Mirakel skriver:
Søndag d. 9/1-11 var en dag i forberedelsens tegn. Jeg havde bedt min kæreste Christian (barnets far) om at støvsuge – flere dage forinden havde jeg sagt, at hvis jeg ikke havde født inden søndag, så skulle han støvsuge, og jeg skulle vaske gulv. Jeg fik også bagt boller om eftermiddagen, imens jeg havde murren i underlivet. Jeg var gået 5 dage over termin, så jeg tænkte straks, at det var et tegn på, at vi meget snart skulle møde vores søn. Så tog jeg mig et karbad, og det holdt efterfølgende op med at ’murre’. Øv, vi blev skuffede 
vi havde ventet på vores lille basse længe nu.
Senere på aftenen gik jeg i gang med at sortere babytøj, som var noget, jeg havde udskudt længe. Jeg begyndte at få smerter igen, først den velkendte murren, men ret hurtigt kunne jeg kende forskel på smerter og pauser imellem smerterne. Det måtte da være veer. Vi tog det egentlig ret stille og roligt - vi vidste jo begge fra bl.a. fødselsforberedelse, at der kunne gå laaang tid endnu, når jeg nu skulle være førstegangsfødende. Jeg ville heller ikke selv sætte forventningerne for højt op.
Jeg fortsatte sorteringen, alt imens jeg kiggede over på vækkeuret, der havde sekundtæller – jeg begyndte så småt at tage tid på veerne. Her var klokken ca. 21.45. Der var blot 2,45 minut mellem veerne (3,45 fra en ve startede, til næste ve startede), og de varede 30 sekunder! Vildt! Smerterne tog til, og jeg lyn-sorterede færdig. Klokken var nu ca. 23, og vi tog tid på veerne med et stopur, nu var der kun 1,45 minut mellem veerne (2,45 fra en ve startede, til næste ve startede), som varede næsten et minut og var temmelig regelmæssige. Højst besynderligt, så ofte skulle de da ikke komme allerede? Til fødselsforberedelse havde vi lært, at man skulle ringe til fødegangen, når veerne varede 1 minut, der var 4 minutter imellem (fra en startede, til næste startede), og det havde stået på i en time…
Jeg tog endnu et karbad, imens Christian smurte sin madpakke – vi var nu sikre på, at jeg meget snart skulle føde. Jeg følte en blanding af forventning, nervøsitet og ekstrem glæde. 
Jeg lå i sengen og havde MEGET ondt – og lavede lyd på vejrtrækningerne (det hjalp lidt på smerterne). Jeg tog selv tid på veerne, og indimellem varede de altså i mere end et minut, og der var under et minut imellem. Ca. klokken 3 om natten havde jeg meget svært ved at håndtere smerterne, jeg kunne end ikke gå på toilettet uden at knække helt sammen flere gange på vej derhen og tilbage til sengen. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt lå krøbet sammen ude på badeværelsesgulvet og hulkede – det føltes virkelig som om, bassen allerede var på vej ud der. Jeg vækkede Christian og sagde: ”Du skal ringe til fødegangen, jeg vil derind NU!” Han sagde, at det var mig, der skulle ringe – de ville alligevel bede om at snakke med mig (jf. fødselsforberedelse).
Jeg ringede ca. 3.30 og talte med en jordemoder på fødegangen. Jeg fortalte, at jeg var 6 dage over termin, havde regelmæssige veer, mange smerter osv. – og selvfølgelig holdt veerne en lang pause lige dér, så hun ikke kunne høre, hvor ondt jeg havde det (altså, om man kan snakke samtidig). Hun sagde, at jeg skulle tage 2 panodiler (hvilket jeg HAVDE gjort) og et varmt bad (!) – og så skulle jeg ellers prøve at få sovet imellem veerne, så jeg kunne samle energi til fødslen – og så skulle jeg ringe igen, når det blev værre.. Lige da jeg lagde røret på, fik jeg en kæmpe ve, typisk.
Jeg tog endnu et karbad. Jeg lå derude i mindst en time, måske to. Så fik jeg mig bakset ind i sengen, stadig drivvåd og svøbt ind i håndklæder, jeg orkede intet andet end at koncentrere mig om min vejrtrækning – og selvfølgelig kunne jeg ikke sove, når der kun var et minut mellem veerne.
Klokken 6.30 ringede jeg igen til fødegangen. Jeg forklarede dem, at jeg havde MANGE smerter, og at jeg altså ikke kunne sove, og jeg spurgte, om jeg ikke godt måtte komme ind til tjek indenfor de næste par timer. Den venlige jordemoder sagde, at hun da synes, jeg skulle komme ind med det samme – de havde vagtskifte kl. 7, og så ville jeg blive mødt af helt frisk personale, der kunne kigge på mig. JATAK, det ville jeg mægtig gerne. Christian ringede efter en taxa, som hentede os kort tid efter. Jeg sad bag i taxaen og prustede, heldigvis var turen ikke så lang.
