Suk
Jeg har altid haft pæne bryster. Ikke mega store, men en god håndfuld, som sad flot og struttede og var faste. Så blev jeg fed. Og så tabte jeg mig og blev slank igen, og nu er de godt nok et sørgerligt syn. De starter meget langt nede, forstået på den måde, at de nærmest er helt flade indtil man når rent langt nede på kroppen. Ja, den typiske betegnelse med et par sokker med indhold er nok ikke helt af vejen. Nok ligesom et par sokker med en lille mandarin. Og jeg er bare så ked af, at jeg kunne have undgået det, hvis jeg aldrig havde taget på!
De kan se pæne ud med en flot BH, hvor de bliver skubbet op, men jeg er så ked af, at jeg nu skammer mig, når jeg ikke har BH på eller er nøgen, for sådan har jeg jo aldrig haft det. Jeg har sovet nøgen i nat og sidder nøgen under et tæppe, men rejser mig snart og tager BH på, fordi jeg nærmest væmmes ved dem i øjeblikket. Jeg var til træning i går og havde kun sportsbh på. Og kunne bare se i spejlet hvordan de bare hang og slaskede og så grimme ud, så kunne næsten ikke koncentrere mig på danseholdet. Så nu vil jeg have BH på under sportsbh'en fremover.
Min kæreste siger, at han elsker mine bryster. Han er glad for dem, uanset om de er store, små, hænger eller ej. Men jeg synes det er forfærdeligt! Da jeg var fed, havde jeg en d/e skål, men nu er jeg nede i en A/B skål, og argh.. Jeg tænker bare.. Hvis de ser sådan ud nu, hvordan ser de så ikke ud, når jeg en gang har været gravid og ammet?
Hvad ville i gøre for at affinde jer med sådan en par triste bryster? Overvejer om jeg skal have dem opereret, når jeg en gang har fået børn, men det er jo også drastisk og møgdyrt :/
Anmeld