er lidt træt af ham pt

hrum.... er sgu lidt træt af min mand for tiden - som jeg ikke har været før faktisk.

Hvorfor er egentlig en lidt længere historie, men sådan kort er problematikken bla.:

Vi har et gør det selv hus, som vi har boet i i lidt over 5 år pt. Jeg er SÅÅÅ træt af vi ikk er færdige med vores overetage - vi har ikke noget værelse til vores søn, som jo dermed er i soveværelset. Han (altså manden) starter 117 projekter op på en gang, og gør ikke tingene færdig, og jeg er virkelig ved at være fyldt op. Han kan ikke bestemme sig hvilket firma vi skal bruge for at komme igang (vi skal have firma på til de grove ting, da det er omfattende)... ringer til 117 mennesker, tjekker aldrig op på tingene og får aldrig aftalt noget konkret. Nogen dage siger han et, andre dage noget andet - f.eks hvilket firma vi skal bruge, skal vi have mere hældning på taget eller ej, skal vi have 1 eller 2 nye kviste osv osv..... og jeg er så træt af det!! der sker bare ikke noget...

Nogen vil måske sige, hvorfor gør du ikke noegt selv: Jeg har bare ikke forstand på alt det her byggehalløj, så ved ikke hvad jeg skal være på vagt med mht ventetider, materialer, firmaer osv, og i og med min mand er håndværker er det meget pålæggende for ham.

Men det er ikke så meget det, han vil undersøge tingene, det er jo egentlig fint nok, men jeg får SPAT AF HANS UBESLUTSOMHED.

En anden "lille ting" er - vi har ingen gulvvarme i huset fordi vi skulle have skiftet det gamle oliefyr ud med noget kombi-fyr tamtam, men det er så ikke sat til. Dvs at der især på badeværelset, der hvor vi pusler sønnen og i bryggerset med vores overtøj og sko, er PIIIISSE koldt. Faktisk så koldt at sønnen jævnligt får gåsehud under bleskift - og manden fatter det ikke.... Så nu tager jeg konsekvent og skifter i stuen, hvor der trods alt er bare lidt lunere....>( DET FATTER HAN SÅ HELLER IKKE...

Jeg er en ilter person til tider og meget snakkesagelig, og normalt ikke bleg for at sige min mening - men jeg har bare sagt de her ting så mange gange på alle mulige båder - både pædagogiske og upædagogiske, hehe... men jeg taler til en dør, og jeg gir snart op!!! Jeg mere eller mindre ignorerer ham pt, svare pænt hvis han spørger om noget, men ellers er han luft. Ingen kys og kram, ingen sex, ingen øjenkontakt - nada!!! Og jeg vender ryggen til ham når vi går i seng, og siger ikke godnat med mindre han siger det først... Sætningen "jeg elsker dig" er en by i rusland.... men han fatter det ganske enkelt ikke, - ellers VIL han ikke...

Men det væreste er at min reaktion jo ikke skyldes at jeg er sur - jeg er mere opgivende og ked, og det synes jeg faktisk er værre end et regulær vredesudbrud/skænderi. Og at han ikk reagerer på det, er skiseme da tankevækkende!!

Jeg har bestemt mig for at jeg ikke giver mig ikke, før han kommer direkte og spørger, - hvad er der med dig???

Hvordan får jeg ham til at forstå at jeg er fyldt op "for real" denne gang?? Synes som sagt jeg har sagt tingene så mange gange, jeg giiiider bare ikke mere??

Skal for en god ordens skyld lige sige - dette overetageprojekt har stået på/ikke stået på i langt over et år, så det er ikke fordi jeg reagerer sådan her efter 3 dage eller uger...

Men jeg elsker min mand, det gør jeg jo. Men jeg ville ønske der snart kom en reaktion fra ham, for jeg kan ikke forstå han ikke spørger ind til min ændrede opførsel...

hvordan får jeg ham til at forstå alvoren, og hvordan kommer vi videre??

Mig - ano

Nej puha sikke en situation...