Vi ankom til Skejby Sygehus præcis kl. 7. Vi sad og ventede lidt i modtagelsen – vagtskiftet skulle jo lige være på plads. Vi blev ført ind i et modtagelsesrum for fødende, hvor vi også ventede lidt. Så kom der en jordemoder, der skulle undersøge mig – ”Du er 4 cm åben,” sagde hun. Jubii, hvor blev vi glade – så VAR vores lille prins virkelig på vej, og jeg ville snart få ham at se, holde ham i mine arme. YES! Og vi ville ikke blive sendt hjem, som vi havde frygtet. Jeg tænkte, at det var da et fint tidspunkt, vi kom på - alligevel.
Vi ventede igen, indtil den jordemoder (+ en jordemoderstuderende), der skulle assistere os ved fødslen, kom og hentede os ind til den rigtige fødestue. Jeg kom i et hospitalsoutfit og blev undersøgt igen. Der var max gået end halv time siden sidste undersøgelse, og nu var jeg altså 6 cm åben!! 
Jeg var helt ekstatisk! 
Jordemoderen var også begejstret – hun sagde, at det var normalt kun at åbne sig 0,5 cm i timen. Jeg fik klyx – nøj, hvor har jeg aldrig før set så stor en flaske klyx 
Jeg måtte nu komme i karbad (karbad nr. 4 indenfor et døgn). Her lå jeg og arbejdede med mine veer, med vejrtrækningen. Christian holdt mig i hånden og sagde, at jeg var sej! Han var bare den bedste støtte gennem hele fødslen. Jeg kunne høre, at jordemoderen snakkede med den studerende – det var jo også en læringssituation. Hun sagde: ”På dette tidspunkt af fødslen er det helt normalt, at den fødende trækker sig ind i sig selv, som du kan se, hun gør.” Ja, jeg kunne jo ikke andet 
Jordemoderen målte hjertelyd jævnligt med en doptone – det skulle hun gøre hvert 15. minut, fordi jeg lå i badekar. På et tidspunkt dykkede hjertelyden, og hun forberedte mig på, at jeg måske pludselig skulle meget hurtigt op ad badekaret, fordi vi jo skulle sikre os, at lillemanden blev ved med at have det godt inde i maven. Hjertelyden blev stabil igen, og jeg fik lov at ligge lidt længere.
Jeg skulle undersøges igen og var på dette tidspunkt kommet op ad badet. De satte en elektrode på hovedet af bebs, så de kunne holde nøje øje med hjertelyden. Jeg var nu 8 cm åben!
- Jeg havde helt afsindigt ondt! Jeg 'skreg' efter en epiduralblokade, som jeg virkelig havde håbet, jeg skulle undgå, fordi jeg gerne ville føde au natural. Men hold da op, hvor gjorde det ondt. Christian spurgte, om jeg nu var sikker. Det var jeg egentlig ikke, jeg kunne bare ikke forestille mig, at jeg kunne holde flere smerter ud. Jordemoderen sagde, at det var min beslutning, om jeg ville have den, men at jeg også skulle tænke på, hvor hurtigt det indtil videre var gået. Måske ville jeg slet ikke nå at få glæde af blokaden. Jeg skulle også vide, at jeg altså godt ville kunne mærke presseveerne, når de meldte sig. Jeg er slet ikke sikker på, hvad klokken har været på dette tidspunkt, måske ca. 10 om formiddagen. Jeg kan i hvert fald huske noget om, at jordemoderen sagde, jeg højst sandsynligt ville føde lidt over middag. Det gav mig mod og ekstra energi, og vi droppede epiduralen.
Hun undersøgte mig igen, jeg var vist 9,5 cm åben nu (tiden flyder ud for mig på dette tidspunkt). YES! jeg kunne nu se en ende på dette smertehelvede. På et tidspunkt deromkring fik jeg en iltmaske, jeg skulle trække vejret igennem, når der kom en ve, og på et senere tidspunkt blev der tilføjet lattergas til iltmasken, selvom jeg havde sagt, jeg ikke ville have lattergas. Jeg var bange for, at jeg ville få kvalme af det, men lattergassen endte med at blive mig MEGET kær.
Tiden gik, jeg blev undersøgt flere gange. Jeg røg vist tilbage på 8 cm. Det er noget, Christian har fortalt mig, jeg husker det ikke selv. Jeg glæder mig til at se den rapport, personalet har lavet om fødslen, så jeg kan få sat tidspunkter på (vi har ikke været til ’efter-fødsels-samtale’ endnu..).
