Anonym skriver:
Hej.
Det er et lidt lang og en smule rodet inlæg.
Jeg har muligvis en depression. Har vidst gemt på den i et par år. Jeg har rigtig meget brug for at få snakket om det og en til at stille de rigtige spørgsmål, for jeg kan ikke helt finde ud af hvilket ben jeg skal stå på.
Jeg har haft det svært efter jeg har født. Det er mit første barn så det hele er lidt vildt. Nå men da han var et par uger gammel gik jeg ned med et brag og kunne ikke andet end at sove og amme. Jeg hang slet ikke sammen. Efter noget tid fik jeg taget mig sammen og snakkede med min SP som sente mig til psykolog. Hende har jeg så snakket med 3 måneder nu. I går kom hun så frem til at jeg har vidst nok en depression, og hun spurgte hvordan jeg ville ha det med at komme på antideppresiv? Hun mener jeg har haft den et par år, men at jeg er så godt til at arbejde rundt om den at der ikke er nogen der har set det. Men den udformer sig mest i angst. Angst for at møde nye mennesker. Jeg kan ikke gå i bio mere. Så på den måde har jeg bare arbejdet rundt om og ladet være.
Men nu har jeg besluttet at det gidder jeg ikke mere. Gidder ikke være bange for at gå i bio. Elsker at se flm og saver det rigtig meget. Nå men da hun så spurgte om hvordan jeg ville ha det med at komme på piller knækkede det hele. Jeg havde rigtig mange tanker igennem hovedet, og havde meget svært ved at sætte ord på. Men vores tid var jo så udløbet så jeg fortsatte resten af dagen med et hoved der drejede rundt.
Jeg prøvede at snakke med manden om det og hans eneste bemærkning var: er det ikke lidt voldsomt? øh ikke lige det forventede men ok.
Nu sidder jeg så her og kan ikke finde rundt i det. Jeg tror faktisk jeg er lidt skræmt. For jeg er jo ikke syg. Men det er jeg jo så alligevel. Det er bare mega svært for nu har jeg brugt så mange år på at holde det for mig selv. Det er jo min hemmelighed.
Jeg har rigtig meget brug for at få stillet de "rigtige" spørgsmål. For det jeg ønsker mest det er jo bare at kunne være glad igen og gå i bio og kunne tage med min meget sociale mand ud og møde fremmede mennesker uden for min egen bobbel. For det har jeg kunnet engang.
Hilsen Mig
Depression er pisse hamrende hårdt, og det er vildt svært at komme igennem, så det skal afgjort tages seriøst, og jeg synes, at det er rigtig godt, at du får hjælp. Det er vigtigt at være åben omkring det, og få din mand til at forstå, hvor slemt det er, så du kan åbne dig og ikke føler, at du skal skjule din sygdom.
Angående medicin.. Den er lidt tricky.. For godt et år siden fik jeg konstateret en svær depression og fik besked på at begynde på anti-depressiver. Jeg købte dem hos apoteket, sad derhjemme og kiggede på glasset en times tid, og så tænkte jeg: "Fandme nej!" Jeg tænkte, at det ikke skulle være løsningen for mig, og at jeg ikke var interesseret i at fylde min krop med den slags og opleve alle bivirkningerne.
Jeg besluttede jeg ikke ville have det skidt mere, så dels begyndte jeg at være mere åben omkring det, og dels begyndte jeg at spise sundt, få godt med d-vitamin og motion. Og i dag er jeg ikke længere deprimeret trods konstatering af en svær depression.
Jeg siger det her, fordi jeg godt forstår, at tanken om medicin er skræmmende. Jeg er ikke i tvivl om, at det er den allerbedste udvej for rigtig mange mennesker, men der er mange alternativer, som også hjælper mange. Det er jo værd at overveje, hvis du ikke bryder dig om at skulle på medicin. Om ikke andet kan du jo prøve det i en periode, hvis du vil, og hvis det ikke virker, så kan du tage medicinen. Du kan også bare tage medicin nu, men det er bare fordi du ikke virker særlig glad for det.
Og så skal det også siges, at rigtig mange læger og psykiatere er lige lovlig hurtige til at råbe "medicin!" uden først at foreslå alternativer. Det er min oplevelse! Jeg er glad for, at jeg brugte alternativet, og at jeg i dag er glad, overskudsagtig, energisk og ude af min depression! 