Altså min umiddelbare holdning er jo nok at du burde sætte dig ned med ham og så tage en snak med ham, forsøg at få ham til at forstå hvor uholdbar hele situationen er... Ikke mindst for jeres søns skyld...

Det er slet ikke holdbart at der ikke er noget varme i huset, det kan den bette purk altså blive meget syg af... Det dur bare ikke...

Men ellers ved jeg ikke hvad jeg skal sige, andet end at det sgu er synd for dig at han er sådan...

Betina

De fleste mænd kan ikke aflæse hvad kvinder tænker, så jeg tror ikke din metode med at tie stille og ikke tale til ham virker. Jeg kan godt læse, at du har talt med ham om det mange gange, men jeg tror du bliver nødt til at gøre det igen. Jeg tror den ignorerende metode du har påbegyndt kan ødelægge langt mere end den gavner.
Jeg synes du skal tale med ham, og denne gang skal han ikke være i tvivl om hvad du mener og føler. I må sætte jer ned, og så må du stille og roligt sætte ham ind i tingene fra din side af. Du kan foreslå, at i sammen laver en handlingsplan for den færdige renovering af huset. Skriv nogle realistiske delmål og mål ned, som han så skal overholde, måske er det også en meget stor hjælp for ham (han lyder jo særdeles ubeslutsom), hvis du på den måde er med i projektet og kan se hvad han for gjort og ikke gjort. Så kan i jo holde et "opfølgingsmøde" om 1 måned eller to for at se, om der er sket noget med byggeprojektet.
Giver det mening?
Endnu engang, så tror jeg virkelig du skal tale frem for tie.
Held og Lykke med det.
Knus, Helle

Jeg vil bare sige at jeg har læst dit indlæg!

Lige pt. ved jeg ikke hvad jeg skal skrive.
Sidder selv i light situationen af hvad du gør.
Jeg tror bare min kæreste lider af noget så kedeligt som DOVENSKAB.

Vi flyttede selv i hus for lidt over 1 år siden og intet af "mandetingene" blev ordnet som lovet.
Til sidst fik jeg bare nok!
Ringede selv rundt og bestilte håndværkere osv. fordi jeg simpelthen ikke gad at finde mig i det halvfærdige rod mere.
Hvis han ikke selv havde tænkt sig at gøre noget ved det, måtte han betale sig fra det.

Nu ved jeg godt at du siger at du ikke kan ringe rundt fordi det er lidt større projekter I sidder med, så meget hjælp kan jeg desværre ikke give.

Jeg ved godt at man til sidst bliver stædig, "sur og indelukket", men er du sikker på at det er vejen frem?
Hvis han er ligesom min kæreste, kan der gå lang tid før han fatter noget som helst af hvad der foregår og til sidst ender det med at jeg bliver så rasende at jeg eksploderer i et kæmpe vredesudbrud af: FATTER DU DA SLET INGENTING?!!!

Ikke at jeg aner hvad du ellers skal gøre.
Jeg er ikke typen der gør brug af trusler, medmindre jeg har tænkt mig at gøre alvor af det jeg truer med :)

Det korte af det lange er, at jeg sagtens kan forstå din frustration!
Jeg ville bare sige at jeg havde læst dit indlæg og desværre ingen guldkorn havde.

