Jeg gik alene i skole da jeg startede i BH klassen som 5 årig. Jeg NÆGTEDE at blive fulgt af min mor, men har senere fået at vide at hun fulgte efter mig den første 1,5 mdr. for at se om jeg gjorde som man skulle (gik den vej hun havde anvist, kiggede mig ordentligt for, osv.) VI havde også kun 8-10 min.s. gang. Der var ikke langt.
Da jeg var 7 år cyklede jeg, og her gjorde vi det samme. Min far lavede en cykel test, som jeg skulle bestå hver dag i en uge før jeg måtte cykle selv. Det gik ud på at han cyklede bag mig uden instruktioner, og så holdt han øje med om jeg viste af, så mig for, osv.
Jeg tror at man var lidt mere afslappet omkring det her da jeg var lille. Fx. var jeg den eneste der havde cykelhjelm på indtil op i 7-8 klasse hvor få af de andre også begyndte med det/blev tvunget. Dog er jeg glad for at jeg fik den frihed/ansvar den gang. Jeg var parat til det, og det betød meget at jeg fik lov/at mine forældre stolede på mig. Jeg har dog også altid været et mærkeligt/meget selvstændigt barn, som gerne ville selv. Sommeren hvor jeg var 5 før jeg skulle i skole sov jeg i 1,5 mdr. ude i mit legehus hver nat fordi jeg var flyttet hjemmefra. Jeg er rigtig glad for at mine forældre gav mig lov til alt det jeg gerne ville, og at jeg ikke opdagede de tjekkede. Jeg kommer fra en rigtig kernefamilie, og vi boede i en landsby hvor der ikke var det vilde trafik/bøller eller lign. men jeg tror det er vigtigt at give børnene de ansvar som det er klar til. Min lillesøster er fx. helt anderledes end mig, og blev fulgt i skole til hun gik i 3. klasse, og er først lige nu her som 22 årig flyttet hjemmefra.
Men hvert barn sine behov. Man må jo læse barnet om det er klart, og så naturligvis tage hensyn til det sted man bor/de omstændigheder der er i øvrigt (trafik osv)
Anmeld