Jontes første dag i vuggestue - puha, det lyder jo helt vildt, og jeg bliver en smule grødet i stemmen hver gang jeg siger det højt... 
Den allerallerførste dag som institutionsbarn kræver en ordentlig smøre herfra, der er jo så meget at fortælle...
I nat var en af de allerværste nætter jeg har haft i lang tid. Vi har haft virkelig dårlig natterytme i flere uger, siden sidst han var syg, og det næmede sig kaos, hvor han vågnede 2.30 hver nat og ikke ville sove mere end 1-2 minutter ad gangen resten af natten så jeg har været virkelig presset. Vi havde været ude hos et vennepar i aftes og set film med en flok venner, og han var faldet fint i søvn ved 20.30tiden i deres børneseng. Vi trillede hjemad ca. 22.30 og på vejen hjem spurgte Svenskefanden mig om jeg havde drukket deroppe, for han synes jeg lød decideret beruset når jeg snakkede, så træt var jeg 
Jeg havde drukket 2 colaer, men det var også alt, så jeg grinede lidt...
Vi kom hjem og han vågnede lige op og fik en flaske da vi lagde ham i sin seng. Jeg lagde mig og kl 1.30 startede festen. Han hostede og vågnede, sov hostede og vågnede hvert 2-3 minut. Tilsidst gav jeg ham en flaske, men den kastede han op ud over mig da vi lagde os ned, fordi han hostede igen 
Mig op af sengen og ind i stuen, jeg var SÅ træt, klokken var nok 3 her, og Svenskefanden fattede ikke en hat (han sover pt på sofaen fordi vi ellers ingen søvn får nogen af os), men holdt dog Bassimutten indtil jeg havde skiftet tøj. Tilbage i soveværelset strejkede Jonte nu og sov KUN i mine arme hvis jeg sad ret op og ned og vuggede ham - ret hårdt kl 3 om natten efter 3-4 ugers søvndeprivation og uden ryglæn 
Og tanlen om den dejlige vuggestuestart begyndte at sive udenfor rækkevidde... Jeg blev bare SÅ deprimeret der i mørket. Den start betyder simpelthen så meget for mit stressniveau de næste 3 måneder. Jeg SKAL være færdig med mit speciale til juni hvor mine SU klip løber ud, og det bliver virkelig presset hvis jeg skal regne med en del opstartssygdom fra vuggeren. Oveni det skal vi flytte 1.marts, huset ligner en losseplads med flyttekasser på toppen, vores knægt er kisteglad, men hverken spiser eller sover for tiden og jeg har sat al min lid til at "når bare han starter i vuggestuen - SÅ...!!!" En dårlig start ville vælte læsset.
Kl. 4.15 måtte jeg give op, og med tårene strømmende gik jeg ind til Farmand, som heldigvis var vågen endnu - han kunne ikke sove efter at vi vækkede ham - og han tog over på den kærligst mulige måde som man kan præstere kl 4.15 om morgenen... Jeg var bare SÅ ked af det, jeg mister ellers sjældent modet på den måde, MEGET sjældent, men jeg må tilstå at jeg virkelig følte mig knækket... Svenskefanden sagde det også i dag, at jeg virkelig havde virket ude af mig selv.
Jeg gik i seng, dvs. jeg skrev en mail til et par piger herinde fra hvori jeg fik ked-af-det-heden ud i cyberspace og væk fra maven, og så 2 afsnit af Greys Anatomy og SÅ sov jeg endelig... Kl. 8.30 gik døren op. Jeg troede det var løgn da han stod foran mig og bedyrede at nu skulle jeg op - NU skulle den knægt fandme i vuggestue!!! Han havde leget og hygget siden kl 6 og led absolut ingen nød. Og NU skulle det være, for ellers ville jeg aldrig få det godt (KÆFT hvor jeg elskede og hadede den mand for den melding ).
