Jeg vil bare lige sende en krammer, og fortælle jeg har en bekendt som har stået i samme situation. Kærsten var psykisk syg, deprisiv, og så stod hun med 3 små børn alene. Det er sindsygt hårdt, men hun sagde også at det faktisk var en lettelse ikke hele tiden at skulle være på tæerne overfor manden, hvornår gik han nu amok, skælte børnene ud, var sur, ødelagde søndagen osv.
Hendes løsning har været, at alt er super struktureret. Så ved alle hvad de skal hvornår (det er svært med et spædbarn, men med gode vaner, kan en 2årig og en 4årig godt selv køre rutinen videre imens mor lige ordner noget med baby (hendes børn var 2 og 4 år da den mindste blev født).Derudover så gemmer hun ALLE rester fra aftensmaden. Alt kommer i fryseren, uanset hvor lidt det er. For når alt brænder sammen så tager hun bare en håndfuld smårester ud af fryserne og blander det hele sammen og serverer. Det smager måske lidt sjovt, men ungerne for mad, og hende liv hænger sammen. Men det ER vildt hårdt!!! Hver dag at have ansvaret for det hele!
Jeg ønsker dig masser af god vind!
Anmeld