Hjælp mig lige :-(

Min kæreste, som nu er min ekskæreste, har jo besluttet at han ikke vil være en del af vores lille familie mere. På mange måder er jeg i chok, er rystet over den måde han lige pludselig smider sådan en bombe, og er rigtig rigtig angst for at jeg nu ikke kan slå til som alenemor for Vilma.

Jeg må indrømme, at nu jeg har tænkt og tænkt og tænkt og gravet dybt nede, så er det nok for det bedste at vi er gået fra hinanden - det var nok sket før eller siden desværre, men man drømmer og håber jo... virkeligheden var bare en anden - helt afgørende er det dog at han ikke ville kæmpe for at løse det, og det karektertræk er ikke noget nyt, og det vil han sikkert aldrig ændre på.

Men hvad nu?

Hvordan finder jeg min indre styrke midt i al denne sorg og vrede?

Jeg kan allerede mærke nu at Vilma er påvirket, og det vil jeg jo gerne skåne hende for. Hun er 11 mdr, og jeg ved ikke helt om hun savner ham.. om hun er klar over at hun mangler hendes far... Han har arbejdet meget, så det er desværre ikke mange vågne timer de har haft sammen på det seneste, men stadig... der må da mangle noget ik?

Hvordan får I jeres hverdag til at hænge sammen?

Jeg stresser og panikker nærmest over hvordan jeg skal klare det. Bor i en lille lejlighed på 3 sal, ingen elevator, ingen mulighed for at sætte klapvogn i opgang - hvornår skal man vaske tøj nede i vaske kælederen? og hvornår skal jeg få skrald ned? Lyder trivielt, men hun skal i den grad stadig bæres, og hun er jo en lille sylfide på 10-11 kg. Har ingen familie i nærheden. Har venner, men de har nærmest alle mænd og små børn selv... Hvornår får jeg luft? kan cykle mig en tur? Gå til zumba igen (som jeg nu måtte droppe)?

Er ved at blive lettere sindssyg af alle de tanker... så hjælp mig lige med at få det i system :-(

Laura

du har ikke nogen mulighed for at flytte til en anden lejlighed nede ved jorden ? tæt på dagpleje/børnehave - indkøbscenter mm sådan så det vil blive en del lettere ?

Sophie26 skriver:

du har ikke nogen mulighed for at flytte til en anden lejlighed nede ved jorden ? tæt på dagpleje/børnehave - indkøbscenter mm sådan så det vil blive en del lettere ?

Det overvejer jeg... men bor i andel, og ved ikke om jeg kan tåle at miste det man nok mister ved salg lige nu...

okay det kan jeg godt se - troede du boede til leje

hmm så ved jeg ikke lige

LauraLW skriver:

Min kæreste, som nu er min ekskæreste, har jo besluttet at han ikke vil være en del af vores lille familie mere. På mange måder er jeg i chok, er rystet over den måde han lige pludselig smider sådan en bombe, og er rigtig rigtig angst for at jeg nu ikke kan slå til som alenemor for Vilma.

Jeg må indrømme, at nu jeg har tænkt og tænkt og tænkt og gravet dybt nede, så er det nok for det bedste at vi er gået fra hinanden - det var nok sket før eller siden desværre, men man drømmer og håber jo... virkeligheden var bare en anden - helt afgørende er det dog at han ikke ville kæmpe for at løse det, og det karektertræk er ikke noget nyt, og det vil han sikkert aldrig ændre på.

Men hvad nu?

Hvordan finder jeg min indre styrke midt i al denne sorg og vrede?

Jeg kan allerede mærke nu at Vilma er påvirket, og det vil jeg jo gerne skåne hende for. Hun er 11 mdr, og jeg ved ikke helt om hun savner ham.. om hun er klar over at hun mangler hendes far... Han har arbejdet meget, så det er desværre ikke mange vågne timer de har haft sammen på det seneste, men stadig... der må da mangle noget ik?

Hvordan får I jeres hverdag til at hænge sammen?

Jeg stresser og panikker nærmest over hvordan jeg skal klare det. Bor i en lille lejlighed på 3 sal, ingen elevator, ingen mulighed for at sætte klapvogn i opgang - hvornår skal man vaske tøj nede i vaske kælederen? og hvornår skal jeg få skrald ned? Lyder trivielt, men hun skal i den grad stadig bæres, og hun er jo en lille sylfide på 10-11 kg. Har ingen familie i nærheden. Har venner, men de har nærmest alle mænd og små børn selv... Hvornår får jeg luft? kan cykle mig en tur? Gå til zumba igen (som jeg nu måtte droppe)?

Er ved at blive lettere sindssyg af alle de tanker... så hjælp mig lige med at få det i system :-(

Laura

Nu er jeg også enlig mor.. min søn er 2 1/2... og har været alene med ham siden han var 6 mdr..

