Mine drømme VS. Svigerfamilien

Jeg skriver det her indlæg for at få afløb for en masse tanker, og så ville det være til en stor hjælp hvis folk der har været i lignende situationer, kan give mig et par råd til hvad jeg skal stille op.

Min kæreste og jeg er i den lykkelige situation at der kommer en lille dreng til verden om ca. 3 uger. Vi er begge to i vores 20'ere.

Jeg har altid haft lyst til at bo i udlandet, og da min mor flyttede fra Filipinerne til Danmark som 20-årig, er det ikke fuldstændig urealistisk og sindssygt i mit hoved. Efter at jeg efterhånden er tæt på at blive mor, har jeg selvfølgelig mange tanker omkring hvilket liv jeg vil skabe for min søn. Jeg skal starte på et fillipinsk sprogkursus til september, da jeg aldrig selv lærte sproget, og så vil jeg gerne være i stand til at lære det til min søn, så vi sammen kan tale med min mor på hendes modersmål. Jeg synes det er ærgerligt, hvis hendes baggrund bare bliver glemt. Samtidig vil jeg meget gerne have at vores søn kommer til at gå på en international skole, da det vil give ham mulighed for at læse lige hvor han vil i verden, og så kan jeg godt lide tanken om at "fremmede" kulturer bliver en del af hans hverdag. Sidst men ikke mindst er der mange udlændinge på min side af familien, så det ville være rart hvis engelsk var en naturlig del af hans sprog.

Som I nok kan høre har jeg mange "internationale hippie-tanker" omkring den måde jeg har tænkt mig at opdrage min søn på, men jeg tror at en af grundende til at jeg er blevet så opsat på alt det her, er pga. min svigerfamilie.

Jeg flyttede fra nordjylland til sjælland 2 uger efter det første møde med min kæreste. Det er i dag 2 år siden og jeg elsker ham meget højt. Fordi min familie bor så langt væk, ser jeg dem kun 3-4 gange om året, og det har altså sat sine spor i den måde min svigerfamilie er overfor mig/os. Der går ikke en dag hvor jeg fortryder at jeg flyttede sammen med min kæreste, men selvfølgelig savner jeg min familie altid. Jeg føler altid at deres familie er den rigtige og min er bare nogle fremmede. Når jeg vil tale om f.eks. min mor eller far, skifter de bare emne og taler om dem selv og deres børneoplevelser, deres ferier, deres børn osv.

Jeg har især et problem med min svigerfar, da vi ikke kan gå ind i deres hus uden at der 5 min. efter bliver brokket over "alle de skide udlændinge" i Danmark. De laver ikke noget, de kan ikke tale dansk, de overfalder os alle sammen, de skulle fandme rejse hjem hele bundet osv. Hans mor er lidt mere stille og rolig, selvom mærkelige kommentarer som "perkere er de bedste til at klippe hår" bliver luftet. Det er da også meget rart at hun synes det, men jeg hader de ord og det sprog de bruger om alle mennesker der bor udenfor Danmark. Deres to børnebørn (min kærestes søsters børn) sidder bare og griner når deres bedstefar siger sådan, og tanken om at min søn bare vil trække på smilebåndet over sådan nogle udtalelser, gør mig ked af det og vred indeni.

Min svigermor havde jeg det fint med indtil min graviditet. Jeg ved ikke hvad der skete indeni mig da jeg blev gravid, men pludselig havde jeg ikke lyst til at se hende og resten af hendes familie længere. Jeg begyndte at blive mere indelukket overfor dem, og mere åben og såbar overfor min egen mor selvom vi bor så langt væk fra hinanden. Hver gang vi er sammen, føler jeg at hun snager og vil have mig til at fortælle alt om hvad der sker i mit liv, min krop, lægen, jordemoderen osv. Før jeg blev gravid troede jeg at jeg åbent ville være i stand til at dele så personlige detaljer om min graviditet, men når vi er sammen med hans familie nu, sidder jeg for det meste bare henne i hjørnet og venter på at komme hjem så jeg kan "ryste" dem af mig. Min kærestes søster er på samme måde. Hun er meget tæt på sin mor (de bor et halvt min. fra hinandenm går tur sammen hver dag, ringer hver gang nogen har knækket en negl etc.) og jeg føler at jeg bliver overfaldet og fanget hver gang vi er i samme rum sammen. De vil så gerne være en del af den her graviditet og jeg er bange for at jeg bliver sindssyg når vores barn kommer til verden. Jeg er bange for at de vil overtage alt og at jeg ikke har noget at skulle have sagt. F.eks. skal han gå i deres børnebørn dagplejemor for hun var åbenbart fantastisk, der for 15 år siden.

