Forkert eller rigtigt

Har lige brug fot at komme af med det og evt. høre jeres mening om det her

Inden jeg mødte min mand blev jeg gravid med min x, og ville ikke have en abort da jeg er imod det (ingen pegen finger af dem der har fået det ) Det hele gik som det skulle og vi nød det rigtig meget.

Men da jeg så kom i 13+4 begyndte jeg lørdag morgen og bløde med mange smerter, så valgte og ringe til vagtlægen da jeg var rigtig bange og nervøs for hvad der ville ske, han sagde at jeg skulle bare tage den roligt og slappe af resten af dagen, han mente ikke der var grund lag for at sende mig på sygehuset Så det gjorde jeg så, der gik et par timer og blødningen stoppede, med smerterne var der endnu...

Så omkring 22 tiden om aftenen begyndte jeg endnu engang og bløde men endnu kraftiger smerter og denne gang var det virkelig uudholdeligt, så jeg ringede igen til vagtlægen, denne gang var det så en anden mand jeg fik i røret, jeg fortalte ham hvordan og hvorledes og hvad den anden vagtlæge havde sagt tidliger på dagen - der til skal det lige siges at han blev direkte sur og gal over den tidliger vagtlæge ikke havde sendt mig til sygehuset emd det samme!! Nå men han sendte mig ihvertfald afsted til sygehuset, så jeg fik fat i min kammerat der kunne køre mig, jeg havde den gang ca 42 km. til det sygehus jeg skulle ind på Men på vej derind var jeg ikke itvivl om hvad der var sket, for da jeg ankom til sygehuset kunne jeg aflevere bukser og trusser med den lille i og havd dertilhøre til den læge der ventede på mig

Det er noget der stadig fylder en del i mig, for jeg kunne have haft min lille baby i dag (dog ville den nok ikke være så lille på det her tidspunkt) tanken om hvis han nu bare havde sendt mig afsted om de så kunne have gjort noget ? Det fylder rigtig meget da mig og min mand har prøvet på og blive gravide i 13 måneder nu uden det lykkes for os

Men det jeg gerne vil spørge jeg om piger/damer er føler i osse at den første vagtlæge handlede forkert eller er det bare mig fordi det gjorde så ondt inden i ??

Vagtlægen har nok ikke anset det som værende alarmerende på daværende tidspunkt, men nogen vagtlæger ER så heller ikke ligefrem altid nogen der virker som om de gider gøre noget men derimod bare siger "ja ja ro på".

Men nej havde han sendt dig på sygehuset tror jeg faktisk stadigvæk ikke de ville kunne gøre noget. Kroppen aborterer fordi fosteret er gået til, og da du ringede til den første læge havde du jo blødt osv. og derved har din krop været igang med at udstøde fosteret fra kroppen. Så desværre nej vil jeg sige  For når du skriver at du blødte med mange smerter, så lyder det nemlig meget som starten på en abort og i det hele taget som en abort - det gør nemlig SINDSSYGT ondt!!!!

Håber det lykkedes for Jer snart. Masser af babystøv til Jer

Det er svært for os udenforstående at sige, men umiddelbart, vil mit svar være ja...

Jeg har ingen ord til at lindre din smerte, men forstår lidt af, hvad du gennemgår, da jeg selv havde en SA for under en måned siden

Rigtig god bedring til dig

Baagøe skriver:

Det er svært for os udenforstående at sige, men umiddelbart, vil mit svar være ja...

Jeg har ingen ord til at lindre din smerte, men forstår lidt af, hvad du gennemgår, da jeg selv havde en SA for under en måned siden

Rigtig god bedring til dig

Sender lige en  til dig osse

Men nej det er svært og forstå og det giver ikke rigtig nogen mening

Man kan altid diskutere om den første vagtlæge handlede korrekt, men han havde næppe kunnet gøre noget der forhindrede at du tabte fostret. Årsagen til at du skulle på sygehuset, er for at de skal sikre sig at det hele er kommet ud. Fostret var sandsynligvis dødt før du overhovedet fik ondt.Jeg tror heller ikke dine nuværende problemer med graviditet har noget med din SA at gøre. Jeg ved det er hårdt og enormt smertefuldt og man vil gerne have nogen at bebrejde, fordi det ellers føles så urimeligt, men nogen gange er det bare sådan. Hvis det trøster lidt, så dør fostrene som regel fordi der er noget i vejen med dem.Hold ud og bliv ved med at prøve. Jeg er helt sikker på at der er en lækker lille baby til jer også