Jeg gjorde mange af de praktiske ting mens han var i dagpleje. Har kun få timer i skole, så har fridage hver uge..

Du skal nok komme videre, det er helt sikkert..

Nu går du til zumba.. Var det måske en ide at få zumba dvdér, så du kan hoppe lidt til det derhjemme? Det kan måske tilrettelægges sådan at hendes far har hende den ene dag om ugen hvor du går til zumba..

Det er hårdt at stå midt i det lige nu, men når der er gået en 14 dage, så ser du lysere på tingene..

LauraLW skriver:

Min kæreste, som nu er min ekskæreste, har jo besluttet at han ikke vil være en del af vores lille familie mere. På mange måder er jeg i chok, er rystet over den måde han lige pludselig smider sådan en bombe, og er rigtig rigtig angst for at jeg nu ikke kan slå til som alenemor for Vilma.

Jeg må indrømme, at nu jeg har tænkt og tænkt og tænkt og gravet dybt nede, så er det nok for det bedste at vi er gået fra hinanden - det var nok sket før eller siden desværre, men man drømmer og håber jo... virkeligheden var bare en anden - helt afgørende er det dog at han ikke ville kæmpe for at løse det, og det karektertræk er ikke noget nyt, og det vil han sikkert aldrig ændre på.

Men hvad nu?

Hvordan finder jeg min indre styrke midt i al denne sorg og vrede?

Jeg kan allerede mærke nu at Vilma er påvirket, og det vil jeg jo gerne skåne hende for. Hun er 11 mdr, og jeg ved ikke helt om hun savner ham.. om hun er klar over at hun mangler hendes far... Han har arbejdet meget, så det er desværre ikke mange vågne timer de har haft sammen på det seneste, men stadig... der må da mangle noget ik?

Hvordan får I jeres hverdag til at hænge sammen?

Jeg stresser og panikker nærmest over hvordan jeg skal klare det. Bor i en lille lejlighed på 3 sal, ingen elevator, ingen mulighed for at sætte klapvogn i opgang - hvornår skal man vaske tøj nede i vaske kælederen? og hvornår skal jeg få skrald ned? Lyder trivielt, men hun skal i den grad stadig bæres, og hun er jo en lille sylfide på 10-11 kg. Har ingen familie i nærheden. Har venner, men de har nærmest alle mænd og små børn selv... Hvornår får jeg luft? kan cykle mig en tur? Gå til zumba igen (som jeg nu måtte droppe)?

Er ved at blive lettere sindssyg af alle de tanker... så hjælp mig lige med at få det i system :-(

Laura

Du skal nok klare dig. Du kan jo undersøge til at starte med om du vil tabe nogen penge ved salg.

Ellers så gælder det om at have veninder til at hjælpe en. Jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg bor langt væk,men jeg har en bil og kan godt køre

Send gerne en PB hvis du vil snakke eller du kan bruge min hjælp.

LauraLW skriver:

Min kæreste, som nu er min ekskæreste, har jo besluttet at han ikke vil være en del af vores lille familie mere. På mange måder er jeg i chok, er rystet over den måde han lige pludselig smider sådan en bombe, og er rigtig rigtig angst for at jeg nu ikke kan slå til som alenemor for Vilma.

Jeg må indrømme, at nu jeg har tænkt og tænkt og tænkt og gravet dybt nede, så er det nok for det bedste at vi er gået fra hinanden - det var nok sket før eller siden desværre, men man drømmer og håber jo... virkeligheden var bare en anden - helt afgørende er det dog at han ikke ville kæmpe for at løse det, og det karektertræk er ikke noget nyt, og det vil han sikkert aldrig ændre på.

Men hvad nu?

Hvordan finder jeg min indre styrke midt i al denne sorg og vrede?

Jeg kan allerede mærke nu at Vilma er påvirket, og det vil jeg jo gerne skåne hende for. Hun er 11 mdr, og jeg ved ikke helt om hun savner ham.. om hun er klar over at hun mangler hendes far... Han har arbejdet meget, så det er desværre ikke mange vågne timer de har haft sammen på det seneste, men stadig... der må da mangle noget ik?

Hvordan får I jeres hverdag til at hænge sammen?

Jeg stresser og panikker nærmest over hvordan jeg skal klare det. Bor i en lille lejlighed på 3 sal, ingen elevator, ingen mulighed for at sætte klapvogn i opgang - hvornår skal man vaske tøj nede i vaske kælederen? og hvornår skal jeg få skrald ned? Lyder trivielt, men hun skal i den grad stadig bæres, og hun er jo en lille sylfide på 10-11 kg. Har ingen familie i nærheden. Har venner, men de har nærmest alle mænd og små børn selv... Hvornår får jeg luft? kan cykle mig en tur? Gå til zumba igen (som jeg nu måtte droppe)?

