Dagpleje inden meget kort tid, og jeg har SÅ ondt i maven!

Ja, det er hvad jeg har..

Jeg går lige ot og venter på brev fra kommunen, så min datter kan komme i dagpleje. Men jeg gfår så ondt i maven, hver gang jeg åbner postkassen, for jeg har slet slet ikke lyst til, at un skal starte.. Jeg kan virkelig TUDE over hun snart skal starte.. For hun skal være ved MIG!!!! - Men nej, det holder jo heller ikke i længden, og jeg skal ud og have min uddannelse nu. - Den uddannelse jeg SÅ gerne vil have...

Da jeg lige havde født, ville jeg egentlig have startet på uddannelse her i feb. fordi jeg i forvejen følte at jeg kom bagud i mit liv, når jeg valgte at få et barn nu (hun er ikke planlagt), men som tiden gik og jeg kom tættere og tættere på, forsvandt lysten, og nu vil jeg bare have hende for mig selv! "det er min datter, og ingen andre skal være mere sammen med hende end mig!"

Er der andre der har/havde det som mig, og hvordan var det da de så endelig startede i dagplejen/vuggestuen?

Nicolinesmor170510 skriver:

Ja, det er hvad jeg har..

Jeg går lige ot og venter på brev fra kommunen, så min datter kan komme i dagpleje. Men jeg gfår så ondt i maven, hver gang jeg åbner postkassen, for jeg har slet slet ikke lyst til, at un skal starte.. Jeg kan virkelig TUDE over hun snart skal starte.. For hun skal være ved MIG!!!! - Men nej, det holder jo heller ikke i længden, og jeg skal ud og have min uddannelse nu. - Den uddannelse jeg SÅ gerne vil have...

Da jeg lige havde født, ville jeg egentlig have startet på uddannelse her i feb. fordi jeg i forvejen følte at jeg kom bagud i mit liv, når jeg valgte at få et barn nu (hun er ikke planlagt), men som tiden gik og jeg kom tættere og tættere på, forsvandt lysten, og nu vil jeg bare have hende for mig selv! "det er min datter, og ingen andre skal være mere sammen med hende end mig!"

Er der andre der har/havde det som mig, og hvordan var det da de så endelig startede i dagplejen/vuggestuen?

ÅÅÅÅH

Jeg har det akkurat lige sådan. Jeg bliver fysisk dårlig og rigtigt ked af det, når jeg tænker på, at jeg skal sende mit yndlingsmenneske i dagpleje.
Jeg kan næsten ikke holde det ud...

Jeg er godt klar over, at DP ikke er et tortur-sted, men jeg mener, at Albert har det bedst hos mig. Altså de kender jo slet ikke hinanden og DP-moren kender jo heller ikke hans små tegn osv.

Men jeg prøver at slå koldt vand i blodet og tænke på, at det er bedst for ham at prøve andre ting... (men kunne man da ikke vente til de blev 15?)

I min første barsel var jeg bare så træt af at gå hjemme til sidst, og elskede at komme igang. Vi havde så også ung pige i huset, så mine piger skulle jo ikke afleveres et fremmed sted.

Her anden gang var jeg heller ikke klar til at Maja skulle starte i vs, men hun klarede det rigtig flot. Jeg kunne dog mærke, at det var helt forkert for os at jeg arbejdede, mens andre skulle passe vores børn. Vi tog konsekvensen og jeg sagde mit arbejde op og går nu hjemme.

Du har jo også mulighed for at have hende hjemme nogle dage, og at hun får korte dage, når du er under uddannelse. Så det må du bare nyde

Marianne

www.stjerneleg.dk

Inden jeg fødte besluttede jeg mig for at jeg ihvertfald ikke ville blive en pylder-mor som ikke synes at vuggestuen var 'god nok' til mit barn. Det ene sted kan være lige så godt som det andet, så man kan ligeså godt tage det der ligger tættest på og er mest praktisk.

Så blev jeg mor, og valgte den 'bedste' vuggestue, der bare lå mega langt væk. Efter 5 mdr. besluttede mig og min mand at vores barn alligvel ikke skulle være institutionsbarn, og vi tog ham ud. Siden har jeg passet vores tre børn (som altså så er hjemmebørn) indtil de blev 3½ år hvor de så er startet dirkte i børnehave. Det er SKØNT at gå hjemme med børnene, og være en vigtig del af deres liv! Tiden hvor de er små er så kort, og selvom jeg også har været (og er det endnu mere nu) 'bagud' med mit liv, så fortryder jeg på intet tidspunkt at jeg droppede karriere og arbejde, og blev hjemmegående. For hvad er det lige der er så vigtigt i forhold til at dele hverdagsliv med sine børn? Det er mine værdier og holdninger vores børn bliver præget af de aller første år af deres liv (det gør institutionsbørn selvfølgelig også! -men der er også nogle andre voksne der præger dem 5 dage ud af 7)

Så selvom det nok slet ikke er det du har lyst itl at høre; så har jeg alligvel lyst til at sige: følg dit hjerte og vente måske ½ år med at starte din uddannelse (HVIS du altså har mulighed for det, det er jo slet ikke sikkert)

-og ellers er jeg sikker på at din datter får det godt i dagplejen ligesom der er rigtig mange andre børn der nyder at være sammen med deres dagplejemor!

jeg havde også ondt i hele kroppen da min yngste skulle starte i dp. men følelsen fortog sig stille og roligt. hun var glad og tilfreds i dp. og jeg nød pludselig at sku tænke på andet end at være mor.

i en alder af 32 ser tingene pludselig anderledes ud. jeg har fundet ud af at jeg ikke kan lave noget der har mere mening... end at tilbringe min dag med børn. så jeg er startet som privat dp. hvilket så har givet mig muligheden for også at passe min yngste til han starter i bh. (han har dog været i dp. ½ år)

Ja, det er hvad jeg har..

