Søndag den 16. januar 2011
Vi har inviteret svigerfar og hans kone til aftensmad og går og tilbereder det. Jeg har et godt stykke tid været syg og hoster stadig en del. Under et host "tisser" jeg i bukserne. "Nå, det er de der manglende bækkenbundsøvelser jeg nu skal betale for" tænkte jeg. Op og skifte bukser. Da jeg bukker mig ned for at få underbukserne på, kommer der atter en sjat på gulvet. "Hmmm … ??" tænker jeg. "Det er da lidt underligt" Men jeg tror ikke det er vandet der er gået. For det første er der 3 uger til jeg skal føde, og jeg har en forestilling om at hvis vandet går, så er man ikke i tvivl. At det går i en stor skylle. Så jeg slår det hen.
Vi får lavet maden færdig og spist og jeg render lidt oftere på toliet. Har taget et bind på for gider ikke sidde og "tisse" i bukserne hver gang jeg hoster. Når jeg er på toilettet har jeg hver gang en fornemmelse af, at der kommer mere "væske" ud end jeg tisser. At det kommer fra et andet sted. Havde kort nævnt for T at jeg måske troede at vandet var gået så efter et par timer, hvor han synes jeg har rendt lidt ofte, spørger han om jeg er ok. Og sviger og kone bliver jo helt befippede da jeg siger at jeg efterhånden tror at vandet er gået ... Vi får ryddet op og vasket op, og bliver enige om lige at give Skejby et ring. Men havde ikke travlt for havde jo læst at der bare skulle ske noget 24 timer efter vandafgang. Så først ved 19-tiden ringer jeg til Skejby og snakker med en JM. Hun tror også vandet er gået, så vi aftaler at jeg skal komme derud en time til halvanden efter for at få vestimulerende, hvis ikke mine veer er kommet af sig selv.
Jamen så sker der jo snart noget, og vi får lidt travlt. Vi skal have pakket tasken til sygehuset. Og hvad med Emily? Svigermor, som vi havde aftalt skulle ha' hende er lige akkurat taget på skiferie. Men svigerfar og kone skal heldigvis ikke på arbejde om mandagen, så de vil gerne tage hende med hjem. Så os op og pakke en taske til hende og få sendt hende afsted. Der er klokken ca. 20. Stadig ingen veer.
Og så er der jo håndbold. Danmark - Rumænien. Vi er jo sportstosser, så vi sætter os til at se kampen. Og hov, vi har da slet ikke fået taget mavebillede. Så klokken ca 21. står vi ude i køkkenet og tager mavebilleder af maven. Stadig ingen veer. Eller rettere der foregår et eller andet, men ikke noget jeg er sikker på er veer. Det kan ligeså godt være lillepigen der presser udad på maven.
Men jeg fornemmer at de "ting" der foregår i maven er optræk til veer, så vi ringer ud på Fg og snakker med dem igen. Jeg fortæller at jeg mærker noget, og de tror også det er begyndende veer, så vi aftaler at jeg ikke behøver komme ud og få vestimulerende, og at fødslen nu bare skal gå igang af sig selv. Men bliver jeg utryg eller veerne går i sig selv igen skal jeg komme derud og få sat gang i det.
Men jeg skal da lige love for at jeg ikke behøver komme derud for at få sat gang i tingene. Hold da op. Ved 22-tiden er veerne begyndt at bide godt og grundigt. Men der er stadig 6 minutter mellem dem. Og jeg var jo 21 timer om at føde Emily så jeg regner med en lang fødsel igen, og jeg vil heller ligge derhjemme med veer end ligge ude på Skejby i 14-16 timer med veer. Og har jo læst at man ca. udvider sig 1 cm i timen og jeg har jo kun haft gode veer i meget kort tid, så jeg regner med at der er lang tid igen. Lidt før 23:00 synes T at veerne er voldsomme så han vil gerne afsted. Han putter autostol og taske ud i bilen, og kører bilen frem til indgangen.
Men det er for sent. I den korte tid han er ude har veerne ændret sig markant, og jeg kan pludselig mærke hendes hoved på vej ud og at hun faktisk står og og rører ved min bukser. Så da T kommer ind igen siger jeg at hun kommer NU! Han siger "kommer nu?? … altså som kommer NU???" "Ja du bliver nødt til at komme og hjælpe mig". Han ringer op til FG og siger at jeg er ved at føde, og samtidigt bliver han nødt til at flå mine bukser af, da jeg slet ikke kan det selv.
JM i røret kan godt høre at det er lige op over. Hun spørger om jeg kan mærke hovedet, så T vil ha mig til at mærke efter. "Det kan du sgu selv gøre" for det ku' jeg slet ikke overskue i de smerter. I mellemtiden har JM ringet efter en ambulance. Den er hos os 5-6 minutter efter. De kan ikke rigtig komme ind fordi vores bil jo holder ved indgangen. Jeg spørger T om ikke snart der kommer nogen og han siger at de er der og er ved at få båren ud. "BÅREN??? - det er der da ikke tid til" siger jeg. Og han får viftet dem ind. De kommer to mand og får smidt et tæppe og noget tisseunderlagen under mig. Får fjernet hynderne i sofaen, så de kan komme til. De vil ha' mig vendt om på ryggen, og det har jeg det meget svært med. Har det bedst på siden hvor jeg kan "æde" armlænet ved hver ve. Men de vil ha' mig om på ryggen, og begynder at "tvinge" mig rundt. Det gør de dog midt i en ve, så det gør pissenas. Jeg bevarer "den gode tone" og visler ud mellem tænderne "Vil du være sød at lade være med det der?" 
Da veen er ovre får jeg selv vendt mig om og så bliver der ligesom løsnet op dernede, og ud kommer hovedet. De beder mig om at presse og 2 presseveer mere og hun er helt ude. Kl. 23:43 - 11 minutter efter ambulancen var ankommet ved vores hus.
Hun bliver lige suget lidt og kommer så op på brystet af mig pakket ind i håndklæder og noget "isoleringsølvpapir". De finder iltapparat frem som den ene Falckredder holder over os, mens den anden hjælper T med at klippe navlestrengen. Redderne snakker med en læge som åbenbart er tilkaldt. Men han bliver afmeldt for det hele er jo gået fint. De snakker også med FG, som vil vide om vi kommer derind eller de skal sende en JM. Vi bliver enige om at der ingen grund er til at skulle derud og så pakke bettefisen i autostol, ud i det kolde vejr og alt muligt når vi skal hjem igen, så vi takker ja til tilbuddet om at hun skal komme ud til os og ca. en halv time efter er hun der. Imens vi venter på JM sidder vi lige og får en sodavand sammen med falckfolkene og snakker lidt om det hele.
Da JM kommer kører Falckredderne og hun hjælper mig med at føde moderkagen, og give den lille k-vitamin og vejer og måler hende. 3400 g og 49 cm. så en fin størrelse til en pige født i 37+3. Hun tjekker mig for bristninger, men er kun bristet 1/2 cm så ingen grund til at sy. Og så smutter jeg lige i bad og kommer i noget rent tøj. Hun er der vel i et par timer, og da hun er gået tænder T nogle stearinlys og sætter noget af vores yndlingsmusik på. Så sidder vi alle 3 der i sofaen og er så pludseligt en familie på 4 … eller rettere 5 for Marco er jo også en del af familien 
Så en meget hurtig men rigtig god fødsel hjemme på sofaen. Og alletiders lækre pige.
