CamiRon skriver:
Lille Ida blev snottet onsdag/torsdag i sidste uge, hun havde dog ingen feber eller andet så vi tog det meget roligt. Fredag begyndte hun dog at boble meget spyt ud af munden og 1 gang blødte hun en smule ud af det ene næsebor. Jeg gik selvfølgelig i panik og ringede til vores egen læge som sagde at det ikke lød af noget og at vi skulle se an. 
Vi tog så til vagtlæge med hende om aftenen, da hun blev ved med at boble og blødte en gang til. Vagtlægen sendte os hjem med besked om at hvis det blev bare lidt værre ville vi blive sendt direkte til børneafdelingen i Randers... 
Vi tog så hjem og det blev hverken værre eller bedre, så lørdag og søndag gik nogenlunde, dog med en meget snottet datter! Søndag hen af aftenen stopper hun mere og mere til i næsen og jeg kan "fange" nogle meget voksne snotklatter som kommer ud når hun nyser. Jeg ringer igen til vagtlægen som kommer ud og kigger på hende. Hun er ikke i tvivl. Vi skal til Randers nu og det er med ambulance! 
For s.... hvor bliver jeg bange men jeg får vækket manden som er nødt til at blive hjemme hos den store pige, jeg får pakket og inden for 3 kvarter kommer ambulancen og henter os. Vi kommer til Randers kl. 01.15 natten til mandag. De finder ret hurtigt ud af at Ida har fået RS-virus. Det er en form for influenza som er meget hård mod babyer under 6 mdr og som kan give problemer med vejrtrækningen!
Vi er så under observation mandag og tirsdag hvor de giver hende saltvandsinhalationer for at løsne slimet og de suger hendes næse og mund fri med jævne mellemrum. De har hende koblet til et apparat der hele tiden måler puls og iltning i blodet og de holder øje med infektionstal osv...
Tirsdag bliver hun dårligere, hendes puls ligger og skøjter rund på 180-210 og hendes iltning daler fra 100 (som er i top) til ned på 84-90 stykker... Hun bliver mere slatten og spiser kun korte måltider hos mig. Pludselig bibber hele lortet på stuen og iltningen er falder lynhurtigt og kommer helt ned på 69. Ida er slap og trækker ikke vejret! Jeg får hende hevet op af sengen, op over skulderen og der sker bare ingenting. Samtidig ringer min mand alarm og spæner ud på gangen efter hjælp. De kommer lynhurtigt 4-5 sygeplejersker og en læge og få hendes luftveje suget fri så hun igen kan trække vejret. Det føles som evigheder men det er fået rigtig stærkt. Vi står bagved og kan kun se på og intet gøre. Jeg græder voldsomt og er så bange for at hun skal dø fra os. Min lille pige!!
Hun bliver lagt i c-pap som hjælper hende til at trække vejret og der aftales en akut overflytning til skejby hvor det har respirator hvis det skulle blive værre. Så bliver hentet af børneambulancen og kommer til skejby omkring midnat natten til onsdag. Allerede her er Ida bedre til at trække vejret selv og hendes tal og værdier er pæne. Natten går med en sygeplejerske ved siden af den bette konstant og dagen efter (onsdag) kommer vi tilbage til Randers med en pige i bedring. Onsdag og torsdagen går med tæt overvågning men Ida er sej og bliver tydeligt bedre og bedre og i dag er hun helt fin! 
Vi mangler bare den sidste godkendelse fra lægen til at kunne tage hjem!!
Jeg har ikke set min store datter siden søndag og savner hende voldsomt, så jeg glæder mig bare til at komme hjem og kramme og kysse hende! 
Trængte til lige at fortælle om hele turen her. Den har taget hårdt psykisk på mig, men jeg får mere og mere overskud igen kan jeg mærke. Men der vil nok gå lang tid inden jeg sover roligt!
Min lille dejlige Ida-pige vejer forresten 5 kg og måler 55 cm. 