Jeg går lige ot og venter på brev fra kommunen, så min datter kan komme i dagpleje. Men jeg gfår så ondt i maven, hver gang jeg åbner postkassen, for jeg har slet slet ikke lyst til, at un skal starte.. Jeg kan virkelig TUDE over hun snart skal starte.. For hun skal være ved MIG!!!! - Men nej, det holder jo heller ikke i længden, og jeg skal ud og have min uddannelse nu. - Den uddannelse jeg SÅ gerne vil have...

Da jeg lige havde født, ville jeg egentlig have startet på uddannelse her i feb. fordi jeg i forvejen følte at jeg kom bagud i mit liv, når jeg valgte at få et barn nu (hun er ikke planlagt), men som tiden gik og jeg kom tættere og tættere på, forsvandt lysten, og nu vil jeg bare have hende for mig selv! "det er min datter, og ingen andre skal være mere sammen med hende end mig!"

Er der andre der har/havde det som mig, og hvordan var det da de så endelig startede i dagplejen/vuggestuen?

FULD forståelse herfra!!

Sådan havde jeg det også med første barn........ og andet.....og tredie....... og fjerde.......

Og så igen da de sku i børnehave....... og skole.... holder det da aldrig op?????

Men altså her gik der en rum tid, før jeg havde det ok med det.... tudede ofte, når jeg kørte derfra.... men lige pludselig en dag blev det rutine og så var det ikke så slemt... men helt vænner jeg mig aldrig til det, tror jeg. Er vist også lidt en pylre-mor....

Det vigtigste er, at du er 100% tryg ved den der skal passe dit barn!

Ja, måske ikke det mest opmuntrende svar, men DET SKAL NOK GÅ, skal du se

heise

Jeg har aldrig haft den der rigtig trælse følese af mine skulle starte, ved ikke hvorfor?
Men nu har jeg gået hjemme i 3 år snart, jeg glæder mig lidt til det ikke kun handler om bleer og babyer længere, og vi kender vuggestuen i forvejen, da vores datter også går der, det var Sebatians første dag igår, og kunne virkelig se hvor meget han hyggede sig med de andre børn og pædagogerne.

Nicolinesmor170510 skriver:

Ja, det er hvad jeg har..

Jeg går lige ot og venter på brev fra kommunen, så min datter kan komme i dagpleje. Men jeg gfår så ondt i maven, hver gang jeg åbner postkassen, for jeg har slet slet ikke lyst til, at un skal starte.. Jeg kan virkelig TUDE over hun snart skal starte.. For hun skal være ved MIG!!!! - Men nej, det holder jo heller ikke i længden, og jeg skal ud og have min uddannelse nu. - Den uddannelse jeg SÅ gerne vil have...

Da jeg lige havde født, ville jeg egentlig have startet på uddannelse her i feb. fordi jeg i forvejen følte at jeg kom bagud i mit liv, når jeg valgte at få et barn nu (hun er ikke planlagt), men som tiden gik og jeg kom tættere og tættere på, forsvandt lysten, og nu vil jeg bare have hende for mig selv! "det er min datter, og ingen andre skal være mere sammen med hende end mig!"

Er der andre der har/havde det som mig, og hvordan var det da de så endelig startede i dagplejen/vuggestuen?

Åh hvor jeg kender det, jeg var grædefærdig et godt stykke før Lærke skulle starte i DP  Kunne slet ikke forestille mig at være væk fra hende i SÅ lang tid hver dag.

Nu her 4 mdr. senere, savner jeg hende stadig helt vildt, mens jeg er på arbejde. Men jeg er også begyndt at nyde, at kunne sidde stille med en kop kaffe eller at kunne spise en hel frokost uden at blive afbrudt

Glææææder mig dog altid sindsygt til weekenderne, hvor vi kan hygge i sengen om morgenen, lege hele dagen og bare være sammen

Tusind tak for alle de fine svar!

Jeg har desværre ikke mulighed for, at gå hjemme,d a pengene simpelthen ikke rækker til det, og det har jeg måske egentlig heller ikke lyst til, for jeg elsker at være sammen med andre mennesker og vil den her uddannelse SÅ meget! Men det slår mig alligevel hårdt, at hun skal passes, ALLEREDE! Og det er jo ikke allerede, for det er jo meget normalt. Men ihh, tanken er træls..

Kigger jeg på hende samtidig med jeg tænker på dp så får jeg sgu tårer i øjnene.. Hvorfor skal det være så pisse hårdt, at give slip og bare "nyde" tiden hvor hun ikke er der, nyde tiden, hvor jeg kan være MIG og ikke MOR?! (I ved hvad jeg mener ikk?!)

Hmm.........