Er ved at blive lettere sindssyg af alle de tanker... så hjælp mig lige med at få det i system :-(

Laura

går jeres datter i institution? og hvordan bliver samværet? hveranden weekend? eller mere?

du tager jeres datter med ned og vasker tøj... evt i klapvogn/skrå stol... skraldet må komme ud når i alligevel skal ned...

Ni-ko-li-ne skriver:

går jeres datter i institution? og hvordan bliver samværet? hveranden weekend? eller mere?

du tager jeres datter med ned og vasker tøj... evt i klapvogn/skrå stol... skraldet må komme ud når i alligevel skal ned...

jeg er igang med at køre hende ind, men hun er godt nok ikke glad for det... men hun skal altså køres ind, så jeg må være hård...

Vi gik fra hinanden i weekenden, så vi har endnu ikke aftalt noget. Umiddelbart skal hun primært være hos mig tænker jeg, men har alle de ønsker i verden om at vi får et godt samarbejde omkring hende og at han vil tage seriøst del i hendes liv.

kender til mange af de ting du skriver, med at få skraldet ned, hængt tøj ud og alt det der, men jeg har en slynge og når albert bliver ældre har jeg en rygbære de kan sidde i til de er nogle år(: det hjælper mig helt vild,

jeg har heldigvis altan så han står bare der ude, men jeg bor på 2. sal og heller ingen elevator men klare mig, det er bare at lærer at man kun er en om tingene,

det med at cykle en tur og komme til zumba der har jeg desværre ingen løsningm, måske en af dine venner kan have hende en time imens du plejer dig selv?

kæmpe krammer her fra

LauraLW skriver:

Min kæreste, som nu er min ekskæreste, har jo besluttet at han ikke vil være en del af vores lille familie mere. På mange måder er jeg i chok, er rystet over den måde han lige pludselig smider sådan en bombe, og er rigtig rigtig angst for at jeg nu ikke kan slå til som alenemor for Vilma.

Jeg må indrømme, at nu jeg har tænkt og tænkt og tænkt og gravet dybt nede, så er det nok for det bedste at vi er gået fra hinanden - det var nok sket før eller siden desværre, men man drømmer og håber jo... virkeligheden var bare en anden - helt afgørende er det dog at han ikke ville kæmpe for at løse det, og det karektertræk er ikke noget nyt, og det vil han sikkert aldrig ændre på.

Men hvad nu?

Hvordan finder jeg min indre styrke midt i al denne sorg og vrede?

Jeg kan allerede mærke nu at Vilma er påvirket, og det vil jeg jo gerne skåne hende for. Hun er 11 mdr, og jeg ved ikke helt om hun savner ham.. om hun er klar over at hun mangler hendes far... Han har arbejdet meget, så det er desværre ikke mange vågne timer de har haft sammen på det seneste, men stadig... der må da mangle noget ik?

Hvordan får I jeres hverdag til at hænge sammen?

Jeg stresser og panikker nærmest over hvordan jeg skal klare det. Bor i en lille lejlighed på 3 sal, ingen elevator, ingen mulighed for at sætte klapvogn i opgang - hvornår skal man vaske tøj nede i vaske kælederen? og hvornår skal jeg få skrald ned? Lyder trivielt, men hun skal i den grad stadig bæres, og hun er jo en lille sylfide på 10-11 kg. Har ingen familie i nærheden. Har venner, men de har nærmest alle mænd og små børn selv... Hvornår får jeg luft? kan cykle mig en tur? Gå til zumba igen (som jeg nu måtte droppe)?

Er ved at blive lettere sindssyg af alle de tanker... så hjælp mig lige med at få det i system :-(

Laura

Jeg tror det vigtigste er at få en hverdag op at køre, så du føler du får skabt nogle rammer hvor din datter føler sig tryg i, mht alt det praktiske, så lærer man efterhånden små tricks (tager fx. altid skraldet med ned når jeg alligevel skal ned.. Jeg boede selv på anden sal det første år med Nikita, jeg handlede så jeg kun skulle have en pose, så hende på den ene arm og en pose i den anden og så brugte jeg min livslinje - en bæresele, jeg kunne ikke have undværet den, netop når man skal lave mad og ungen bare vil være hos mor hele tiden eller alle de andre situationer hvor man skulle have alt det praktiske overstået, jeg satte tøj over når hun sov til middag, med en babyalarm klisteret til øret.. og så hændte det jo at jeg måtte ned med hende - men der brugte jeg igen bæreselen 

 

Jeg gik en masse ture med hende, og havde faktisk nærmest ingen alenetid, så der har jeg ingen gyldne råd, Zumba kan jo trænes derhjemme når hun sover om aftenen, men alenetiden - den havde jeg kun når hun sov.. men skal hun ikke snart i vg/dp? ikke fordi jeg mener man absolut skal sende sit barn afsted fordi man kan - men fordi at man indimellem har brug for pusterummet...