Mand, hvor er jeg dårlig til at være syg.

Jeg tror jeg kan syge en hvilken som helst klynkende mand langt under bordet.
Jeg er helt svag og ligger bare og raller og har uhørt ondt af mig selv, samtidigt med, at jeg forestiller mig, at denne forkølelse bare er et lille forstadie, et symptom på den dødelige sygdom, der helt sikkert ligger til grund for, at jeg nu må ligge her.
Ikke nok med det. Når jeg så en gang hver fjerde time får stablet mig på benene for at stavre ud at tisse, får jeg nervesammenbrud over al rodet, som stakkels husbond har lavet i forsøg på at passe hus og vredt barn, der ikke forstår den ynkelige rallen fra soveværelset og så skælder jeg ud og raser til det sortner for mine øjne og jeg må gå i seng og sove igen. Når jeg altså har grædt længe nok over, hvor ond skæbnen er ved vores lille familie at tage mig i så ung en alder...

Jamen. Hvorfor kan jeg ikke bare ligge i min seng. Sove. Blive rask. Stå op. Hvorfor al den dommedagstankegang? Kunne man ikke forestille sig, at jorden ikke gik under, bare fordi jeg var ude af stand til at deltage i husførelsen et par dage? Kunne man måske ikke også forestille sig, at vi alle sammen overlevede, at alting ikke foregik på min måde i de dage?

I apparently think NOT.

Kh Birgitte - forkølet og forvrøvlet og lidet stolt af sig selv og med dårlig samvittighed over for dem, der forsøger at passe mig, når jeg er syg.
:$

birgittemarie skriver:

Jeg tror jeg kan syge en hvilken som helst klynkende mand langt under bordet.
Jeg er helt svag og ligger bare og raller og har uhørt ondt af mig selv, samtidigt med, at jeg forestiller mig, at denne forkølelse bare er et lille forstadie, et symptom på den dødelige sygdom, der helt sikkert ligger til grund for, at jeg nu må ligge her.
Ikke nok med det. Når jeg så en gang hver fjerde time får stablet mig på benene for at stavre ud at tisse, får jeg nervesammenbrud over al rodet, som stakkels husbond har lavet i forsøg på at passe hus og vredt barn, der ikke forstår den ynkelige rallen fra soveværelset og så skælder jeg ud og raser til det sortner for mine øjne og jeg må gå i seng og sove igen. Når jeg altså har grædt længe nok over, hvor ond skæbnen er ved vores lille familie at tage mig i så ung en alder...

Jamen. Hvorfor kan jeg ikke bare ligge i min seng. Sove. Blive rask. Stå op. Hvorfor al den dommedagstankegang? Kunne man ikke forestille sig, at jorden ikke gik under, bare fordi jeg var ude af stand til at deltage i husførelsen et par dage? Kunne man måske ikke også forestille sig, at vi alle sammen overlevede, at alting ikke foregik på min måde i de dage?

I apparently think NOT.

Kh Birgitte - forkølet og forvrøvlet og lidet stolt af sig selv og med dårlig samvittighed over for dem, der forsøger at passe mig, når jeg er syg.
:$

Jamen dog, det lyder jo helt slemt. Du lyder som et par andre kwinder jeg kender, incl. mig selv...

Bliv nu i den seng, lad dig forkæle, stol på at manden din kan, så skal du nok komme på benene igen......

Ellers må du jo lige forkæles godt og grundig på lørdag, af de 19 medsøster som kommer uanset dit helbred, om vi så skal løfte dig rundt.

Under dynen og sov.........

Lisbeth.

Nåhr, hvor er du stakkels. Det må være din maskuline side, der kommer til udtryk, når du er syg ;) Krydser fingre for hurtig recovery og sender dig et stor medlidende kram (H)

Knus Line