Faktisk var jeg helt hundrede på, at jeg aldrig kom til at føde. Selvom jeg i flere uger gik med veer, modnede jeg mig slet ikke. Livmoderhalsen udslettede sig ikke og jeg åbnede mig heller ikke.
Endelig fik jeg nogen til, at tage mig seriøst, og blev sat igang d. 1/11-2005! Fik lagt en stikpille op kl. 08.30 og lå en halv times tid for at den skulle virke. Efterfølgende blev vi sendt ud i venteværelset og vente i yderligere en time inden jeg blev tjekket igen. Det begyndte godt nok at murre lidt med det samme, men da jeg blev tjekket igen, så det ud til, at veerne var ved at gå i sig selv igen. Jeg bemærkede at hjertelyden dykkede til 90, men det blev der bare trukket på skuldrene ad.
Jeg var hjemme kl. 12.30 hvor jeg blev installeret i sofaen med lidt at spise og drikke og med Askepot på DVD'en, mens manden tog på arbejde. 1 time senere lå jeg på alle fire nede på gulvet og hylede. Jeg havde arvet mine mors veer som sad i lårene, det var jeg slet ikke forberedt på og gik helt i panik. Ringede tilmanden og brølede "DU KOMMER HJEM!!!! NUUUUUUUUU!" og han turde ikke andet. Han kom ind ad døren en halv time senere og spurgte "Gør det meget ondt?". jeg husker ikke mit svar, men det fik ham til, at ringe til fødegangen.
Kl. 14.15 var jeg tilbage på fødegangen og mine veer var slemme! De varede i to minutter ad gangen og gave mig kun få sekunders pause. Jordemoderen som havde sendt mig hjem tog imod mig med ordene "Jeg havde godt nok ikke ventet at se dig så hurtigt igen!". Jeg blev undersøgt og min livmoderhals var nu totalt udslettet og jeg var 1 cm. åben. Så tror da faaaen at det gjorde så ondt. Mine veer var meget kraftige, så jeg blev sendt på en fødestue med det samme. På stuen lagde jeg mærke til den lille vugge som stod parat, og det kom totalt bag på mig, at jeg skulle til at være mor!
Jeg blev undersøgt indvendigt igen, og min JM valgte at tvangsdialettere mig fra 1 til 3 cm,UDEN at advare. Kæft det gør nas og jeg var en millimeter fra at komme til, at sparke hende i hovedet. Hun var tilgivet, da hun fortalte at hun havde sparet mig for 3 timers veer.
Min krop var gået i total chok af de pludselige og kraftige smerter, så jeg begyndte at miste bevidstheden, når jeg havde den mindste vepause. Derfor valgte JM at der skulle lægges en epidural på mig. Jeg beklagede mig lidt, men fik at vide at jeg kunne vælge at tage imod den og opleve mit barns fødsel, eller miste bevidstheden totalt og komme i narkose og føde mit barn.
okay så. Max 10 minutter efter kom narkoselægen og hun ramte forkert i første stik så mine ben blev splattede og jeg ikke kunne styre dem selv. Anden gange ramte hun, og lige så snart de trykkede på medicinknappen var jeg smertefri!!
Annas hjertelyd begndte igen at dykke faretruende, så pludselig kom 5 kittelklædte damer spurtende ind, for at tage blodprøve af Annas lille hoved. Hun mættede heldigvis ilten fint, men hjertelyden faldt stadig. De tog flere prøver som tiden gik for hjertelyden var virkelig skidt. Da jeg endelig fik presseveer lå den på 36. Jeg nåede at presse en enkelt gang, da Anna poppede op af bækkenet igen!! Så måtte jeg forfra. Op og stå lænet op ad en af de der "taler stole" og eller gispe mig igennem veerne ... eller gispe og gispe, brøle som et monster fra en gyserfilm var vist mere lyden der kom fra mig.
De valgte på det tidspunkt at slukke for lyden til strimlen og vende maskinen så jeg ikke kunne se den. Annas hjertelyd var nu nede på 16 og lå der i pænt lang tid. Da jeg havde stået og brølet i en times tid kunne jeg endelig få lov til, at presse. Jeg fik at vide, at jeg havde 3 presseveer til at få hende ud, for hendes hjertelyd havde ligget på 16 og derunder i 1½ time og det var ikke godt. Lykkedes det ikke, så tog de hende med KS. På det tidspunkt skulle jeg bare have det her overstået, så jeg overraskede alle og fik hende ud på 2 veer!! Kl. 21.50 var hun ude
Hjertelyden havde ramt 0, så selvom jeg fik hende op på maven var der en lille smule kaotisk omkring os. En børnelæge kom løbende med ilt og fik gang i hende, men det var da hun blev lagt til mit bryst, at hun fik farve og vejrtrækningen blev regelmæssig!
Vi var indlagt i en uges tid, da hun ikke kunne holde næring i sig. Hun havde så meget vand i maven, at hun kastede alt op, og derfor fik sonde for at sikre, at der overhovedet kom mad i maven på hende.
Nu er hun fin og frisk. Hun har et lille 'spindelvæv' på den ene kind, som er fra da hun blev kvalt. Og så har hun stadig meget svært ved, at trække vejret når hun får luft i ansigtet. Men hun har heldigvis ikke taget alvorlig skade (siger de kloge, nogen gange kan vi godt være i tvivl 
)