Jeg overvejde i fler minutter hvordan jeg dog skulle rejse mig op - det føltes som om min krop var limet fast til sengen - ALT i mig skreg på en sygedag fra moderskabet... Men så fik jeg smidt den kisteglade lille klump i armene og han strålede som en lille sol, og så kom kræfterne alligevel. Jeg slæbte mig op af sengen, i noget tøj der lå ved siden af som nok skulle have været pakket ned eller vasket eller brændt, og på en eller anden måde stod vi i vuggestuens entre iført blå institutionsplasticfutter på skoene kl 9.05 - lige i tide til morgensamling på grøn stue iger, det lyder nok ikke af meget, men når jeg om 30 år ser tilbage på mine største præstationer i livet kommer den med på listen, det er HELT sikkert
Vi var enige om to ting: Jonte skulle IKKE være der længere end et par timer den første dag, og jeg ville under alle omstændigheder IKKE forlade institutionen! Basta!!! Så måtte de smide mig ud, men så tog jeg ungen med!!!
Gitte tog imod os, og jeg må indrømme at al den skepsis jeg havde oparbejdet mod hende efter den noget lunkne oplevelse jeg havde på mit første besøg i Vuggeren var som blæst væk Hun var så imødekommende og forstående, lyttende og samtidig opmærksom på ungerne og helt nede i børnehøjde at jeg havde lyst til at tage hende med hjem 
Mens vi sad der ved bordet og sang om Batman, mariehøns og musehuller og fik frugt var hun fokuseret og blid og bare rigtig...rar! Jonathan var opslugt af de andre børn, både krudtuglerne men også de stille,søde store piger, som til gengæld ignorerede ham med prinsesset værdighed Derefter var det legetid og min lille dreng forsvandt ud i rummet, der bare strakte sig uendeligt langt væk fra en mor der sad i et hjørne med en bog klar til læsning... Der var endda en væg man kunne kravle om bag ved og blive lidt væk, og titte frem fra med et kæmpestort smil.
Herhjemme er der så utroligt lidt plads at udfolde sig på når man er en lille dreng i kravle-pille-stikke-af-humør og mor er sådan en der løber rundt og siger "nej, ikke ledningerne" og "hov, vi lukker lige den dør" - man må aldrig rigtig noget - men HER kunne man bare kravle lige så langt som rummet rakte og videre PARADIS!!! Der var ingen generthed længere og han kravlede rundt på børn og pædagoger - også dem der bare kom ind for at give en besked, og havde slet ikke øje for sin stakkels udmattede mor som sad og kæmpede med både smil og trætheds-tårer (og den anden slags mor-tårer som I godt kender). Jeg fik en lang snak med Gitte imens, og de andre piger på stuen faldt i og forsvandt mens klokken blev 11.30.
Til sidst begyndte han at sidde og gabe kæberne af led ned i bondegårdens dyr, og Gitte foreslog at hun jo kunne prøve at skifte og putte ham, hvis jeg synes? Det synes jeg absolut var et forsøg værd, og hun foreslog at hun jo kunne prøve at gøre det alene, så kunne jeg jo gå en lille tur, og så kunne hun ringe hvis han blev ked af det? Uha, jeg trak vejret og tog en beslutning. Det gik så godt, det hele så... Hvorfor ikke? Jeg kunne gå hjem og hente den seddel jeg havde glemt, og så kunne hun jo forsøge sig med umulighedsprojektet "Jonte skal sove" imens...
Jeg vinkede farvel til en dreng der overhovedet ikke havde det mindste imod at komme på puslebordet med Gitte, og trissede de 10 minutters gang hjem til os selv. Jeg havde faktisk ingen skrupler, for drengen havde det bare SÅ godt, og jeg kender ham - han er tryg ved stort set ALLE voksne, og opdager nærmest ikke hvis jeg forsvinder lidt. Jeg nåede akkurat indenfor døren da Gitte ringede og fortalte at nu sov han altså og hun ville ringe igen når han vågnede Jeg sværger - så sent som i går gik jeg rnudt i 1,5 time med ham i vognen, og det eneste han gjorde var at glo opgivende op i kalechen og ventede på at jeg skulle opgive... Ikke om han så meget som gabte dernede selvom han inden jeg lagde ham lignede en der var segnefærdig Den absolut længste lur han har taget i en uge var på 1 time og det var på min arm..
