Ingen vennepar...

Hej!

Jeg ved ikke rigtig om det er fordi det er fordi jeg søger, men mere for at få nogle gode råd. 

Min kone og jeg har sammen en pige på 2 år, og en dreng på vej til maj. 

Vi har været sammen i 3 år (ja, det er gået stærkt ). Vi har begge boet i København, men ville gerne flytte til mere landlige omgivelser. Nær min hjemstavn på Sjælland. 

Nu er det sådan at min kone har haft to gode veninder, men det lader til at de begge har fået en mindre hjerneblødning, og har opført sig direkte dårligt over for min kone - så dem snakker hun ikke med mere. Hun har så sit studie, hvor hun er begyndt at snakke med en studiekammerat. Hun fortæller at de hygger sig rigtig meget, når de er sammen. Studiekammeraten har 2 børn.

Problemet ligger lidt i at vi ikke har nogle vennepar, med børn. De vennepar vi har, har ikke børn, og lader ikke rigtig til at forstå, at det forpligter at have børn - så det er ikke så tit vi ses med dem mere. 

Jeg har rigeligt med venner (uden børn) jeg ser til sociale ting (mandeting ). Min er dog rigtig frustreret over at vi ikke ses med nogle vennepar. Jeg syntes også det er frustrerende at vi ikke ses med nogle venner der er "på lige fod", med os. 

Jeg kan godt forstå min kone, da meget af hendes tid foregår i vores hjem. 

Det svære er bare "hvordan" man sådan lige får sig et vennepar?! Jeg ville måske se det som desperation, hvis man presser på overfor nogle mennesker? 

Er der nogen herinde der har prøvet noget lignende, eller står i samme situation?

 - Logiven

Logiven skriver:

Hej!

Jeg ved ikke rigtig om det er fordi det er fordi jeg søger, men mere for at få nogle gode råd. 

Min kone og jeg har sammen en pige på 2 år, og en dreng på vej til maj. 

Vi har været sammen i 3 år (ja, det er gået stærkt ). Vi har begge boet i København, men ville gerne flytte til mere landlige omgivelser. Nær min hjemstavn på Sjælland. 

Nu er det sådan at min kone har haft to gode veninder, men det lader til at de begge har fået en mindre hjerneblødning, og har opført sig direkte dårligt over for min kone - så dem snakker hun ikke med mere. Hun har så sit studie, hvor hun er begyndt at snakke med en studiekammerat. Hun fortæller at de hygger sig rigtig meget, når de er sammen. Studiekammeraten har 2 børn.

Problemet ligger lidt i at vi ikke har nogle vennepar, med børn. De vennepar vi har, har ikke børn, og lader ikke rigtig til at forstå, at det forpligter at have børn - så det er ikke så tit vi ses med dem mere. 

Jeg har rigeligt med venner (uden børn) jeg ser til sociale ting (mandeting ). Min er dog rigtig frustreret over at vi ikke ses med nogle vennepar. Jeg syntes også det er frustrerende at vi ikke ses med nogle venner der er "på lige fod", med os. 

Jeg kan godt forstå min kone, da meget af hendes tid foregår i vores hjem. 

Det svære er bare "hvordan" man sådan lige får sig et vennepar?! Jeg ville måske se det som desperation, hvis man presser på overfor nogle mennesker? 

Er der nogen herinde der har prøvet noget lignende, eller står i samme situation?

 - Logiven

Hejsa vense.
Der er mange gode måder at skaffe sig venner på som par. Dels gennem arbejde, men også ved at deltage i nogle fællesting. I kunne jo melde jer til nogle foredrag, eller andre kulturelle ting via medborghus, teaterforening eller opbygge en fælles interesse inden for de ting, som interesserer jer.
Min x og jeg var engagerede til op over begge ører i veteranbilforeninger, volvoforeninger og den slags, og går man ind i den slags, kan man hurtigt få mange nye venner, både med og uden børn.
Andre dyrker fx middelalderen og tager rundt til den slags, nogle spiller amatørteater....der er ingen grænser.
Danmark er et foreningsland, så der er valgmuligheder nok
Så læg hovedet i blød sammen, og find noget fælles og gå så ind i det, så skal I bare se

Kærligst
Sussie