Jeg fik at vide, at mine veer ikke var kraftige nok, og at de gerne ville give mig et ve-drop. Dette fandt jeg helt og aldeles uacceptabelt, da jeg ikke mente, der var noget i vejen med mine veer, de gjorde rigeligt ondt, og der var rigelig af dem! Jordemoderen foreslog en epiduralblokade – så jeg bedre kunne klare at få vestimulerende og samtidig kunne få samlet kræfter. Jeg takkede ja. Klokken var nok omkring kl. 15 måske? Der kom en meget ”humoristisk” anæstesilæge og lagde blokaden på mig, alt imens han jokede med personalet og mig.. det var jeg slet ikke med på..
Jeg blev smertefri. NØJ, hvor var det skønt.
Jeg blev ’mig selv’ igen; jeg kunne snakke og grine med Christian, drikke jordemoder-drinks (bestående af en blanding af saftevand og appelsin- og æblejuice) og spise banan. Jeg kan huske, jeg lå foroverbøjet på briksen og lænede mig op ad en sækkestol, imens jeg vrikkede hofterne i ottetaller (ve-salsa; fødselsforberedelse), og den jordemoderstuderende holdt en hånd på min mave for at tage tid på veerne. Jeg havde også mavebæltet på (’strimmel’-dimsen), og hold da op, hvor jeg irriterede mig over det bælte gennem hele fødslen – undtagen lige her, hvor epiduralblokaden virkede bedst. Ellers strammede det bare så afsindigt på min mave, og jeg blev ved med at løfte ud i det og bande over det
, og personalet blev ved at fortælle mig, at det altså skulle blive siddende, så de kunne holde øje med den lille og se hyppigheden af mine veer.
Nå, men jeg lå altså her foroverbøjet på briksen. I rummet var kun Christian, den jordemoderstuderende og jeg. Jeg klagede over, at det sved forneden, at det føltes som om, hovedet var på vej ud. Det blev værre og værre. Omkring kl. 16 var afdelingsjordemoderen inde og undersøge mig. Jeg husker hende som en meget OND, gammel heks, fordi den undersøgelse var virkelig grusom 
– hun rodede rundt i mig, av av. Der var heromkring flere, der undersøgte mig (jordemødre, en læge) og konkluderede, at hovedet stod skævt i mit bækken. Der var også læger, der skulle tage blodprøver fra hovedet, fordi hjertelyden var dykket et par gange, og de derfor var nødt til at holde ekstra godt øje med, om baby nu fik ilt nok. Tallene så heldigvis fine ud.
Vi fik at vide, at de nu alle skulle ind og holde et møde, og de ville komme tilbage ca. 16.30 – og så skulle vi finde ud af, hvad der skulle gøres. Der blev dog en tilbage på stuen, så vi ikke var alene. Jeg husker ikke hvem, for der var alt i alt mange mennesker på stuen i disse timer – samtidig og skiftevis. Jeg sagde til kvinden, at jeg altså gerne ville presse nu. Jeg kunne mærke, hovedet var kommet langt ned. Jeg sagde (eller jamrede?), at jeg gerne ville have, de andre kom tilbage på stuen NU, så jeg kunne føde. Jeg ville så gerne presse – for selvom jeg altså ikke kunne mærke presseveerne (epiduralen virkede FOR GODT på mig åbenbart
), så kunne jeg mærke, at hovedet borede sig ned gennem mit bækken.
De andre kom endelig ind – det føltes som om, der var gået en evighed. De havde snakket sammen, og ’vores’ jordemoder tog mig i hånden og sagde, at hvis baby ikke var ude indenfor et kvarter, var de nødt til at hjælpe ham ud med hård sugekop. Åh gud, hård sugekop. Jeg fik at vide, hvornår jeg havde presseveer (det kunne de se på monitoren, jeg kunne ikke selv mærke dem), og jeg pressede og pressede, alt hvad mine lemmer kunne holde til. Jeg ville for alt i verden prøve at undgå, at de skulle hive min lille dreng ud med sugekop, som jeg havde hørt frygtindgydende historier om. Jeg kastede op et par gange af smerte og pressede videre. Jeg fik ros for min indsats - jeg fik ham presset rigtig langt ned, men han var ikke ude efter et kvarter, så frem kom sugekoppen.. Der blev tilkaldt børnelæger, og jeg tror, der nu var næsten 10 mennesker på stuen, udover Christian og jeg.
