Jeg havde en oplevelse i morges, som jeg har gået og tænkt over hele dagen, og som jeg har lyst til at dele med jer.
På min skole starter vi dagen med morgenmotion på tværs af klassetrin. I morges kom en dreng fra mit hold til skade (hudafskrabning på fingrene som følge af uheldig kontakt med asfalt). Drengen går i 1. klasse og er simpelthen sådan en skøn unge.
Han blev så ked af det, og tårene væltede ud af hans øjne, mens han hulkede.
Nu er det jo ikke første gang i mit lærerliv, at et barn falder og slår sig, bliver ulykkelig og evt. skal lappes sammen - eller lige skal have lidt koldt vand på. Det er heller ikke første gang, jeg giver en krammer for at trøste eller puster på skrammen. Det er sket masser af gange.
Og selvfølgelig har jeg altid synes, det var synd for det barn, der havde ondt.
Men i morges blev jeg helt overvældet af - ja jeg ved ikke hvad man skal kalde det - måske moderlighed (selvom han jo ikke er min søn). Jeg blev så ked af det på hans vegne, at jeg havde helt lyst til at tude selv, og jeg ønskede sådan, at jeg kunne trylle smerterne væk. Det var lige før, jeg kunne mærke i mine egne fingre, hvor ondt det måtte gøre på ham. Sådan har jeg aldrig haft det før, når en elev kom til skade.
Hele dagen har jeg gået og tænkt, at det var pokkers som man kan ændre sig, når man er blevet forælder - for jeg er ret sikker på, det har noget med det at gøre.
Det var bare det, jeg ville fortælle. - Hej!
- Helle
Anmeld
