Mine drømme VS. Svigerfamilien

Jeg skriver det her indlæg for at få afløb for en masse tanker, og så ville det være til en stor hjælp hvis folk der har været i lignende situationer, kan give mig et par råd til hvad jeg skal stille op.

Min kæreste og jeg er i den lykkelige situation at der kommer en lille dreng til verden om ca. 3 uger. Vi er begge to i vores 20'ere.

Jeg har altid haft lyst til at bo i udlandet, og da min mor flyttede fra Filipinerne til Danmark som 20-årig, er det ikke fuldstændig urealistisk og sindssygt i mit hoved. Efter at jeg efterhånden er tæt på at blive mor, har jeg selvfølgelig mange tanker omkring hvilket liv jeg vil skabe for min søn. Jeg skal starte på et fillipinsk sprogkursus til september, da jeg aldrig selv lærte sproget, og så vil jeg gerne være i stand til at lære det til min søn, så vi sammen kan tale med min mor på hendes modersmål. Jeg synes det er ærgerligt, hvis hendes baggrund bare bliver glemt. Samtidig vil jeg meget gerne have at vores søn kommer til at gå på en international skole, da det vil give ham mulighed for at læse lige hvor han vil i verden, og så kan jeg godt lide tanken om at "fremmede" kulturer bliver en del af hans hverdag. Sidst men ikke mindst er der mange udlændinge på min side af familien, så det ville være rart hvis engelsk var en naturlig del af hans sprog.

Som I nok kan høre har jeg mange "internationale hippie-tanker" omkring den måde jeg har tænkt mig at opdrage min søn på, men jeg tror at en af grundende til at jeg er blevet så opsat på alt det her, er pga. min svigerfamilie.

Jeg flyttede fra nordjylland til sjælland 2 uger efter det første møde med min kæreste. Det er i dag 2 år siden og jeg elsker ham meget højt. Fordi min familie bor så langt væk, ser jeg dem kun 3-4 gange om året, og det har altså sat sine spor i den måde min svigerfamilie er overfor mig/os. Der går ikke en dag hvor jeg fortryder at jeg flyttede sammen med min kæreste, men selvfølgelig savner jeg min familie altid. Jeg føler altid at deres familie er den rigtige og min er bare nogle fremmede. Når jeg vil tale om f.eks. min mor eller far, skifter de bare emne og taler om dem selv og deres børneoplevelser, deres ferier, deres børn osv.

Jeg har især et problem med min svigerfar, da vi ikke kan gå ind i deres hus uden at der 5 min. efter bliver brokket over "alle de skide udlændinge" i Danmark. De laver ikke noget, de kan ikke tale dansk, de overfalder os alle sammen, de skulle fandme rejse hjem hele bundet osv. Hans mor er lidt mere stille og rolig, selvom mærkelige kommentarer som "perkere er de bedste til at klippe hår" bliver luftet. Det er da også meget rart at hun synes det, men jeg hader de ord og det sprog de bruger om alle mennesker der bor udenfor Danmark. Deres to børnebørn (min kærestes søsters børn) sidder bare og griner når deres bedstefar siger sådan, og tanken om at min søn bare vil trække på smilebåndet over sådan nogle udtalelser, gør mig ked af det og vred indeni.

Min svigermor havde jeg det fint med indtil min graviditet. Jeg ved ikke hvad der skete indeni mig da jeg blev gravid, men pludselig havde jeg ikke lyst til at se hende og resten af hendes familie længere. Jeg begyndte at blive mere indelukket overfor dem, og mere åben og såbar overfor min egen mor selvom vi bor så langt væk fra hinanden. Hver gang vi er sammen, føler jeg at hun snager og vil have mig til at fortælle alt om hvad der sker i mit liv, min krop, lægen, jordemoderen osv. Før jeg blev gravid troede jeg at jeg åbent ville være i stand til at dele så personlige detaljer om min graviditet, men når vi er sammen med hans familie nu, sidder jeg for det meste bare henne i hjørnet og venter på at komme hjem så jeg kan "ryste" dem af mig. Min kærestes søster er på samme måde. Hun er meget tæt på sin mor (de bor et halvt min. fra hinandenm går tur sammen hver dag, ringer hver gang nogen har knækket en negl etc.) og jeg føler at jeg bliver overfaldet og fanget hver gang vi er i samme rum sammen. De vil så gerne være en del af den her graviditet og jeg er bange for at jeg bliver sindssyg når vores barn kommer til verden. Jeg er bange for at de vil overtage alt og at jeg ikke har noget at skulle have sagt. F.eks. skal han gå i deres børnebørn dagplejemor for hun var åbenbart fantastisk, der for 15 år siden.