Det med at ignorere tror jeg ikke virker. Det forstår mænd ikke, Og tildels heller ikke os kvinder. For der er ingen der er tankelæsere. Tror bare du bruger en masse energi på en negativ måde, som skader dig selv. AT gå sådan rundt og være obs på at ignorere bruger enorme ressourcer som kan bruges mere positivt. Så tal med ham. Få baby passet og sæt jer ned og få snakket om hvad det er der gør dig ked og træt af det. Og som Helle siger, lav en liste med nogle overskuelige mål og delmål. Prioriter hvad der skal laves først og hvad I derefter skal igang med. Ved fra mig selv at hvis det hele bare ligger får jeg ikke lavet noget af det. Måske lige lidt her og lidt der. Men hvis jeg har en liste eller jeg kan se enden på bare ét projekt er det det jeg gør færdigt. Og det med at få huset gjort færdigt er jo ikke kun hans projekt. Så bidrag med dit, så det bliver et fælles projekt. Men først og fremmest bliver du nødt til at komme ud af busken. Få taget hul på bylden og find en løsning. Han kan sagtens mærke din ændrede opførsel, men er måske bange for at stikke til dig. Du ved jo ikke hvad han tror eller tænker. Så sæt Jer ned og få snakket. Og hør ham evt. efter hvorfor han ikke spørger til dig. At det vil du gerne have ham til... Men i bund og grund skylder du ham, at melde ud. Sig: "Jeg vil gerne ha' du gør.... for...." Jeg var selv presset når min kæreste havde lange dage i træk på arbejde med at få handlet. Og det gik mig på at jeg sommetider stod alene og der stort set ikke var noget mad i køleren og Em var sulten. SÅ sagde jeg en dag stille og roligt: "Jeg vil gerne ha' du er lidt mere proaktiv i forhold til indkøb af dagligvarer, når du er væk i længere tid. Du kender bedst selv din kalender, så kan du ikke tænke over at der gerne skal være lidt mad til Em og mig hvis du ikke er hjemme??" Og sørme om så ikke gør det. I stedt for at jeg går og bliver træt af at han ikke handler ind og jeg så bliver sur. Forklar hvad det er du vil ha' ham til. Han er ikke tankelæser. Håber det hele løser sig, så du ikke skal gå og bruge så meget energi på at være sur. AG

[citat]Jeg har bestemt mig for at jeg ikke giver mig ikke, før han kommer direkte og spørger, - hvad er der med dig???[/citat] Arj, come on. Det du'r jo ikke! Mænd kan jo ikke gætte hvad der sku være galt helt selv. Det har de ikke kapacitet eller fantasi til. Mange forhold går i stykker fordi kommunikationen svigter! Kan godt se det er noget lort med Jeres hus. Men BANK i bordet og sig NU skal der laves noget. -Eller bestil selv nogle håndværkere!

hmmm...jeg har tænkt over den her siden i går, for vi sidder lige på samme måde, med ombygning, og ingen tid...

min søster og mand måtte gå fra hinanden af samme årsag, ret og simpelt, alt gik op i ombygning...og de glemte hinanden.
Michael og jeg blev enige om dengang, at uanset hvad, så skulle det ikke komme til at koste os vores forhold, så vi blev enige om ikke at have travlt, det er trods alt kun os selv der skal bo i lortet!

vi holder lange pauser, meget lange pauser...men til gengæld har vi det skide sjovt ind i mellem.
Det kan godt være at Tif´s bukser bliver beskidte når hun skal sno sig omkring, eller at jeg af og til får en skabslåge i hovedet...eller der er pisse koldt i baggangen, men vi plejer at sno os uden om det, finde en nødløsning, som du netop har gjort med at flytte skiftningen ind i stuen...

pt. har vi ingen stue, den fungere som et soveværelse, vi har ingen lokum oven på, for vandhanen er stadig ikke blevet fikset derude, vandet i min ene vandhane på badeværelset neden under er lukket fordi den kolde hane stod og løb...ja vores gård ligner lort og lagkage, og vi lever stadig med det samme grimme lenolium i gang og køkken...ungernes lysninger er heller ikke lavet :S og der hvor vores soveværelse skal være , er det åben op til kip!
men når alt det er sagt, kigger vi også på hinanden og siger..hmm...hvem bestemmer hvad tid det skal være færdig? kun os selv.
i gamle dage boede man i en jordhule, og ja det her kan sgu godt ligne noget af det samme, men vi er lykkelige og glade.

hvad med at prøve at hjælpe ham med de ting, vi kvinder kan nu også godt bore et hul! det er kun et ? om øvelse...for hurtigt kan det blive en plage for jer, du skælder ud, og han overhøre det!

husk nu at holde af hinanden...for er forventningerne for høje, så skrider man i svinget, og glemmer at projekt hus var en fællesopgave, og fælles ønske.

ikke at jeg siger at mænd ikke kan være irreterende, for det kan de sgu da snildt. men at spille kostbar hjælper dig bare ikke en disse...for mænd er så totalt dumme når det kommer dertil!

jeg håber i finder ud af det stille og roligt!