Skouboe skriver:

Man kan altid diskutere om den første vagtlæge handlede korrekt, men han havde næppe kunnet gøre noget der forhindrede at du tabte fostret. Årsagen til at du skulle på sygehuset, er for at de skal sikre sig at det hele er kommet ud. Fostret var sandsynligvis dødt før du overhovedet fik ondt.Jeg tror heller ikke dine nuværende problemer med graviditet har noget med din SA at gøre. Jeg ved det er hårdt og enormt smertefuldt og man vil gerne have nogen at bebrejde, fordi det ellers føles så urimeligt, men nogen gange er det bare sådan. Hvis det trøster lidt, så dør fostrene som regel fordi der er noget i vejen med dem.Hold ud og bliv ved med at prøve. Jeg er helt sikker på at der er en lækker lille baby til jer også

Tak for din støtte

Ja ved godt det er fordi der ofte er noget galt, men har bar stadig følsen af det er mig der var/er noget galt med der got gik det som det gik/går

Millah skriver:

Har lige brug fot at komme af med det og evt. høre jeres mening om det her

Inden jeg mødte min mand blev jeg gravid med min x, og ville ikke have en abort da jeg er imod det (ingen pegen finger af dem der har fået det ) Det hele gik som det skulle og vi nød det rigtig meget.

Men da jeg så kom i 13+4 begyndte jeg lørdag morgen og bløde med mange smerter, så valgte og ringe til vagtlægen da jeg var rigtig bange og nervøs for hvad der ville ske, han sagde at jeg skulle bare tage den roligt og slappe af resten af dagen, han mente ikke der var grund lag for at sende mig på sygehuset Så det gjorde jeg så, der gik et par timer og blødningen stoppede, med smerterne var der endnu...

Så omkring 22 tiden om aftenen begyndte jeg endnu engang og bløde men endnu kraftiger smerter og denne gang var det virkelig uudholdeligt, så jeg ringede igen til vagtlægen, denne gang var det så en anden mand jeg fik i røret, jeg fortalte ham hvordan og hvorledes og hvad den anden vagtlæge havde sagt tidliger på dagen - der til skal det lige siges at han blev direkte sur og gal over den tidliger vagtlæge ikke havde sendt mig til sygehuset emd det samme!! Nå men han sendte mig ihvertfald afsted til sygehuset, så jeg fik fat i min kammerat der kunne køre mig, jeg havde den gang ca 42 km. til det sygehus jeg skulle ind på Men på vej derind var jeg ikke itvivl om hvad der var sket, for da jeg ankom til sygehuset kunne jeg aflevere bukser og trusser med den lille i og havd dertilhøre til den læge der ventede på mig

Det er noget der stadig fylder en del i mig, for jeg kunne have haft min lille baby i dag (dog ville den nok ikke være så lille på det her tidspunkt) tanken om hvis han nu bare havde sendt mig afsted om de så kunne have gjort noget ? Det fylder rigtig meget da mig og min mand har prøvet på og blive gravide i 13 måneder nu uden det lykkes for os

Men det jeg gerne vil spørge jeg om piger/damer er føler i osse at den første vagtlæge handlede forkert eller er det bare mig fordi det gjorde så ondt inden i ??

Nej han handlede helt sikkert forkert, men spørgsmålet er, om man overhovedet kunne have gjort noget...jeg tror det ikke, for det tyder jo virkeligt på, at din krop bare ville af med det foster, så der har nok været noget i vejen.
Men at lægen ikke tog dig alvorligt er meget kritisabelt.

Nå, de er jo også mennesker og de begår fejl som alle andre. Og han har så vurderet noget andet end hans efterfølgende kollega.
Du får lige et stort trøsteknus, og prøv om ikke du kan slippe det...sket er sket og selvom det gør ondt, så kunne det nok ikke have været anderledes...det må du prøve at holde fast i.

Kærligst
Sussie

Millah skriver:

Har lige brug fot at komme af med det og evt. høre jeres mening om det her

Inden jeg mødte min mand blev jeg gravid med min x, og ville ikke have en abort da jeg er imod det (ingen pegen finger af dem der har fået det ) Det hele gik som det skulle og vi nød det rigtig meget.