Bare tanken om at de kommer og besøger mig og vores nyfødte på hospitalet gør mig irriteret. Min kæreste ved udemærket godt hvordan jeg har det med hans familie, men de er jo hans familie, så jeg prøver på at holde de her ting for mig selv.

Ja, for at sige det ligeud handler det her vist bare om at jeg ikke ønsker at min søn bliver ligesom min kærestes familie. Jeg vil have at vores søn bliver "international" så han kan se det mærkelige i hans bedstefars udtalelser, jeg vil bo i udlandet så jeg ikke behøver tænke på dem... jeg føler at mit livs mission er at bygge en kæmpe mur mellem mig og dem, og jeg er ved at blive træt.

I mit drømmeliv bor vores lille familie på en gård et sted i England. Vi er glade for vores job og vores børn trives. Jeg tror bare aldrig det kommer til at ske fordi min kæreste er så tæt med hans familie. De ville aldrig sige god for det og jeg tror min kæreste ville være ulykkelig hvis han ikke kunne komme til at tale med hans mor et par gange om ugen. Jeg føler at nedtællingen til en ulykkelig mor som føler sig fanget, er begyndt. Jeg føler at jeg må sige farvel til mit livs kærlighed, hvis jeg skal være i stand til at sove om natten igen uden at spekulere på hans familie og den spændende fremtid jeg/vi måske aldrig får. Jeg har så mange drømme for os allesammen. Jeg ønsker det bedste liv for min kæreste, jeg ønsker at han er lykkelig og tilfreds, men jeg føler ikke at jeg kan give ham det, så længe vi er så tætte på hans forældre, så længe vi bor 5 min. fra dem, så længe de er inde over alt og så længe hans far hver gang talen på udlandet kommer op ikke stopper os og griner med sætningen "jaaaeeehh, men det kræver sgu meget".

Jeg elsker min kæreste så højt. Jeg vil vise ham hele verden. Og jeg skammer mig over at fantasere så meget om et liv uden hans families indblanden.

Ja, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..

Lyder som en svær situation...

Her tror jeg det er vigtigt, at du siger fra.... det er helt i orden, at du siger din svigerforældre imod - du har jo ret til at være uenige med dem i f.eks. deres udtalelser oom udlændinge.. personligt kan jeg ikke holde min kæft, hvis folk siger sådan noget, og jeg er ikke udlænding selv.... men har en kæreste, der er halv afrikaner.... dog er det ikke grunden til, at jeg reagere, det ville jeg gøre uanset om min kæreste var mørk eller ej, da jeg ikke synes racisme eller andre udtalelser af negativ art om andre hudfarver eller udlændinge hører hjemme i et land, som er ved at være så internationalt, som Danmark jo er.... og jeg er af samme mening som dig, at mit barn skal vokse op "internationalt"... altså have syn for, at der findes andre mennesker, selv i vores lille land, og at "alle mennesker  er ens, når lyset er slukket", hvis man kan sige det sådan.... i min verden kaldes det bare respekt for andre mennesker....

Hvis jeg var dig, ville jeg komme med min mening, næste gang de udtaler sig så grimt om andre mennesker - de har garanteret intet at ha' det i, end det de ser i tv...... og jeg er sikker på, at du har nok med i rygsækken til, at kunne modargumenterer dem..... det vil nok også sætte dig i respekt overfor dem....