D. 10/01/11 Kl. 17.12 blev Sebastian født. Han havde navlestrengen rundt om halsen og kroppen - de viklede ham fri, klippede navlestrengen (som vi ellers havde aftalt, Christian skulle gøre) og lagde ham på mig. Det sidste gik så hurtigt, vi nåede slet ikke at opfatte, at der var noget, der ikke var, som det skulle være. De satte tempoet gevaldigt op og sagde en masse til hinanden, vi ikke forstod..
Jeg husker helt tydeligt følelsen af, at min lille nyfødte dreng lå på mit bryst/min mave. Det var et STORT øjeblik, han var så smuk og så blød at røre ved. Men lykken var kort, for efter et halvt minut tog de ham fra mig og lagde ham over på undersøgelseslejet. Han var besvimet, så han fik ilt og blev masseret. Jeg lå på fødebriksen og hulkede: ”Min baby, min baby, sig han er ok!?”.
Christian var også meget utilpas på dette tidspunkt, da ingen af os vidste, hvad der var galt – og vi ikke havde hørt en lyd fra den lille endnu. Christian sagde til mig, at vores søn var ok - for at berolige mig - men det vidste han egentlig ikke, og det gjorde lægerne heller ikke – så jeg fik intet svar, lå bare og hulkede på fødebriksen. Endelig hørte vi et skrig – det var den smukkeste lyd, jeg på det tidspunkt havde hørt, og en ro skyllede ind over mig.
Jeg fødte moderkagen, og så blev vores lille dreng kørt på børneafdelingen. Christian fulgte med, for vores dreng skulle i hvert fald ikke være uden en forælder i sin første tid her i verden. Den jordemoderstuderende tog også med og lovede at tage en masse billeder – hvilket jeg i dag virkelig glad for.
Jeg blev syet (fik 4 knuder) og skulle ligge til observation i mindst 1,5 time, før jeg kunne komme over på børneafdelingen til min lille familie. Jeg fik forklaret, hvad der egentlig var sket, hvorfor det var gået, som det gik, men jeg husker stort set intet af den samtale.
Det var mærkeligt bare at ligge der, uden hverken min søn eller Christian. Hold da op, hvor ville jeg bare gerne hen til dem. Der kom en medarbejder ind med en rullevogn, hvorpå der var en bakke med 2 sandwiches, kaffe og juice samt et fødselsdagsflag – og jeg stortudede. Jeg var jo bare der helt alene, så det føltes mærkeligt (og sørgeligt) at få denne bakke. Jeg ringede til min mor, som græd sammen med mig. Den jordemoderstuderende kom tilbage fra børneafdelingen og forsikrede mig om, at Sebastian var okay. Hun fortalte, at han var 52 cm lang og vejede lidt over 4 kg (helt præcist 4030 g, fandt jeg senere ud af)
Endelig efter næsten 2 timer kom en kvinde ind og sagde, at jeg nu kunne komme af sted – jeg skulle bare lige have pillet diverse slanger ud af mig og tisse (de skulle være sikre på, at jeg kunne det selv pga. epidural). Jeg fik et knus af jordemoderen, der roste mig endnu engang for min indsats – hun synes, jeg havde kæmpet bravt.
Der kom en portør og kørte mig til børneafdelingen i en seng. Der lå lille Sebastian i en åben kuvøse, og Christian stod ved hans side og holdt ham i hans lille hånd. Han havde fået anlagt sonde og C-PAP (pga. fostervand i lungerne, der skulle hjælpes op), og så havde han en saturationsmåler på sin lille fod. Jeg fik ham op på brystet, det var simpelthen så fantastisk, jeg var så rørt. Smukke lille skabning. Endelig var han her, vores lille guldklump, vores dejlige, højtelskede søn.
Han skulle blive til observation på børneafdelingen natten over og det meste af den efterfølgende dag. De skulle bl.a. holde øje med, om han havde fået en infektion (fordi han havde fået grønligt fostervand i lungerne).
Næste aften fik vi ham over på barselsafsnittet, og vi kunne alle 3 være samlet.
Til jer, der nåede så langt - tak fordi I læste med
Beretningen var egentlig skrevet til min søn, som han kan læse, når han engang selv skal have et barn - derfor er den så detaljeret. (jeg har dog lige ændret en del, bl.a. at den ikke her på baby.dk er henvendt direkte til ham)
HOLD NU OP hvor jeg hyler..!! Nåede lige til hvor du føder også brød jeg da helt sammen..!!
Hvor er du altså bare kæmpet sejt - og hvor er det bare DEJLIGT at alt endte godt..!! HUHA jeg var helt ude af den 
Og hvor jeg dog ELSKER det billede af ham med hans far.. Det er SÅ godt
