der er jo aldrig nogen, der har taget skade af at få pjasket lidt vand i hovedet

Det, jeg stritter mest i mod, er nok, at man i dåben ikke blot bekender sig Gud, men også den 'hellige almindelige kirke' - altså folkekirken og at dåben fungerer som indmeldelsesblanket. Jeg ser det lidt sådan, at jeg aldrig ville melde mit barn ind i et politisk parti, så hvorfor skulle jeg melde det ind i en organiseret religion? Særligt når ingen af os er decideret troede, og det så derfor bare ville være på automatpilot..

Nåmen, i og med at der ikke er noget 'farligt' ved dåben, er jeg kommet frem til at lade det være op til faren. På den betingelse, at hvis barnet skal døbes, skal der altså være noget på spil. Han skal tro på, at det gør en forskel at døbe barnet - jeg 'godtager' ikke "sådan gør vi bare, fordi det gør vi"-begrundelsen.

Så nu er projektet så, at finde ud af om han tror på Gud. Derfor er vi begyndt at gå i kirke de søndage vi har tid. Og jeg synes da, at det er både hyggeligt og spændende, og jeg elsker at synge salmer - men jeg studser da noget over, at langt over halvdelen af kirkegængerne er dåbsgæster, som jeg ikke regner med kommer i kirken udover til de store begivenheder; dåb, bryllup, begravelser..

Nå, som I nok kan læse, er det noget jeg længe har gået og grublet over. Jeg har altid bare gået ud fra at mit barn skulle navngives, men så kom der altså lige en mand i vejen der

Jeg synes virkelig, at det er fedt, at du har tænkt så meget over det Det er også vigtigt, at man tager stilling til dåben. Jeg må jo igen indrømme, at jeg ikke har tænkt så meget over det, men tror det er fordi jeg ikke har været i tvivl.