Vi kvinder er specialister i det dér med at spille tøsefornærmet, og vores mænd fatter ikke en bjælde af det. Jeg bruger den selv, men må hver gang sande, at jeg har brugt alt for meget energi på at gå og få ham til at reagere på mit dårlige humør.
Mænd fatter ganske enkelt ikke hints, og det er kun fedt at demonstrere i en kort periode ad gangen - derefter synes jeg bare, det er opslidende.
Jeg vil gerne anbefale dig et par bøger, der på humoristisk vis, giver videnskabelige beviser for, hvorfor mænd bare skal tages helt anderledes, end vi kvinder tror.
Læs: "Hvorfor mænd ikke hører efter og kvinder ikke kan læse kort" af Allan og Barbera Pease. Læs også: "Tag mig" af Joan Ørting.
Begge bøger er morsom og lærerig læsning, men man (du) skal også være forberedt på, at begge bøger indeholder sandheder om dig selv.

Selvom jeg har læst og forstået indholdet af begge bøger, er jeg ikke færdiguddannet. Jeg falder gang på gang i den tøsefornærmede grøft, men jeg må hver gang sande, at min mand stadig ikke forstår noget, med mindre det siges højt og med øjenkontakt. - Og så, for guds skyld, IKKE for mange ord. - Det forvirrer dem også.

Held og lykke!

- Helle, som også sparer op til en tale

Pyyyha ja, jeg kan godt genkende det, du siger.

Vi har for 3 år siden også opstartet et byggeprojekt. Vi købte et stykke af en fabrik og har nu indrettet den som lejlighed.....vi er langt, men ikke færdige og jeg er også ved at få fnidder af sætningen: "jo, jeg skal nok gøre det..." og så sker der ikke noget. Han har en liste så lang af ting, han skal gøre, men han gør det ikke. Siger bare: "jo, jeg skal nok gøre det"....så kommer der noget andet i vejen. F.eks. hænger der en eltavle lige midt i vores stue med ledninger her og der. Ja, det skal jo færdiggøres og godkendes, men han har ikke lige fået fundet en elektriker. Og jeg aner virkelig ikke, hvem jeg skal ringe til, for det skal jo også være en, som vil være med til at godkende noget el, der ikke er lavet af en elektriker og man skal jo kunne fortælle hvordan det hele er forbundet...og dét kan jeg ikke!....og så hænger den bare der nu på 3 år og flavrer...Jeg har SÅ mange gange råbt og skreget over hans ubeslutsomhed og manglende drive til at få tingene gjort. Jeg er typen, der handler, når opgaven er der - jeg hader at spilde tiden. Først arbejde, så hvile. Han er typen, der først hviler og så arbejder.....hvis han når til at arbejde, inden tiden er gået med at hvile :P lidt strengt sagt, men sådan oplever jeg det ;)

Jeg er nu nået frem til, at det handler om prioriteringer og at vi prioriterer meget meget forskelligt i stort set alle situationer. Og nej, mænd fatter virkelig ikke hints eller sure miner, som Helle30 skriver - det hele skal være lige på og hårdt. En spade er en spade! Min mand har det fint med, at el-tavlen hænger som den gør og det generer ham ikke...derfor prioriterer han den ikke og glemmer den. Jeg kan ikke få ham til at prioritere den, med mindre han selv vil det, så jeg må tage skeen i egen hånd og gøre noget ved det, der generer mig. Men nogle ting kan jeg bare ikke ændre eller gøre noget ved, så derfor har jeg opgivet at bruge energien på det. Tilgengæld bruger jeg så alt min energi på det, der er vigtigt for mig (f.eks. min datter (L)). Og det gør han så også...han dykker og arbejder....og det er så her, jeg ikke forstår hans valg og prioriteringer...men det er jo en helt anden sag :P;)

Nå, ville egentligt bare sige, jeg sagtens kan følge dig, men er vist ikke til så meget hjælp :S