Jeg er efterhånden træt af min krop, tsk tsk....
For at gøre en lang historie kort, så har vi lige været igennem et forsøg på en privatklinik, for at lave en bror eller søster til Lasse. Et forsøg som er det sidste mm vi vinder i lotto, for vi har ganske enkelt ikke penge til det. Jeg havde testdag sidste tirsdag - jeg testede negativ men havde ingen blødning haft.... og det har jeg stadig ikke, og tester stadig negativ....
idag har jeg så været ude at blive scannet på klinikken for at se om de kunne spotte hvorfor jeg så ikke bløder - blev egentlig ikke sådan vanvittig klogere, scanningen viste at jeg HAR dannet en slimhinde, men jo ikke har afstødt den...
sandsynligheden for at jeg er gravid er lille, men det skal tjekkes i en blodprøve. Lægens bud på den manglende blødning, er at jeg stadig spiser østradiol og tager crione - har ikke turdet andet, fordi jeg ikke har blødt... østradiolen "holder på blødningen"...... aftalen er så at hvis blodprøven også er negativ, så skal jeg stoppe med pillerne og crionen, og så vil blødningen komme....
MEN - jeg synes sgu det er lidt hårdt må jeg sige. Er egentlig ok med at Lasse nok bliver enebarn - det har jeg selv været indtil jeg var næsten 16 - og jeg har sgu ikke manglet noget. Jeg har til gengæld altid boet dør-om-dør med mine venner, og boet en spytklat fra alting. Jeg har altid haft mange kusiner der er kommet til fødselsdag osv osv....
For Lasses vedkommende er det noget anderledes. Det gør mig SÅ KED AD DET at Lasse på sigt, kommer til at være meget alene. Peters søster får ingen børn, hans bror er handicappet og får ingen børn - jeg har "kun" min lillebror, der er 18. Hvor meget førnøjelse får Lasse lige af hans børn - det varer jo en del år før det kommer på tale.... Dvs at der er ganske enkelt ingen fætre/kusiner... Der er ikke nogen omkring ham på egen alder... Til fødselsdage og andre højtider er der os, og bedsteforældre og "gamle" søskende.
Hvad når Peter og jeg dør engang - det varer forhåbentlig mange mange år ja, - men han kommer bare til at være så meget alene
og det gør ondt!!!!
Vi bor ude på landet - det er vi glade for - lige nu.... og vi er klart med på at skulle køre Lasse til arrangementer og legeaftaler osv, men for fanden... jeg kan bare huske de der varme sommeraftener i ferien, hvor jeg rendte og legede på vejen med de andre børn til kl sent, jeg husker at stå på skøjter med alle vennerne om vinteren lige på den anden side af vejen osv osv... det var så nemt - det var kun et hegn/hæk der adskilte tingene...
her sner vi inde for et godt ord f.eks - og det gør så ondt at tænke på at "alle de andre" mødes på skolens baner og slåsser i sne, eller mødes og går på kælkebakken i samlet flok - Det kan Lasse ikke, vi er sneet inde....
igår var jeg så ked at jeg sagde at det på sigt måske kunne blive nødvendigt at flytte - og hvad var mandens respons?? det må vi se på.... jeg blev så ked af det....
ingen baby i maven, og en søn der risikere at blive ensom på den ene eller den anden måde... ikke fedt!!!
det skal selvfølgelig siges at vi naturligvis vil hjælpe Lasse med at udvikle og støtte op om venskaber, som forhåbentlig kan udfylde det tomrum min krop ikke kan (her tænker jeg på min infertile krop).....
Det der gør allermest ondt er når jeg ser hvor vildt betaget Lasse er af små børn, hvor forsigtig og kærlig han er ved dem, og hvor glad han er for andre børn - og så kan jeg ikke give ham den gave at blive storbror - det gør sgu ondt!!!!
tak fordi du læste med, hvis du nåede så langt - i hvert fald er det rart at få ord på....
Jannie - lidt mut idag.