Bare tanken om at de kommer og besøger mig og vores nyfødte på hospitalet gør mig irriteret. Min kæreste ved udemærket godt hvordan jeg har det med hans familie, men de er jo hans familie, så jeg prøver på at holde de her ting for mig selv.

Ja, for at sige det ligeud handler det her vist bare om at jeg ikke ønsker at min søn bliver ligesom min kærestes familie. Jeg vil have at vores søn bliver "international" så han kan se det mærkelige i hans bedstefars udtalelser, jeg vil bo i udlandet så jeg ikke behøver tænke på dem... jeg føler at mit livs mission er at bygge en kæmpe mur mellem mig og dem, og jeg er ved at blive træt.

I mit drømmeliv bor vores lille familie på en gård et sted i England. Vi er glade for vores job og vores børn trives. Jeg tror bare aldrig det kommer til at ske fordi min kæreste er så tæt med hans familie. De ville aldrig sige god for det og jeg tror min kæreste ville være ulykkelig hvis han ikke kunne komme til at tale med hans mor et par gange om ugen. Jeg føler at nedtællingen til en ulykkelig mor som føler sig fanget, er begyndt. Jeg føler at jeg må sige farvel til mit livs kærlighed, hvis jeg skal være i stand til at sove om natten igen uden at spekulere på hans familie og den spændende fremtid jeg/vi måske aldrig får. Jeg har så mange drømme for os allesammen. Jeg ønsker det bedste liv for min kæreste, jeg ønsker at han er lykkelig og tilfreds, men jeg føler ikke at jeg kan give ham det, så længe vi er så tætte på hans forældre, så længe vi bor 5 min. fra dem, så længe de er inde over alt og så længe hans far hver gang talen på udlandet kommer op ikke stopper os og griner med sætningen "jaaaeeehh, men det kræver sgu meget".

Jeg elsker min kæreste så højt. Jeg vil vise ham hele verden. Og jeg skammer mig over at fantasere så meget om et liv uden hans families indblanden.

Ja, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..

min svigerhistorie er en lille smule som din...de er måske ikke helt så slemme, men det med at mit barn ihvertfald ikke skal blive som dem kan jeg være helt med på. Jeg har indimellem fantaseret lidt om hvordan jeg kommer til at sige fra!!!! når vi får vores lille frøken ud i lyset. 

Man kan ikke lave om på sin svigerfamilie, men man kan godt få et nogenlunde forhold til dem. I dt tilfælde ville det fx være mere end rimeligt hvis du frabad dig de dér 'racistiske' kommentarer foran dig selv og dit barn...det medfører selvfølgelig en fare for at de synes du er mærkelig eller snerpet, men altså DIT BARN=DINE REGLER, skide være med hvad de synes, det er sværest med din kæreste...sådan har det ihvertfald med min, jeg vil jo gøre ham ked af det...han holder jo af dem selvom de er skide irriterende med mange ting. Jeg bor faktisk i udlandet, tyskland og det er fordi min kæreste meget gerne ville prøve det...jeg var ærlig talt hellere fri og boede hjemme i DK, men nu er vi her et par år mere og så ser vi hvad der sker...og et er ikke særlig svært sådan set, I skal selvfølgelig have noget at lave og helst begge to, er min anbefaling, men resten finder man sagtens ud af hen ad vejen...jeg har termin i slutningen af april og skal føde hernede osv og den slags finder man også sagtens ud af. Mit råd er at I to finder ud af hvordan i BEGGE TO blir gladest, det skal ikke kun være ham eller dig...og så sig noget til de tosser, det man gerne, de skal respektere at du muligvis mener noget andet end dig, og hvis du først tør gøre det så skal de skam også nok høre efter...sådan er det med de fleste, de vil jo ikke af med jer når det kommer til stykket!

