anjaditte skriver:
Da min ældeste datter Emma var 1 år cirka, skete der noget i mit liv som nok har gjort at jeg i perioder har voldsomme angstanfald.
Jeg glemmer aldrig den dag, det var morgen og kan huske at det var meget tidligt om morgen. Jeg var på dette tidspunkt syg, som gjorde at jeg tog nogle piller mod angst. Jeg havde glemt at ligge dem på plads i skabet. Et øjeblik hvor jeg ikke var tilstede, det næste der skete var at Emma gik meget usikket på benene, hun faldte. Jeg gav hende en tør ble i soveværelse, og fik øjnekontrakt, hendes øjene var meget underligt, jeg fik et chok, da jeg fandt pilleglasset på gulvet. Der var ikke mange tilbage.
Jeg skreg på daniel, at han skulle ringe 112, og at jeg var sikker på at hun havde spist mine piller. Det hele skete meget hurtigt, og på vej til sygehuset. Jeg havde skyldtfølelse og det ene angstanfald efter det andet.
Emma skulle havde medicinen ud af kroppen meget hurtigt fortalte lægerne os. Der var ingen som talte grimt til mig, eller andet. Jeg var i chok, og daniel var inden med hende, da de fik medicinen ud af hendes krop. At høre hendes råb og gråd var for meget for mig.
Var jeg ved at miste hende? hvad havde jeg gjort!
Emma blev reddet, og det er jeg meget taknemlig for. Det er det væreste jeg har oplevet, og håber aldrig at andre skal igennem dette mareidt....
Åhh puha....selvfølgelig kan man ikke lade være med at få skyldfølelse, men det ændrer jo ikke på noget ligegyldigt hvad.
En fra min familie var ude for noget lignende, da hendes børn var mindre. Hun havde et pilleglas med panodiler i hendes taske, og så havde den ældste af drengene ellers fodret hans mindre bror med de piller. Han troede det var slik. Drengen røg direkte på sygehuset, og der var tvivl om, om hans lever 8tror jeg det var) havde taget skade. heldigvis lever han i bedste velgående idag, og har ikke taget skade af det.
