Anonym skriver:
Jeg har i et stykke tid haft svært ved og overskue det hele. Alt går galt for tiden og det går mig meget på! Der er noget galt med alle i min lille familie. Kort fortalt: min lillebror på 10 har muligvis fået konstateret damp hvilket er meget hårdt og håndtere for min enlige mor til fire børn, hun kæmper en daglig kamp med ham, og mener hun kan håndtere og klare ham selvom det er tydeligt hun ikke kan og det er tydeligt hårdt for hende. Min lillesøster har lige fået konstateret en spiseforstyrrelse som er ret slem. Min storesøster går til phsykolog, med en tanke om at alt går galt for hende i hendes liv fordi hun har været ond i et tidligere liv og er meget nede over det. Min far er alkoholiker og har svigtet vores familie hele vores liv, men råder bod på det nu ved og være sammen med os, og samtidig er han alvorligt syg med en tarmsygdom. Min moster er næsten gået ned med stress. Min mormor er lige kommet igennem et forløb med brystkræft. Og min kæreste går nogen gange og har det meget skidt og tror han har en deprition (staves). Jeg synes alt det her oven i hinanden er meget hårdt og håndtere, jeg står og skal føde snart og det er en stor lykke i hele familien at der kommer en lille ny. Men det er bare så svært det hele og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg har brug for hjælp til og håndtere alt det her, men penge til phsykolog er der ikke. Skulle lige af med mine frustrationer!
søde ven..
Det gør helt ondt at sidde og læse dit indlæg, så først får du lige en stor 
For det andet vil jeg sige til dig at du ikke skal bekymre dig for at kommunen fjerner dit barn, jeg bliver færdig snart med socialrådgiver udd. og ved derfor at det skal MEGET mere til end det der. Lad os nu bare sige at det blev aktuelt, (selv om jeg ved at det bliver det ikke) så ville du få rigtig menge muligheder for at samarbejde først. Så den tanke skal du slett ikke tænke søde.
Jeg synes at din kæreste skal få en tid hos sin praktiserende læge og tage en snak med ham om hvordan han har det, og skønner lægen at der er en depression, så vil han få en henvisning til en psykolog, hvor i så får noget betalt af sygesikringen, og resten kan i evt. søge kommunen om.
Det vil også gavne dig og dine bekymringer hvis din kærste fik det beder
Han ville have mere overskud til dig og den lille når den melder sin ankomst.
Jeg kan udmærket godt forstå at du ikke bare kan "gå din egen vej" i forhold til din mor og hendes problemer, og det skal du heller ikke.
Du kan evt. bede din mor tage kontakt til AD/HD foreningen i Århus eller den by i bor i, og tage en snak med dem, over telefon el. et møde. De kan fortælle jer meget nøjagtigt hvad i har ret til og evt. hjælpe jer med gode råd og så videre.
Med hensyn til din søster, vil mit råd være at vær der for hende, elsk hende for alt det hun er, og husk hele tiden at det hun gør er ikke for at såre dig el. din mor eller nogen anden, men fordi at hun har brug for hjælp, og der kan en psykolog/psykiater hjælpe hende! Men det er også meget vigtigt at hun mærker at hun er elsket og værdsat af jer som fam. Gør jeres dage sammen til noget sjovt og hyggeligt hvor i ikke taler om sygdom o.s.v. Tage en tur i bio, el. på café...prøv at snak med hende om din kæreste, hun har måske spiseforstyrelser, men hun er stadig din søster og det er vigtigt at i bliver ved med at behandle hende sådan
Jeg vil sige med hensyn til din far...NYD DET FULDT UD
Der er så mange mennesker der aldrig få lov til at opleve deres far, enten fordi at forsvandte ud af deres liv i en ung alder el. er død. Din far prøver at være der nu, og er sikkert godt klar over at han har lavet sine fejle..
Det er meget trist at han har den tarmsygdom, men som jeg kunne læse mig til så er det ikke livstruende el?!
Men uanset hvad, så prøv at fokusere på de ting der godt godt i dit liv. Din far er tilbage i jeres liv jeg forstod det som din bedstemor kom godt igennem forløbet med brystkræft, så glæd dig over det, det kunne jo været gået meget værre
I skal have en baby
Stort tillykke med det
Jeg ved udmærket godt at livet nogen gange bare er noget værre noget, men min livserfaring er at vi skal glæde os over de ting der går godt istedet for de dårlige, og være taknemmelig over at vi få lov til at mærke efter hvad det er vi føler og udvikle os som mennesker, alt det du går igennem nu, og hvordan du vælger af komme ud af det, er noget du vil giver videre til din søn el. datter.
Jeg plejer at sige til min datter, som ofte har marridt, at selv om alt virker ulækket og koldt og du er ked at det, så tænd lyset, så med ét er det slett ikke så uhyggeligt mere.
Jeg håber at det kunne hjælpe dig lidt, men ellers er du da altid velkommen til at skrive held og lykke med det hele fremover, jeg er helt sikker på at du nok skal klare det!
Det som ikke slå os ihjel gør os jo bare stærkere