Knus

LivaChristina skriver:

Jeg skriver det her indlæg for at få afløb for en masse tanker, og så ville det være til en stor hjælp hvis folk der har været i lignende situationer, kan give mig et par råd til hvad jeg skal stille op.

Min kæreste og jeg er i den lykkelige situation at der kommer en lille dreng til verden om ca. 3 uger. Vi er begge to i vores 20'ere.

Jeg har altid haft lyst til at bo i udlandet, og da min mor flyttede fra Filipinerne til Danmark som 20-årig, er det ikke fuldstændig urealistisk og sindssygt i mit hoved. Efter at jeg efterhånden er tæt på at blive mor, har jeg selvfølgelig mange tanker omkring hvilket liv jeg vil skabe for min søn. Jeg skal starte på et fillipinsk sprogkursus til september, da jeg aldrig selv lærte sproget, og så vil jeg gerne være i stand til at lære det til min søn, så vi sammen kan tale med min mor på hendes modersmål. Jeg synes det er ærgerligt, hvis hendes baggrund bare bliver glemt. Samtidig vil jeg meget gerne have at vores søn kommer til at gå på en international skole, da det vil give ham mulighed for at læse lige hvor han vil i verden, og så kan jeg godt lide tanken om at "fremmede" kulturer bliver en del af hans hverdag. Sidst men ikke mindst er der mange udlændinge på min side af familien, så det ville være rart hvis engelsk var en naturlig del af hans sprog.

Som I nok kan høre har jeg mange "internationale hippie-tanker" omkring den måde jeg har tænkt mig at opdrage min søn på, men jeg tror at en af grundende til at jeg er blevet så opsat på alt det her, er pga. min svigerfamilie.

Jeg flyttede fra nordjylland til sjælland 2 uger efter det første møde med min kæreste. Det er i dag 2 år siden og jeg elsker ham meget højt. Fordi min familie bor så langt væk, ser jeg dem kun 3-4 gange om året, og det har altså sat sine spor i den måde min svigerfamilie er overfor mig/os. Der går ikke en dag hvor jeg fortryder at jeg flyttede sammen med min kæreste, men selvfølgelig savner jeg min familie altid. Jeg føler altid at deres familie er den rigtige og min er bare nogle fremmede. Når jeg vil tale om f.eks. min mor eller far, skifter de bare emne og taler om dem selv og deres børneoplevelser, deres ferier, deres børn osv.

Jeg har især et problem med min svigerfar, da vi ikke kan gå ind i deres hus uden at der 5 min. efter bliver brokket over "alle de skide udlændinge" i Danmark. De laver ikke noget, de kan ikke tale dansk, de overfalder os alle sammen, de skulle fandme rejse hjem hele bundet osv. Hans mor er lidt mere stille og rolig, selvom mærkelige kommentarer som "perkere er de bedste til at klippe hår" bliver luftet. Det er da også meget rart at hun synes det, men jeg hader de ord og det sprog de bruger om alle mennesker der bor udenfor Danmark. Deres to børnebørn (min kærestes søsters børn) sidder bare og griner når deres bedstefar siger sådan, og tanken om at min søn bare vil trække på smilebåndet over sådan nogle udtalelser, gør mig ked af det og vred indeni.

