Hej piger.
Jeg har længe ikke rigtigt været aktiv herinde. Og når jeg i ny og næ dukkede herinde, var det oftest for at brokke mig over mit liv.
Har ellers haft rigtige gode forudsætninger for at leve lykkeligt. Er i gang med uddannelse. Jeg har en helt igennem skøn datter, og økonomien, kan jeg i bund og grund ikke klage over.
jaja.... jeg ved at et lykkeligt liv, er meget mere end en god uddannelse og økonomi. Men man bliver jo nødt til at se noget positivt i den situation man besidder.
Men de sidste 4 mdr. har jeg virkeligt haft det skidt. Jeg kan mærke at kroppen bliver mere og mere nedbrudt. Til at starte med skal jeg være ærlig og sige at jeg frygtede at jeg var alvorlig syg. Jeg frygtede det så meget at jeg besluttede mig for ikke at fortælle det til nogen, ikke engang lægen. Jeg frygtede virkeligt resultatet.
Men da jeg pludseligt begyndte at kaste op i arbejdstiden og være meget sløv, samt have et sløret syn kunne jeg ikke mere. Jeg brød sammen. Jeg kontaktede lægen, og fortalte ham om mine symptomer:
Synsbesvær, kvalme/opkast, uro i kroppen, uforklarlige smerte i ben/arme, hjertebanken, sitren, rysten, væmmelige sommerfugle i maven, mavesmerter, søvnbesvær, for mange tanker i hovedet, problemer med at huske, problemer med at koncentrere mig, meget kort lunte, træthed, voldsomt svært ved at overskue ting, smerter inde i kroppen (influensa lign. bare værre.)
Og dommen var, som kan ses i overskriften: Stress.
Jeg har efterfølgende taget flere af diverse stress tests på nettet, og hver gang er jeg kommet op i det felt der hedder sig at man skal kontakte lægen, da det er alvorligt.
Jeg tog sågar testen med en kammerat, som kender til alle de ting jeg har fejlet på det sidste, for at sikre mig at jeg ikke bare "opdigtede" symptomer.
Nå, men så må man jo tage den derfra og komme videre. Jeg tudbrølede en halv dag, og besluttede derefter at det ikke skulle få mig ned med nakken. Der var kun 1½ uge til juleferien. Så mon ikke jeg kunne klare det.
Dagen før juleferien, valgte jeg at snakke åbent om det med min vejleder (på studiet). Hun var virkeligt forstående, og gav mig gode råd om at slappe helt af, i de 14 dages juleferie jeg nu havde. Jeg var egentligt overbevist om at hun havde tavshedspligt. Men 3 dage senere modtog jeg en mail, om indkaldelse til et møde sammen med skolens studievejleder, denne vejleder, og en uddannelseskoordinator fra kommunen.
I mailen stod der at mødet var planlagt for at hjælpe mig til at finde en plan for de 3 praktik uger i januar, for at opnå målene for hele praktikperioden, da jeg jo havde haft 3 sygedage på de tre uger vi havde haft.
Nå men, jeg bruger ferien på at slappe af, og læse. Jeg har det stadig ikke godt. Men jeg skal nok overleve.
Mandag morgen møder jeg op til dette møde. Jeg er stadig overbevist om at vi skal planlægge mine 3 kommende uger, og er faktisk taknemmelig over at de vil forsøge at hjælpe mig med at overskue det hele.
Det første de siger til mødet er at de har snakket sammen, og mener alle, at jeg er for syg, til at gennemføre studiet, og derfor burde sygemelde mig...... KABOOOM.
Jeg var knust. Hvad h..... mente de med det???? Jeg havde jo først lige fået konstateret Stress. Jeg havde det jo okay. Jeg ved da godt at jeg ikke er helt på toppen.... meeeeen er det her ikke lige i overkanten????
Det værste de sagde til mødet var at de havde spekuleret lidt over mine humørsvingninger. Da jeg til tider var simpelthen så glad, at jeg strålede, og at det nærmest var for meget. Imens jeg andre gange var ked, og kunne næsten sidde og græde. Derfor mistænkte de mig for at være ude i et pille-misbrug...... WHAT.....
Den anden vejleder, sagde også at det havde hun også tænkt..... Jeg fatter virkeligt intet. Det er SLET IKKE mig. Det ved enhver der kender mig. Jeg var rystet og knust, og følte virkeligt at de trampede mere på mig, imens jeg lagde ned.
Jeg har efterfølgende snakket med min psykoteurapeut på kommunen, lægen, samt min dagplejemor, som alle vil støtte mig op om at jeg ikke er ude i noget.
Er egentligt også rystet over at de ikke har undersøgt det nærmere, da de VED at jeg er alene med min datter.
Nå men, jeg gik grædende fra skolen og ned til min læge, og fik den skide sygemelding. Det var virkeligt ikke hvad jeg ønskede, men jeg orkede ikke at tage kampen imod skolen. Tog også ned til min psykotaurapeut og fik en lang snak.
Nå, men nok om det....
Vi er jo nu flyttet til Randers. Hvor jeg skal begynde i skolen igen her til feb. (selv om skolen i Thisted anbefalede at jeg gik sygemeldt til Aug.). Så uddannelsen bliver rykket et halvt år. Det er da til at leve med.
Så nu går jeg sygemeldt herhjemme, og forsøger at komme ovenpå igen. Jeg har skide ondt, og har svært ved at komme ud af sengen. Men jeg kæmper for det. Og jeg kan mærke at det går i den rigtige retning. Jeg tager et skridt af gangen, og nøjes med de ting jeg kan overskue.
Milla-Victoria er især med til at holde mig oppe. Hun er en stor støtte, uden at vide det, og uden direkte at gøre noget. Det er utroligt at der ikke skal mere til end kærlighed fra en 3-årig, for at man finder den indre lyst, til at gøre noget ved det hele.
Nå, men det blev vist lidt længere end forventet.
Men i bund og grund, så er jeg i bedring. 
Og 2011 bliver MIT år.
Tak for at i læste med så langt 
Kæmpe Knus 