Og nu sov han så. "Ha!" tænkte jeg "hun ringer igen om 10 minutter"
1 time senere ringede Gitte, at han var vågen men var i fuld gang med at lege og overhovedet ikke var klar til afhentning, så jeg kunne godt blive hjemme en time til, og så komme der - hun ville selvfølgelig ringe hvis han blev ked af det eller utryg. Jeg var målløs, men samtidig klar til at besvime af træthed, og tog igen en beslutning - jeg tog mig en halv time på øjet, og så måtte han lege imens.
Da jeg en time efter trådte ind på grøn stue efter en tiltræng powernap var det en ekstatisk pomfrit der kravlede mig i møde, men på vejen opdagede han så lige en duplomand og så var mor glemt igen 
Men til sidst fandt han mig, og jeg fik både kram og et lille bid i trøjen af ren kærlighed Vi legede sammen en times tid og spiste så frokost med de andre før vi, mættede af dejlige indtryk, trillede ud i snedækkede Århus for at finde en madkasse...
Men ikke før pædagogerne havde vinket os farvel med rosende ord om at ingen af de nye børn havde været så trygge og glade og nemme som Jonte - at han havde et dejligt blidt temperament, og at de var så glade for at de havde "fået ham". Jonte var i himmelen og pædagogerne var VILDT imponerede over hvor (og jeg citerer) "tryg" "tillidsfuld" "selvstændig" "glad" og "nysgerrig" han var.
Ååårh manner, jeg var ikke til at skyde igennem. Al min frygt for om han nu var blevet passet for tit af for mange forskellige sammenlignet med andres børn forsvandt som dug for solen. Min dreng er tryg og selvsikker og sej, og bare hammergod til at møde nye mennesker og hvile i nye situationer Han sov 10 minutter efter vi forlod Skattekisten
I morgen er aftalen at vi skal prøve at aflevere ham til morgenfrugt og derefter gå derfra. Så ringer de hvis han bliver ked af det eller utryg (jeg KAN ikke forestille mig det), og ellers henter jeg ham over middag engang, når jeg har sovet lidt. Og så dropper vi de (alt for mange flasker) han plejer at få i løbet af dagen, og satser 90% på rigtig mad nu. Han spiser jo ingenting, men drikker 5 store flasker på en dag - endnu en uvane efter sygdomsforløbene...
Jeg begynder at tro at grunden til at vi har så store problemer med at genskabe rytmen i søvn og apetit er, at vores fysiske rammer pt. simpelthen ikke tillader at han får brændt nok krudt af til at samle sig en ordentlig apetit, og til at gøre ham ordentlig træt om aftenen... Der ligger ledninger på gulvet, træet har splinter og dørene er farlige for små pilfingre. Der står masser af flyttekasser og et dumt sofabord man kan slå sig på... Nej, et stort åbent rum med gulvvarme og alting i børnehøjde er sagen for min lille krudtugle!
For bare 4 uger siden var jeg skrækslagen ved tanken om at han skulle starte. Jeg synes virkelig ikke at han var klar. Han blev stadig bange for de andre børn i mødregruppen når de var for højrøstede, han kunne stadig ikke sætte sig op selv og var i det hele taget mere sart. Nu rejser han sig op af alting, kravler på hænder og knæ over andre børn, stjæler deres legetøj og klapper, vinker, peger og snakker så det er en lyst at se - han er KLAR!!! Klar til mere udfordring og stimuli end en dødtræt specialestuderende mor kan tilbyde. Og han VIL gerne andre børn, så det er så perfekt timet...
I dag over et glas rødvin og en mastodont-succesoplevelse ser den næste tid noget lysere ud. Jeg er bare så stolt af min lille fyr, og selvom der SELVFØLGELIG kommer en reaktion på et tidspunkt, så har han endnu engang bevist at han er et vidunderligt lille menneske med et fantastisk gemyt (- og at hans forældre ikke er helt håbløse)
Og lige lidt snapshots - jeg kunne jo ikke la' være!
Knus og kram
Rosa - helt og holdent vuggestueklar