SÅdan synes jeg også du skal forholde dig, når jeres barn kommer til verden - det er altså JER der er forældre, og ikke din svigerforældre, der skal tage ansvaret her.... det må du gøre helt klart overfor dem.... ellers bliver du bare i dårligere og dårligere humør....

håber det går for jer.,..

Det lyder som mine drømme og tanker du har beskrevet med undtagelse af svigerfamilien, for det kræver jo at de rent faktisk kender til min datter..  

Men jeg skal jo på et tidspunkt forhåbentlig have mig en kæreste, og jeg har nogle internationale ambitioner (ikke fastlagt på nogen måde), men jeg vil rigtig gerne flytte til udlandet så min datter får et andet perspektiv på livet end det danske, så når vi engang vender hjem igen (for det vil vi) så har hun fået en anden forståelse for vores samfund og de mennesker i det. 

Men det betyder også at jeg fra starten vil lægge vægt på at en kommende kæreste ikke har forpligtelser eller et job som gør at han ikke på sigt kan forlade Danmark, for uanset hvor forelsket jeg så var, så ved jeg også at jeg en dag ville føle mig fanget og blive ulykkelig - og hvad vil der så være tilbage af vores liv sammen.. 

Jeg er enorm tætte med min familie, men har valgt at flytte til københavn, fordi jeg ved at flytter jeg til Esbjerg og bliver der et par år, så flytter jeg ikke igen, københavn (heller ikke Esbjerg) er ikke et sted jeg personlig ønsker at mit barn skal opvokse i, så jeg ved at vi flytter herfra, og derved giver mig mulighed for at få mit drømmejob på en efterskole eller højskole opfyldt i en lille by i dk, så kan det internationale job forhåbentlig findes indenfor de nærmeste år.. men det jeg egentlig ville sige med denne alt for lange smøre er, at jeg syntes du skal snakke med din kæreste - snakke om hvordan I ser jeres liv om 1-3-5-7 og 10 år - hvad forventer han ud af livet og hvad forventer du, og så læg vægt på at det her ikke kun er drømme, men nogle ambitioner du har omkring dit liv, og så om I ikke kan blive enige om nogle fælles mål - ikke fordi at man kan planlægge livet, for det kan man ikke, men jeg tror det er sundt at have nogle mål (helst de samme som manden) så man har noget aspirere mod, det kan jo være helt almindelige mål som at tabe sig, have mere tid til sine børn til de større mål om at rejse til et land, flytte til udlandet, så kan man altid revurdere sine mål og plan når livet udfolder sig..'

Jeg ville også fysisk sige fra over for svigerfamilien, fortæl dem at det rent faktisk kun er 9% af den danske befolkning der er indvandre (alle slags) og efterkommer, hvilket svarer til omkring 500.000 mennesker (ud af dem er omkring små 200.000 muslimer - som nok er den gruppe der er mest udskældt) så kan du spørge om det virkelig kan passe at det er alle dem der er problemet og vi intet ansvar har.. , men jeg ville være lidt forsigtig omkring at fortælle din kæreste alt for meget, tror nemlig han bliver rigtig ked af det - find ud af i stedet hvad han tænker omkring jeres fremtidige liv og tag den derfra.. 

Jeg kan genkende en del af dine følelser og for mig har det været så ekstremt vigtigt at sige fra og fra start bede om respekt.. For tro mig, det bliver KUN værre når der kommer et barn til verden - desværre, men sådan er realiteten. så ændre folk karakter og ikke nødvendigvis på den gode eller forstående måde.

Så hvis jeg skal give dig et godt råd, så sig fra og fortæl din kæreste, hvordan du har det og frabed dig, hans forældres índblanden. I er voksne mennesker og det skal være JER og ikke dem der bestemmer over den lille ny verdensborgers liv.

Sådan er realiteten og det kan din kæreste og din svigerfamilie lige så godt indfinde sig med inden baby kommer til verden, ellers må du jo udstikke nogle konsekvenser.