Konstant nervøs

Hej derude 

Jeg bliver altså nødt til at høre om der er nogen som har lyst til at dele deres tanker om nervøsitet i graviditeten, som jeg synes kan tage overhånd fra tid til anden? Det kunne være så rart bare at nyde det hele, men nej hele tiden kan jeg finde noget nyt at bekymre mig om og det er altså ikke lige fornuftigt alt sammen. Jeg mener selvfølgelig er der ting der kan gå galt, som man skal være forsigtig med, men når det er 4-5 ting om dagen man kan finde på at gå og spekulere på om nu har skadet barnet, ja så bliver det altså en lang og hård periode i ens liv. 

Tør næsten ikke fortælle hvad bekymringerne kan handle om men det er næsten kun fantasien der sætter grænsen og hvis jeg skal nævne den nyeste, ja så er det, at min kæreste lagde sig lidt hen over mig i sengen tidligere ved et kram og jeg følte det klemte en del på min krop og sagde det selvfølgelig, så han flyttede sig. Men det nåede da at sætte gang i tankerne om, at det kunne måske trykke så meget i kroppen at "den lille" var blevet mast på det relativt korte øjeblik, selvom trykket ikke engang var på selve maven. 

Oftest går der nogle dage før bekymringen for det enkelte "tilfælde", der har skabt uro er ude af tankerne, men noget nyt er hele tiden klar til at overtage. Har nu et lille håb om at den første scanning her på onsdag kan bidrage til, at jeg kan komme på et nyt spor. Fo hvis baby nu har "klaret" alle disse mange "farer" der har været indtil videre(ifølge min egen fantasi og forestillinger) mon så ik det kan give noget ro.

Ikke desto mindre kunne det være rart at høre om nogen derude kan fortælle mig, at det er bare lidt normalt. Har læst at hver 2. gravide kvinde døjer med angst, men det kunne da være rart at høre fra nogle andre gravide der måske føler, at deres hjerne ikke er helt rationel hvad angår bekymringen om barnet i maven. Har været igennem en vellykket graviditet for snart 9 år siden med mindst ligeså mange bekymringer og så en spontan abort sidste år, hvor jeg prøvede at slappe mere af, men tror nu ikke det var tilfældet. Men ved jo det kan gå både godt og skidt. En ting er bare, hvis man ikke kan gøre noget ved det og en helt anden, hvis man selv har været delvist ansvarlig for det går galt. 

Synes det kan være svært at tackle, men prøver nu alligevel at glæde mig over hver dag, for det er jo også skønt at være gravid, når bekymringerne engang imellem er lagt på hylden. 

Hej anonyme

Du er ikke den eneste! Jeg ved ikke, om du lider af bekymring/angst i andre perioder af dit liv, men det gør jeg f.eks. når jeg er stresset. Derfor kommer det også lidt op nu, da jeg er gravid. Det vigtige er, at du ikke lader bekymringerne styre dit liv. Udover de almindelige anbefalinger, skal du prøve ikke selv at opfinde en masse bekymringer, og hvis du gør, så skal du træne hjernen i at tage over og vinde over bekymringerne. Tal med din kæreste om det, evt. med en psykolog som kan give dig nogle redskaber til at tackle bekymringerne, når de opstår. Du kan også tjekke angstforeningens hjemmeside.

Jeg er egentlig også lidt irriteret over, at jeg ikke bare kan være 100 % glad, men i stedet bruger så meget tid på bekymring. Hver scanning og undersøgelse giver i mit hoved grønt lys indtil den næste - men hvorfor ikke bare være ubekymret og lykkelig, så længe alt ser godt ud? Når alt er gået godt engang, er jeg sikker på, at jeg vil ærgre mig over, at jeg brugte så meget tid på at være bekymret (når det nu alligevel gik godt). Det prøver jeg at sige til mig selv.

Vi skal også huske ikke at gøre barnet for skrøbeligt. Det skal jo trods alt ud i verden engang, og dér kommer masser af tryk og skub, trafikos, parabener, sprøjtet mad osv. Selvfølgelig skal vi passe på, når vi er gravide, men ikke gå over gevind, så kæreste og omgangskreds ikke kan kende os igen. Tænk på nogle af de børn, der fødes ude i verden i slumbyer, på savannen, i omsorgssvigtede hjem. Jeg tror, at vores babyer trods alt har det ret godt inde i vores maver.

Bedste hilsener

Augusta11

Tusind tak for dit dejlige svar og er helt enig med dig i at man jo kun kan gøre sit bedste og resten er man jo ikke herre over. Døjer med angst i perioder og har også OCD og gik også til psykiater under min første graviditet, så vidste det nok ville dukke op igen med bekymringerne.

Du har nogle gode pointer og det hjælper at høre en andens vinkel på det også fordi du selv kender til det. Man føler jo man er underlig med alle de tanker der kredser rundt i hovedet. Som du også skriver det er så ærgeligt ikke at nyde oplevelsen når man er i den og ja som tiden går bliver chancerne for det går godt jo større.

Var til skanning i onsdags og så et livligt lille væsen med hjerteblink og var en uge længere fremme end beregnet. Det var skønt at se den danse omkring derinde og følte at jeg kunne trække vejret for første gang i 3 mdr. Det er en sårbar situation at være gravid og som du siger er det vigtigt at få snakket med nogen om det og det prøver jeg også i nogen grad og det kan hjælpe at nogen siger noget beroligende når tankerne kører løbsk.

Dejligt at høre du selv virker til at have styr på den angst du får under graviditet og det er jo rarest når man kan få styr på det selv og tackle de mange tanker og følelser. 

Igen tusind tak for dit svar. Det hjælper meget med nogle fornuftige ord.