Angsten!

Hej alle i søde piger!

Endelig efter 8 måneders prøven, alt for meget tænken i ægløsningsperioder og hylen hver gang der kom mens, er vi gravide!! Jeg er 4+4, så ikke langt, men stadig glad og er ved at vænne mig til tanken.

Dog sidder der en kæmpe angst i mig  for spontan abort. Jeg aborterede i april sidste år, hvor jeg var i uge 8. Det var utrolig smertefuldt, selvfølgelig mest psykisk, men også fysisk.

Nu prøver jeg at være så sund som muligt, men er skide bange for at jeg f.eks spiser noget forkert af mangel på bedre viden.

Sidder angsten også i jer eller er i bare ubetinget glade? Jeg prøver at sige til mig selv at selvfølgelig sker der ikke noget, og det hjælper en smule.

Måske virker indlægget lidt rodet, men det var rart at komme af med mine tanker og jeg håber på at høre jeres.

Knus

7+0 i dag

Åhh jo jeg kender den angst....  og Puha den er svær at have med at gøre.

Jeg har ikke aborteret tidligere så det er ikke på baggrund af "erfaringer", men jeg er medicinstuderende og har haft embryologi og ved derfor alt alt alt for meget om alle de ting der kan gå galt specielt tidligt i en graviditet........... -den viden ville jeg godt undvære lige nu

Det tog os mere end 4 år og hjælp fra en fertilitetsklinik at få en positiv test, så det er svært ikke at spekulere over "hvad nu hvis"

Men men samtidigt så er jeg også bare rigtig glad for det endelig er lykkedes, og jeg glæder mig rigtig meget til at "være gravid" og alle de oplevelser der følger med det.

Marisen81 skriver:

Hej alle i søde piger!

Endelig efter 8 måneders prøven, alt for meget tænken i ægløsningsperioder og hylen hver gang der kom mens, er vi gravide!! Jeg er 4+4, så ikke langt, men stadig glad og er ved at vænne mig til tanken.

Dog sidder der en kæmpe angst i mig  for spontan abort. Jeg aborterede i april sidste år, hvor jeg var i uge 8. Det var utrolig smertefuldt, selvfølgelig mest psykisk, men også fysisk.

Nu prøver jeg at være så sund som muligt, men er skide bange for at jeg f.eks spiser noget forkert af mangel på bedre viden.

Sidder angsten også i jer eller er i bare ubetinget glade? Jeg prøver at sige til mig selv at selvfølgelig sker der ikke noget, og det hjælper en smule.

Måske virker indlægget lidt rodet, men det var rart at komme af med mine tanker og jeg håber på at høre jeres.

Knus

Nej ejg kan heller ikke lade være med at tænke på det hele tiden. jeg tror at os der har prøvet en spontan abort, nok også tænker mere over det, og ikke tør glæde sig for tidligt. Jeg er 6+3 lige nu og jeg tror først jeg begynder at slappe lidt af, når jeg er 12 uger henne

er 11+3 idag, og nu har angsten for alvor sat sit spor i mig desværre, efter de seneste indlæg, med skønne kvinder herinde fra der har mistet sent i gravidteten, hvor de er kommet til scanning og det så viser sig, fostret er dødt, må jeg indrømme at jeg frygter min scanning på torsdag i næste uge, det er NF, og hva nu hvis jeg så kommer derind og der ikke længere er liv synes slet ikke jeg kan overskue det lige nu, håber sådan min baby stadig er der, jeg har jo set den i live da jeg var 7+5, synes sku det er hårdt, jeg har ikke tænkt over det overhovedet før, det begyndte herinde

Jeg er ked af at jeg har været med at til bringe en skræk i livet på dig, Tropez. Men husk på, at for hver dag der går, bliver din baby større og stærkere!

Jeg skrev indlægget for at høre om det virkelig bare var mig, der gik rundt med en stor angst for at miste. Det er bestemt ikke fordi jeg ser negativt på al ting, men jeg er virkelig så bange for at det sker igen. Jeg kan slet ikke overskue hvad det gør ved mig og min psyke hvis det sker igen.

Det er rigtig rart at høre, at andre har det som mig, det er dejlligt at kunne dele sine tanker, og at høre at der er andre der har det lige som mig.

Jeg tror at langt de fleste både er glade men også meget bekymrede i de første tre måneder. Det er jo helt vildt svært at forestille sig, at der er virkelig er en lille en derinde. Og tanken om at risikoen er størst for spontan abort er der jo. Men tror det bedste man kan gøre, er at prøve at slappe af og tage den lidt med ro- passe på sig selv og spise så sundt man kan. Så kan man ikke gøre mere, og man må bare krydse fingre! Jeg syns selv det var en stor lettelse atblive tryghedsscannet, og se at der var liv derinde. Måske er det en mulighed, hvis du er meget bekymret?