Men da jeg så kom i 13+4 begyndte jeg lørdag morgen og bløde med mange smerter, så valgte og ringe til vagtlægen da jeg var rigtig bange og nervøs for hvad der ville ske, han sagde at jeg skulle bare tage den roligt og slappe af resten af dagen, han mente ikke der var grund lag for at sende mig på sygehuset Så det gjorde jeg så, der gik et par timer og blødningen stoppede, med smerterne var der endnu...

Så omkring 22 tiden om aftenen begyndte jeg endnu engang og bløde men endnu kraftiger smerter og denne gang var det virkelig uudholdeligt, så jeg ringede igen til vagtlægen, denne gang var det så en anden mand jeg fik i røret, jeg fortalte ham hvordan og hvorledes og hvad den anden vagtlæge havde sagt tidliger på dagen - der til skal det lige siges at han blev direkte sur og gal over den tidliger vagtlæge ikke havde sendt mig til sygehuset emd det samme!! Nå men han sendte mig ihvertfald afsted til sygehuset, så jeg fik fat i min kammerat der kunne køre mig, jeg havde den gang ca 42 km. til det sygehus jeg skulle ind på Men på vej derind var jeg ikke itvivl om hvad der var sket, for da jeg ankom til sygehuset kunne jeg aflevere bukser og trusser med den lille i og havd dertilhøre til den læge der ventede på mig

Det er noget der stadig fylder en del i mig, for jeg kunne have haft min lille baby i dag (dog ville den nok ikke være så lille på det her tidspunkt) tanken om hvis han nu bare havde sendt mig afsted om de så kunne have gjort noget ? Det fylder rigtig meget da mig og min mand har prøvet på og blive gravide i 13 måneder nu uden det lykkes for os

Men det jeg gerne vil spørge jeg om piger/damer er føler i osse at den første vagtlæge handlede forkert eller er det bare mig fordi det gjorde så ondt inden i ??

¨Har prøvet noget ligende det samme(dog er den lille i maven endnu)...

Men da jeg var omkring 6 uger henne, begyndte jeg og småbløde, dog uden smerter.. men blev da alligevel bange.. Så jeg ringede til vagtlægen, og hans kommentar var bare " du er ved og miste den lille, så jeg kan ikke hjælpe dig"! wow, tænkte jeg bare og blev vildt ked.... Men men, blødningen blev ved, og jeg ringede igen til vagtlægen, hvor jeg fik fat i en anden læge, og han mente det bare var en lille omgang mens. blod, så han sagde jeg skulle hvile mig, og så se tiden an... Men efter en hel dag hvor jeg bare havde blødt, tænkte jeg det kan da ikke passe det her skal blive ved, så jeg ringede endnu en gang til vagtlægen, og fik fat i en helt tredje, han sagde med det samme, "du kører på sygehuset til tjek NU"!!! Og det gjorde jeg så, og intet var galt, heldigvis...

Skal lige siges jeg forklare vagtlæge 2 og 3 hvad vagtlæge 1 havde sagt til mig, og de blev så rasende, så du tror det var løgn, og de ville bestemt tage en alvorlig snak med ham, for sådan noget siger man ikke bare, og så lægger på!!!

Hilsen en, som kender lidt til hvad de vagtlæger kan finde på og sige!!!

Jeg har desværre tit været i samme situation og der er ikke noget de kan gøre. Hvis en abort er igang, så er den igang.

Men jeg synes måske du var så langt henne at de burde have indlagt dig, og derfor synes jeg den første handlede forkert.

Uanset om det var rigtig eller forkert af den første vagtlæge ikke at indlægge dig med det samme, så tror jeg overhovedet ikke det havde gjort nogen forskel. Man kan ikke rede en abort i uge 13. (hvis du var ved at abortere i uge 25 så var det noget andet).

Men jeg synes du skal ringe ind til fødeafdelingen, spørg om der er travlt og hvis der ikke er, så bed om at få lov at snakke med en jordemoder. Hun vil kunne fortælle dig hvad de kan og ikke kan, og det tror jeg kunne give dig lidt ro i sjælen at vide, at det havde ikke gjort nogen forskel. Du kan selvfølgelig også snakke med din egen læge, men jeg tror at du skal have fagfolk til at snakke med dig, så du VED at der ikke var noget at gøre.

Jeg har ikke prøvet at abortere så sent, har 'kun' haft en tidlig SA, og det er hårdt, specielt når ønskebarnet lader vente på sig efterfølgende. Men du ved at du kan blive gravid! -det må du holde fast i! Du kan godt!