Min svigermor havde jeg det fint med indtil min graviditet. Jeg ved ikke hvad der skete indeni mig da jeg blev gravid, men pludselig havde jeg ikke lyst til at se hende og resten af hendes familie længere. Jeg begyndte at blive mere indelukket overfor dem, og mere åben og såbar overfor min egen mor selvom vi bor så langt væk fra hinanden. Hver gang vi er sammen, føler jeg at hun snager og vil have mig til at fortælle alt om hvad der sker i mit liv, min krop, lægen, jordemoderen osv. Før jeg blev gravid troede jeg at jeg åbent ville være i stand til at dele så personlige detaljer om min graviditet, men når vi er sammen med hans familie nu, sidder jeg for det meste bare henne i hjørnet og venter på at komme hjem så jeg kan "ryste" dem af mig. Min kærestes søster er på samme måde. Hun er meget tæt på sin mor (de bor et halvt min. fra hinandenm går tur sammen hver dag, ringer hver gang nogen har knækket en negl etc.) og jeg føler at jeg bliver overfaldet og fanget hver gang vi er i samme rum sammen. De vil så gerne være en del af den her graviditet og jeg er bange for at jeg bliver sindssyg når vores barn kommer til verden. Jeg er bange for at de vil overtage alt og at jeg ikke har noget at skulle have sagt. F.eks. skal han gå i deres børnebørn dagplejemor for hun var åbenbart fantastisk, der for 15 år siden.

Bare tanken om at de kommer og besøger mig og vores nyfødte på hospitalet gør mig irriteret. Min kæreste ved udemærket godt hvordan jeg har det med hans familie, men de er jo hans familie, så jeg prøver på at holde de her ting for mig selv.

Ja, for at sige det ligeud handler det her vist bare om at jeg ikke ønsker at min søn bliver ligesom min kærestes familie. Jeg vil have at vores søn bliver "international" så han kan se det mærkelige i hans bedstefars udtalelser, jeg vil bo i udlandet så jeg ikke behøver tænke på dem... jeg føler at mit livs mission er at bygge en kæmpe mur mellem mig og dem, og jeg er ved at blive træt.

I mit drømmeliv bor vores lille familie på en gård et sted i England. Vi er glade for vores job og vores børn trives. Jeg tror bare aldrig det kommer til at ske fordi min kæreste er så tæt med hans familie. De ville aldrig sige god for det og jeg tror min kæreste ville være ulykkelig hvis han ikke kunne komme til at tale med hans mor et par gange om ugen. Jeg føler at nedtællingen til en ulykkelig mor som føler sig fanget, er begyndt. Jeg føler at jeg må sige farvel til mit livs kærlighed, hvis jeg skal være i stand til at sove om natten igen uden at spekulere på hans familie og den spændende fremtid jeg/vi måske aldrig får. Jeg har så mange drømme for os allesammen. Jeg ønsker det bedste liv for min kæreste, jeg ønsker at han er lykkelig og tilfreds, men jeg føler ikke at jeg kan give ham det, så længe vi er så tætte på hans forældre, så længe vi bor 5 min. fra dem, så længe de er inde over alt og så længe hans far hver gang talen på udlandet kommer op ikke stopper os og griner med sætningen "jaaaeeehh, men det kræver sgu meget".

Jeg elsker min kæreste så højt. Jeg vil vise ham hele verden. Og jeg skammer mig over at fantasere så meget om et liv uden hans families indblanden.

Ja, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..

Hej Liva

Min situation ligner godt nok ikke din, men jeg tror de fleste førstegangsforældre gør sig mange tanker om, hvordan de vil tackle familien.

Min mand og jeg har talt en del om, hvad vi hver især har brug for at tackle med en lille ny i forhold til hver vores familie. Man har det selvfølgelig oftest sværest med den andens familie. Nu hvor han ved, hvad jeg får brug for at tackle og omvendt, har vi også kunnet tale om, hvordan vi hjælper hinanden og har kunnet lave nogle helt klokkeklare aftaler, da det også er nemmest, at jeg siger de svære ting til min familie og omvendt.

Det lyder godtnok som om, du har mere at skulle tackle med din svigerfamilie end de fleste, men måske er der meget hjælp at hente hos din kæreste. I kunne måske aftale et signal, du kan sende ham, når du føler tonen bliver for hård, så din kæreste kan sige tydeligt fra. Hvis I taler det godt igennem allerede nu, vil I kunne støtte hinanden.

Held og lykke med det.

Kh Molly